Mika tog sin mand og baby med til Paris. Det vendte op og ned på hendes liv

En moppedreng af en coffee table-bog spækket med billeder af smukke og lækre kager og brød i parisisk tradition er for nylig udkommet med Mika Wulff som forfatter.

Hun lever i dag af at være forfatter, at udgive magasinet Lækkerier, holde foredrag, events og at undervise.

Vejen til det gik over en af verdens mest prestigefyldte kokkeskoler i Paris, hvor hun uddannede sig til konditor.

Men inden det kom så vidt, var Mika Wulff i mange år på reklame- og designbureauer og har desuden planlagt store internationale reklamekampagner hos Coca-Cola.

Hun blev tiltrukket af branchen på grund af kreativiteten. Men med årene mistede reklamekampagnerne og det konstante tidspres sin appel.

Mika Wulff vidste, at der skulle ske noget andet i hendes liv, hun vidste bare ikke hvad. Da hun blev gravid med sidste første barn og skulle på barsel for 11 år siden, besluttede hun sig for at tage sin baby og mand med på et ophold i Paris.

I det følgende deler hun sin historie, som er fortalt til femina.

Jeg var 33 og havde en søn på 8 måneder, da vi flyttede til Paris. De job jeg havde op til da, lyder superduper i manges øre. De var også alt, hvad jeg drømte om, mens jeg læste, men da jeg så sad i dem, var der noget, der ikke fungerede.

De handlede mere om power points og budgetter end om kreativitet. Jeg havde også følelsen af, at alt foregik oppe i mit hoved og ikke i kroppen. Der var noget inde mig, der sagde mig, at det ikke var spændende nok at bruge resten af mit liv på at stige i graderne inden for den verden.

Da jeg skulle på barsel, fik jeg ideen om at tage til Paris med min mand i tre måneder. Jeg havde ikke nogen forkromet plan om, hvad det skulle føre til, men med barslen havde jeg noget frihed, og jeg trængte til eventyr og til at lave noget med mine hænder.

Min mand gik selv med tanker om at stoppe som partner i det reklamebureau, hvor han arbejdede for at få en pause og tænke sig om. Så den lange salgstale jeg havde forberedt om, hvorfor det gav mening at tage til Paris, var slet ikke nødvendig. Han sagde ja med det samme.

”Hogwarts for konditorer”

Jeg har altid været glad for at bage helt almindelige kager på et afdæmpet niveau. Da vi nu skulle bruge noget tid i Paris, undersøgte jeg, hvad der var af bagekurser.

Det viste sig, at der var et i Paris på en kokkeskole, som jeg døbte ”Hogwarts for konditorer”, fordi det føltes som et magisk univers. På skolen, der hedder Le Cordon Bleu, giver de den fuld skrald med hvide kokkeuniformer og høje kokkehuer, og man skulle overholde en række traditionerne.

Det er en af verdens mest berømte og anerkendte kokkeskoler, og kurset varede tre måneder, så det passede perfekt. Imens jeg var til undervisning, passede min mand vores søn.

Det kunne lade sig gøre, fordi vi fremlejede vores lejlighed i Danmark og boede i en lillebitte lejlighed i Paris.

Det var hårdt, fordi man skulle holde øje med, hvad der blev sagt og gjort og bagefter kopiere, hvad underviseren lavede. Man fik karakterer for alt fra sin mørdej til æbleskrælning til sin chokoladetemperering. Jeg er konkurrencemenneske, der ikke gør noget halvt. Det var som at være med i ”Bagedysten” (DR-programmet, red.) hver dag. Minus kameraerne, selvfølgelig.

Efter de tre måneder var gået, havde jeg kun gennemført et modul ud af tre, og hverken jeg eller min mand havde lyst til at tage hjem. Så jeg undersøgte mulighederne for at gennemføre en hel konditoruddannelse på i alt 9 måneder. Jeg fik plads på de næste to moduler, fik fremlejet vores lejlighed yderligere ud og flyttede til en ny lejlighed i Paris.

