https://imgix.femina.dk/2021-04-20/frederikkeschmidtpng.png
Økonomi

Iværksætter Frederikke Schmidt: ”Jeg har fanden gale mig lavet mange studehandler”

20. april 2021
af Katrine Rosenbæk
Foto: Marie Hald
Iværksætteren Frederikke Schmidt er vokset op med en enlig mor og et dagsbudget, der skulle overholdes. I dag sparer hun stadig, hvor hun kan, og bruger helst sine penge på en tur til Paris eller et restaurantbesøg.

Hvad betyder penge for dig?

– At have styr på min økonomi er frihed for mig. Så kan man mere og har bedre kontrol over, hvilke muligheder man har.

– Jeg har altid været typen, der hellere brugte penge end sparede dem op. Jeg har altid brugt de sidste 100 kroner på en flybillet til Paris, for jeg samler på oplevelser.

– Men da efterlønnen blev fjernet, mistede min mor sin indkomst fra den ene dag til den anden. Der begyndte et skift hos mig, hvor jeg tænkte: “Gud, så det findes, det med at man kan spare op hele sit liv eller tro, man har ret til noget, og pludselig har man det ikke længere”. Så begyndte jeg at gå op i penge og begyndte at investere.

Hvad investerer du i?

– Jeg investerer både gennem Nordnet og gennem Saxo Bank. Hos Nordnet er det kurtagefrit gennem en månedsopsparing, det vil sige, at du investerer uden at betale gebyr for det, og det gør jeg også hos Saxo Bank, så længe jeg investerer for mere end 1.000 kroner.

– Jeg investerer blandt andet i grøn energi, startup-tech-virksomheder og i verdens to største guldminer i Canada. -

- Jeg har købt aktier i minerne i stedet for reelle guldbarer, fordi det virkede lettere og mere overskueligt. Der er en tese om, at guld og sølv stiger, hver gang der er krise.

– Da coronaen kom, steg mine guldaktier med 102 procent. De er faldet lidt igen nu, men det var vildt. På et tidspunkt overvejede jeg også at investere i diamanter, men jeg var bange for, at jeg ikke kunne få dem afsat igen.

Hvad er din ”penge-filosofi”?

– Jeg synes, oplevelser og glæde er meget vigtigere end penge. Jeg læste engang, at hvis du i gennemsnit tjener mere end 53.000 kroner om måneden, bliver du et røvhul. Så holder du op med at have følelser og empati for andre, dine værdier ændrer sig.

Jeg er enebarn af en enlig mor, og hun havde meget få penge. Vi skulle låne fra en fond, før jeg kunne komme på lejrskole.

– Jeg er meget fokuseret på, at jeg ikke skal have flere penge end et vist løntrin. De penge, jeg har, skal ind og stå på en investeringskonto, for hvis jeg har dem, bliver jeg alt for optaget af, hvad de kan bruges til.

– Jeg har aldrig været særligt optaget af penge, så penge er til for at købe mig frihed – derfor bruger jeg dem for eksempel på en rengøringsdame.

Hvilket penge-livssyn er du vokset op med?

– Jeg er enebarn af en enlig mor, og hun havde meget få penge. Vi skulle låne fra en fond, før jeg kunne komme på lejrskole. Hun havde dagsbudgetter, og de skulle overholdes.

– Så jeg er vokset op med, at man sparer de steder, man kan. Den filosofi har været ekstremt vigtig for mig i forhold til at skabe Roccamore, for jeg har fanden gale mig lavet mange studehandler, karma-handler og sparet alt, hvad jeg kunne.

– Det gør vi stadig – for eksempel skal vi skifte kontor nu, og de ansatte skal selv flytte kasser, for vi kommer ikke til at betale for en dyr flyttemand.

– Jeg sparer virkelig mange penge, og det har jeg gjort hele mit liv, undtagen på det, der skaber glæde og frihed. Det lærte jeg af min mor – hun brugte kun penge på at rejse, hun ville vise mig verden.

