
Line havde ondt i maven over, at skulle tilbage på arbejde efter sin barsel. Så begyndte hun at investere

Foto: Frederikke Bjerre-Flyvholm
Det begyndte så småt at rumstere i hendes hoved, da hun var på barsel med sit andet barn i 2018.
Line Maria Kühlwein Skov er uddannet sociolog og havde på det tidspunkt et godt, fast job, som hun inden længe skulle tilbage fra barsel til.
Men der var noget, der bare ikke føltes rigtigt.
"Jeg havde så ondt i maven over at skulle tilbage på arbejde efter min barsel. Efter jeg er blevet mor, har jeg tænkt rigtig meget over, at hvis jeg skal bruge min hverdag og de bedste vågne timer på noget og samtidig være væk fra mine børn, så skulle det virkelig også være noget med kvalitet. For det er svært at hamle op med de unger, som jeg jo synes er så betydningsfulde," fortæller hun.
Men selvom hun vidste, at hun ikke havde lyst til at komme tilbage til sit 8-16-job, føltes det også drastisk at sige op med snart to små børn og de udgifter, der fulgte med.
"Det ville jo rive vores økonomiske tæppe væk under os,".
Det var her, hun begyndte at tænke på investering.

