Iværksætter Frederikke Schmidt: “Den offentlige samtale er ikke en, vi kvinder gerne vil eje, og vi har ikke selv skabt en ny.”

Trafikstøj og lyden af blæst er det første, der høres, da Frederikke Schmidt tager telefonen. Hun er ved at cykle forbi en bus, der bippende lukker dørene i.

– Puha, busser i København K er altid en fornøjelse, lyder det fra hende.

Man kunne ellers forestille sig, at en succesfuld iværksætter som indehaveren af skobrandet Roccamore kunne finde på at tage en taxa. Men Frederikke Schmidt er vokset op med, at man sparer, hvor man kan. Så har man også flere penge til alt det sjove, som for eksempel at rejse.

Frederikke Schmidt har altid rejst meget, både privat og i sit arbejde. Karrieren som skodesigner startede med otte års arbejde i Italien, hvor det kun var mænd, der designede høje hæle.

– Ni ud af ti designere er mænd, og i Italien gik det op for mig, at det var derfor, der aldrig var nogen, der havde tænkt komfort ind. Tanken om at gå i et par høje hæle, der gør virkelig ondt, har aldrig tiltalt mig. Så begyndte jeg at arbejde med en ortopædisk håndskomager for at løse det med et indlæg, som formede sig efter fødderne. Og så byggede vi en virksomhed på det.

Hvorfor er det fedt at arbejde med høje hæle?

– Det er en 3D-figur, det er et lille stykke kunst, som har sin egen personlighed. Tøj ligger bare, mens sko har en krop. Det er meget mere spændende at arbejde med. Høje hæle giver også en magtfølelse.

Hvordan?

– Med hæle er man nødt til at have fat i sine muskler og sin core, hvilket ændrer hele kropsholdningen, og man står mere selvsikkert. Undersøgelser viser, at kliklyden fra hæle giver følelsen af at have magt, fordi vi genetisk gerne vil have, at andre kan høre os komme. Deri ligger en advarsel om, at vi har styr på tingene.

Crowdfunding og kundebehov

Frederikke Schmidt lavede en kampagne på platformen Kickstarter, hvor man ved at crowdfunde kan få penge til et projekt, hvis andre synes om idéen. Det gjorde 306 mennesker heldigvis, for de støttede projektet med 330.000 kroner. Dermed havde hun penge nok til at lave sin første kollektion.

– Det første år mødtes jeg med folk fem gange om ugen og fortalte om mine sko og fik deres input. Langsomt byggede jeg produkterne op på baggrund af møder med forskellige kundegrupper. Jeg er ikke uddannet inden for iværksætteri eller økonomi, og jeg vidste intet om at bygge en virksomhed, men jeg har altid været god til at finde folk, der kan det, jeg ikke kan.

Hun beskriver det som at sætte sig selv midt i kaos, men den strategi vil hun ikke anbefale alle. Hun løser problemer ved at lære fra andre, der har gjort det før hende. Eller Googler sig til det.

Hvad er den vigtigste grund til Roccamores succes?

– Kunder. Jeg har altid taget udgangspunkt i, hvad mine kunder ville have. I dag er min kollektion også bygget op om, hvad folk mangler. Man kan stemme om skoene online, og vi opkalder dem efter virkelige kvinder.

Bag cykelstativ, skraldespande og bjælker

På den måde producerer Frederikke Schmidt kun de sko, hun ved, kunderne vil have.

– For mig er slow fashion den eneste vej frem. Der er jo ikke nogen, der har brug for otte kollektioner om året, altså omkring 400 styles – du skal ikke bruge 400 par sko på et år! Det er så absurd, at man knokler for at lave en helvedes masse sko, som ingen rigtig gider at gå med, fordi man ikke har spurgt dem, hvad de vil have. Der er en top-down-følelse i fashion om, at jeg ved bedst, fordi jeg er uddannet, og hvis du ikke kan lide produktet, er det dig, der er noget galt med. Men hvis ikke folk køber det, jeg laver, så går jeg konkurs.

Hun har erfaret, at det at inddrage kunder skaber loyalitet og en følelse af, at de også er med til at bygge noget op.

– I Kolding overhørte jeg en kvinde fortælle sin veninde, at hendes søster havde hjulpet Roccamore med at finde et sted at have butik. Det er fedt, at folk tager ejerskab over det og tænker, fuck, hvor er det fedt, at det var mig, der fik dem til Kolding, eller, den sko er opkaldt efter min mor.

Hvad har været den sjoveste periode for dig i din karriere?

– Da vi åbnede et mini-showroom på et lille 20 kvadratmeters loftslokale i København, hvor man kunne prøve sko. For at komme op til showroomet skulle man rundt om et cykelstativ, ind gennem gården, forbi skraldespandene, op på fjerde sal og under bjælken. Det var så svært at finde, men folk fandt det alligevel. Folk begyndte at snakke om butikken i København, hvilket endte ud i popup-butikker i ti byer. Her bød folk ind med steder, hvor vi kunne være. Det var hårdt, men virkelig sjovt.

Hvilke udfordringer har du mødt som kvinde i iværksætteri?

– Når folk forestiller sig en iværksætter, ser de en CBS-dreng i en blå polo, der burer sig inde i en kælder og efter fire år kommer ud med en over night succes. Der er meget låste meninger om, hvem der er succeser. Det er stadig svært at være kvinde i iværksætteri. Men der er også en gave i at være underdog. Jeg er blevet undervurderet det meste af mit voksne liv, så jeg har nået længere, før folk lagde mærke til mig.

