Nadia Zinck Thiesen
Iværksætteri

Hvordan får man familiebudgettet til at gå op som iværksætter? Nadia er begyndt at klippe sit eget hår

10. september 2021
af Signe Bertram
Foto:
Nadia Zinck Thiesen og Camille Gudmand Lange er aktuelle med podcastserien ”De Grønne Grises Klub” om springet ud i iværksætterlivet. I tredje afsnit bliver tallene lagt på bordet, når det skal handle om løn og kreative budgetter.

På seks måneder vil Nadia Zinck Thiesen og Camille Gudmand Lange tage på en rejse mod toppen –eller mod bunden. De har nemlig sagt deres jobs op for at forfølge iværksætterdrømmen.

Målet er et arbejdsliv i balance med frihed og tid til familie og børn.

I første afsnit af podcasten ”De Grønne Grises Klub” sagde de begge op for åben mikrofon, og nu skal de have de økonomiske ender til at mødes i den nye tilværelse.

Økonomisk usikkerhed

I tredje afsnit taler Nadia og Camille åbent om deres økonomi, både i husholdningen og de nye virksomheder.

– Det føles ikke privat for mig, og jeg har nul blufærdighed omkring det”, siger Nadia, som også fortæller, at hun er med i et professionelt netværk for kvinder, hvor de åbent deler deres løn.

Hør podcasten "De Grønne Grises Klub"

Hvordan føles det at sige sit faste job op for at udleve drømmen om at være iværksætter? Uden egentlig at have en plan og en konkret idé? Og så endda i en podcast på åben mikrofon?

Følg med i Nadias og Camilles rejse, hvor de forsøger at udleve iværksætterdrømmen i håbet om at skabe et arbejdsliv i bedre balance.

Find podcasten “De Grønne Grise” på Heartbeats, Spotify og Itunes.

Men hvordan holder man styr på indtægter og udgifter som helt nystartet iværksætter?

– Jeg skal meget snart snakke med revisor, for jeg har intet overblik over, hvad der foregår. Men jeg kan se, der kommer penge ind på min konto, fortæller Camille, som regner sig frem til, at hun skal tjene dobbelt så meget for at få forretningen til at løbe rundt.

Camille Gudmand Lange

34 år.

Bor i København med sin mand David og børnene Pelle og Lea på hhv. 5 år og 11 måneder.

Autodidakt tilrettelægger og VJ og har desuden gået på DR’s Talenthold.

Har arbejdet 13 år på DR som VJ, tilrettelægger og vært på bl.a. DR3 og P1.

Nadia er stadig i gang med at opbygge sin virksomhed, og derfor kommer hendes nuværende indtægter fra dagpenge.

Hun fortæller, at hun føler et kæmpe ansvar for at få budgettet til at gå op, fordi hendes iværksætterplan har sat familien i en økonomisk usikker situation.

Nadia Zinck Schrøder (tv.) og Camille Gudmand Lange (th.)
Nadia Zinck Schrøder (tv.) og Camille Gudmand Lange (th.)

Derfor er hun også begyndt at spare, der hvor hun kan:

– For eksempel har jeg lært at klippe mit eget hår på YouTube.

Nadia Zinck Schrøder

35 år.

Bor i dag i Hvidovre med sin mand Mikkel og de to børn, Lua på 3,5 år og Villum på 11 måneder.

Uddannet cand.mag. i Kommunikation fra Aalborg Universitet.

Har arbejdet flere år i reklamebranchen og senest som projektleder i DR.

Arbejder på at skabe en virksomhed, der sælger og rådgiver om gør-det-selv-møbler til private.

Deler sine egne gør-det-selv-projekter på Instagram under @forstadsdromme.

Drømmen om at tjene penge

Selv om iværksætterlivet lige nu giver underskud for Nadia og Camille, drømmer de om en større grad af økonomisk uafhængighed, end de havde i deres gamle jobs.

Men er det usympatisk at ville tjene penge for en forretning, som man synes har et godt formål?

– Lige nu, tror jeg, det er in på sådan en Løvens Hule-måde, at det skal være din ild omkring dit produkt og omkring at ændre verden, der skal drive din forretning,” siger Camille, som frygter at folk vil reagere anderledes på hendes butik, hvis hun siger højt, at hun gerne vil tjene penge.

– Jeg synes, det er ærgerligt, at det bliver stillet op som et enten eller. Hvorfor kan man ikke begge dele?, spørger Nadia, som også drømmer om at kunne rejse og holde fri med sine børn.

– Det er ikke, fordi jeg drømmer om at købe en kæmpe kasse på Strandvejen, jeg kunne bare godt tænke mig at have en god økonomi. Og det kan jeg mærke, er svært at sige.

Læs også