https://imgix.femina.dk/2022-01-20/shutterstock_1606120429.jpg
Karriere og penge

I England arbejder de kun fire dage om ugen. Hvem er klar til at flytte?

20. januar 2022
af Line Beierholm Skydsgaard
Foto: Shutterstock
En fire dages arbejdsuge bliver lige nu testet i Storbritannien. Fortalerne mener, det vil give gladere medarbejdere og højere produktivitet, mens kritikerne er bange for, at folk kan blive stressede over at have mindre tid til de samme opgaver.

De næste seks måneder skal mange englænderne tage del i et forsøg: I stedet for de sædvanlige fem arbejdsdage om ugen skal de arbejde fire. Lønnen? Den er den samme, og medarbejderne bliver også ved med at have de samme fordele, skriver The Daily Mail.

Medarbejderne skal udføre de samme arbejdsopgaver, som da de arbejdede 37 timer, men højst arbejde 35 timer over fire dage.

Kritikere af forsøget advarer om, at det kan føre til mere stress at skulle presse den samme mængde opgaver ind på færre timer, mens fortalerne tror, at det vil give gladere medarbejdere med mere overskud og højere produktivitet.

Omkring 30 virksomheder i Storbritannien har meldt sig frivilligt til at deltage. Lignende forsøg bliver snart sat i gang i Irland, Canada, USA, Australien og New Zealand.

En "overvældende succes" på Island

På Island er den fire dages arbejdsuge allerede blevet testet mellem 2015 og 2019, og forskerne bag projektet kaldte det en "overvældende succes".

Medarbejderne, der deltog, fortalte, at de følte sig mindre stressede og udbrændte, og at balancen mellem arbejde og fritid var bedre end før. De fortalte også, at de havde mere tid at bruge sammen med familie, på fritidsaktiviteter og på huslige pligter.

Efter forsøgene genforhandlede fagforeningerne arbejdsugen. Det betød ifølge forskerne, at 86 procent af islændingene på arbejdsmarkedet nu enten arbejder færre timer for den samme løn, eller vil komme til det på et tidspunkt.

Tilbage står spørgsmålet bare og flagrer i vinden: Hvorfor bor vi ikke i hverken England eller på Island?

Læs også