Har du altid haft det sådan med udfordringer?

– Jeg er meget trodsigt anlagt. Hvis du siger, at der er noget, jeg ikke kan, har jeg et barnligt behov for at bevise, at jeg kan. Det er ikke, fordi jeg tror, jeg er the shit, men fordi du i hvert fald ikke skal have ret. Til gengæld er det intimiderende for mig, hvis folk har høje forventninger til mig. Som alle andre har jeg tanker om, at jeg er en idiot, der ikke er dygtig nok og ikke ved, hvad jeg laver. Lave forventninger er en gave, for hvis du allerede synes, jeg er åndssvag, kan jeg kun blive bedre.

Ingen af os gider være ofre

I juli kom der en rapport, der viser, at Danmark ligger på 19.-pladsen, når man ser på ligestilling i erhvervslivet i Europa. Ser vi på vores nærmeste naboer, Island, Finland, Norge og Sverige, som ligger i top 5, er vi åbenlyst bagud. I Frederikke Schmidts nærmiljø er der få kvinder, der leder store virksomheder eller afdelinger. Hun føler ofte, at det toneangivende samfund bliver styret af en lille gruppe mænd i blåt.

– Selv om kvinderne er med, så er vi ikke der endnu, hvor vi har samme muligheder som vores mandlige kolleger. Jeg tror, vi holder kvinder tilbage samfundsmæssigt, fordi vi har en forestilling om, hvordan en leder ser ud, og hvordan en succesfuld iværksætter ser ud. Der er nogle låste ikoner, som vi ikke gør op med.

– Ligestillingsdiskussionen vendes altid sådan, at det bliver lidt synd for kvinderne, at vi ikke er
dygtige nok til at få samme løn som mændene. Det er sådan en nederen storytelling, som ingen af os gider at være en del af, og derfor ikke synes, handler om os. Det er de andre, det er synd for. Derfor kæmper mange ikke aktivt for eksempelvis ligeløn. Ingen af os gider være ofre, for som udgangspunkt sidder kvinder aldrig i offerrollen – de fleste kvinder, jeg kender, er stærke. Den offentlige samtale er ikke en, vi kvinder gerne vil eje, og vi har ikke selv skabt en ny.

Og hvem har så ansvaret for mere ligestilling i erhvervslivet? Frederikke Schmidt nævner øjeblikkeligt politikerne. Samfundet skal struktureres sådan, at vi har lige muligheder. Men også bankerne kommer op. For Frederikke Schmidt er det nemlig – på trods af en virksomhed, der brager derudaf – svært at gå i banken og få kassekredit uden at have en mand med.

– Selv om det er mig, der har bygget virksomheden og lavet budgetterne, får jeg et bedre resultat i banken, når jeg har en mand med. Det er vanvittigt. Måske jeg ikke har haft den forventede ro og tyngde bag ordene, de gange hvor jeg gået alene i banken. Måske har jeg haft lyserødt på, og så tænker de, at jeg ikke ved, hvad jeg laver. Men der er kampe, jeg vil tage, og andre, jeg ikke har tid til. Ellers bliver man jo aldrig færdig.

Mellem kælling og cute

Når det er sagt, mener hun også, at kvinder selv har et ansvar for at tage den magt, de gerne vil have.

– Jeg ser mange kvinder, som dyrker passiviteten. Jeg hører tit, at chefen burde have opdaget, at de skulle have mere i løn. I stedet for at vente, kan du gå ind og forhandle løn. Men det er frygtindgydende at bede om noget, for vi kvinder er opdraget til at se pæne ud og ikke ødelægge den gode stemning.

– Hvis vi ødelægger stemningen, så bliver vi hurtigt sat i kassen “sur kælling”, “bitch” eller
“mopset”. Så skal vi bløde det op med noget seksualitet eller noget feminint, og så ryger vi over i den anden kasse, “tøset”, “dullet” eller “cute”, hvor vi ikke tages seriøst. Det er som om, der ikke er et sted, hvor vi kvinder får lov at agere fra. Vi bliver hele tiden sat i kasser, fordi vi ikke har lært at stå op for os selv.

Hvordan ser den ideelle iværksætterverden ud for dig?

– I den ideelle verden kaster kvinder sig mere ud i ting og snakker mere om, hvad der skal til for at bygge en succesfuld virksomhed. Der skal jo virkelig mange trial and errors til. Jeg synes, iværksætterhistorien er meget farvet af Jesper Buch. Det er hans version, vi ser på tv og på forsiderne, og som vi konstant hylder. Hvis man ikke ser sig selv som den type, der sidder og knokler i en kælder 20 timer om dagen, så er der langt til forestillingen om sig selv som iværksætter. Rollemodeller gør en forskel. Vi har brug for at vise, at der er mange forskellige veje, der fører til Rom.

Hvordan giver vi hinanden selvtillid til at få succes med drømme og ambitioner?

– Vi skal være bedre til at støtte hinanden. Starter man en virksomhed, kan man holde en baby shower for den og invitere sine venner. Det er måske det eneste brugbare råd fra Elon Musk. Som ven kan man støtte ved at købe det første produkt. Det kan godt være, at det er 3.000 kroner, men overvej, hvilken forskel det gør for den, der er så tæt på at lykkes og samtidig så sårbar omkring det. Vis, at du tror på og har lyst til at støtte op om din ven.

– Og lad os lade være med at være så bange for talent. Det giver meget bedre mening at snakke
om, hvordan man opnår noget, end at finde ti grunde til, at det ikke kan lade sig gøre.