Krisen ramte i København

Når venner og familie besøgte mig i Paris, fik jeg mange spørgsmål om, hvad jeg ville bruge uddannelsen til. Ville jeg åbne en bagerbutik? Nej, tak.

Drømmen var aldrig at stå i en produktion, som jeg var bange for ville blive for ensformigt for min rastløse sjæl. Men det var guld værd at havne i praktik hos Pierre Hermé (en verdensberømt konditor, der bl.a. er kendt for sine macarons, red.), hvor kunderne gik ud af butikken med deres varer i poser af samme kvalitet, som havde man handlet hos Louis Vuitton eller andre dyre mærker. Her fik jeg et indblik i den virkelige konditorverden og de barske franske køkkenhierakier.

Jeg var ikke selv i tvivl om, at det nok skulle gå. Men da vi kom hjem til Danmark, ramlede jeg ind i en stor krise. Alt det sjove var slut, nu skulle jeg finde ud af næste skridt.

Både min mand og jeg kunne komme tilbage til vores tidligere job og vade direkte ind i vores tidligere liv, men det havde ingen af os lyst til.

Men at sidde derhjemme efter det og ikke vide, hvad jeg så ville betød, at jeg gik helt i brædderne. Så jeg opsøgte en psykolog, der hjalp mig ud af den livskrise, lige før jeg havde følelsen af at havne i en depression. Hun hjalp mig med at lave nogle todo-lister og til hele tiden at tage små skridt til at find ud af, hvad jeg skulle arbejde med.

Jeg tror, det kom sig af, at når man har været arbejdsløs i noget tid, begynder man at tvivle på, om man er god til noget. Så det var nogle hårde måneder, selvom vi kunne klare os på dagpenge og det ikke generede os at give afkald på en masse ting.

Skabte sin egen forretning

Jeg begyndte så småt at række ud til mit netværk og hægtede mig på en bekendt, som ville starte en app. Jeg leverede indholdet i form af opskrifter og inspiration til bagning. Med tiden gik vores interesser i hver sin retning, og jeg gik videre alene med ideen om at skabe et fysisk magasin.

Det kaldte jeg Lækkerier, og det er stadig dig, der er udgangspunktet for min forretning i dag, hvor jeg udgiver magasin, laver events, dessertmiddage til festivaler som Heartland og en stor årlig konkurrence kaldet “Lækkerier Prisen” for konditorer og dessertkokke, og alle Lækkeriers Læsere.

Mika Wulff er nu også forfatter til bogen ”Da jeg lærte at bage i Paris”, som udkom i september i år og rummer en række af hendes ynglingsopskrifter på franske klassikere som éclairs, citrontærte og crème caramel.

Med den forretning jeg nu har bygget op, sidder jeg også en hel del bag computeren og bruger min viden om branding, partnerskaber og tekstforfatning, men det giver mening, fordi det er mit eget projekt.

Det bedste der er kommet ud af mit bage eventyr i Paris er, at jeg fandt ud af, hvor meget saft og kraft der ligger i at tage skæbnen i egne hænder.

For mig har det været en livsbekræftende følelse at kunne skabe mit eget arbejdsliv og opfinde et spændende job, som jeg ikke tror, jeg var blevet ansat til nogen steder, hvis ikke jeg selv havde skabt det. Det er nogle gange sindssygt svært, men også meget tilfredsstillende.

Mit budskab til læseren er, at du skal lytte til dig selv og tage det alvorligt, hvis der er noget i dit liv, du ikke er tilfreds med, for ofte kan du gøre mere for at ændre dit liv, end du måske tror.

Og selvom du ikke har en klar forestilling om, hvad din drøm er, så giv ikke op, men led efter den.

Måske finder du den hen ad vejen ligesom jeg gjorde i Paris.

"Da jeg lærte at bage i Paris" er skrevet af Mika Wulff og udkom på forlaget Grønningen 1 i september 2025,