Bor I i ejer- eller lejebolig? Hvorfor?

– Vi købte ejerbolig for halvandet år siden og gik fra 48 kvadratmeter til 88 kvadratmeter. Vi skrabede de 20 procents udbetaling sammen og har realkreditlån for resten. Det tog lang tid at overtale mig selv til at putte penge i en ejendom, for jeg har et meget stort behov for frihed.

Frederikke Antonie Schmidt

  • 37 år.
  • Iværksætter og står bag skobrandet Roccamore.
  • Hun er uddannet skodesigner fra Polimoda i Firenze, Italien.
  • Hun bor i København med sin italienske mand.

– Jeg har rejst og boet i mange lande, så fornemmelsen af, at man altid kan pakke kufferten og tage af sted, har været vigtig for mig. Den følte jeg lidt, at jeg gav afkald på.

Sparer du op til pension? Hvordan?

– Jeg har lavet en bæredygtig pensionsordning til alle ansatte i Roccamore, og her står min egen pension også, men i fremtiden vil jeg gerne selv investere den.

Har du fællesøkonomi med en eventuel partner?

– Jeg vil til alle tider stå på mål for, at man skal have separat økonomi, og at man skal have særeje. Det er lidt et fyord – det bliver set, som om det ikke er ægte kærlighed – men hvis vi bliver skilt, skal min mand ikke have halvdelen af mit firma og have ret til at bestemme i det, ligesom jeg heller ikke skal have halvdelen af hans families huse. Så vi har særeje på de ting, der betyder noget.

Vi har altid budget til, at man lige kan sige: ”Hey, jeg har booket bord her i aften”.

– Vi har ikke fællesøkonomi, og jeg synes næsten, forholdet bliver mere romantisk af det. Så giver han middag et sted, eller jeg køber en gave – det føles bare så meget mere lækkert, end hvis jeg havde købt en gave fra vores fælleskonto.

– Jeg vil gerne beholde min selvstændighed og min følelse af, at ‘jeg er mig, og du er dig’ – og så har vi noget fedt sammen, men jeg har ikke mistet min identitet.

Hvordan er dine økonomiske vaner?

– Jeg bruger penge på alt, der køber mig frihed eller lækkerhed. Jeg har en osteopat, en massør og en personlig træner, for nogle gange sidder jeg 12-14 timer foran en computer om dagen.

– Jeg bruger mange penge på, at nogle fikser min krop, så jeg kan blive ved med det. Vi bruger også mange penge på restauranter – typisk de italienske, fordi min mand savner sit land.

– Jagten går altid på den bedste pizza, og indtil videre har Luca vundet, men den er stadig ikke helt god nok. Vi har altid budget til, at man lige kan sige: ”Hey, jeg har booket bord her i aften”.

– Vi plejede også at rejse ofte. Jeg rejste til Italien en gang om måneden, fordi Roccamore-sko produceres i Italien, og der plejede min mand at tage med.

– Vi tog også tit på weekend-getaways til storbyer, og inden corona blev jeg også mere og mere strandfikseret og begyndte at holde af de syditalienske strande med stribede badestole, man kan ligge på hele dagen.

Hvad bruger du flest penge på i hverdagen?

– Mit helbred – enten behandlere, sport eller sportsudstyr. Jeg bruger også mange penge på sund og økologisk mad. Jeg handler basisvarer i supermarkedet, og så bruger jeg pengene på Annas Fiskekasser, hvor man får friskfanget fisk fra Thy, og jeg køber frugt fra Fresh.Land.

Hvad er det dyreste, du har købt i dit liv?

– Jeg bruger ikke penge på tasker og dyre ting, så vores lejlighed må være det dyreste, jeg har købt. Min mand har givet mig en Yves Saint Laurent-taske, fordi jeg ikke kunne holde op med at tale om, hvor fantastisk designeren bag var, og hvor meget han havde ændret moden.

– Den er det dyreste og den eneste luksusting, jeg ejer.

Læs også