"Folk skriver til os, at julekalenderen med sexlegetøj er den bedste parterapi. Det er jo, fordi de kommunikerer med hinanden"

Mathilde Mackowski kommer direkte fra et arrangement i Magasins indkøbsafdeling, hvor hun har holdt et oplæg om sexlegetøj. Stormagasinet har allerede lidt på hylderne og skal have mere.

Sexlegetøj er blevet mainstream:

– Det er supermainstream i Norden nu. Det er næsten tenderende til kedeligt, så mainstream er det. Det er det, der er så fedt!

Men det er også ret nyt.

Det siger lidt om udviklingen fra lummert til stuerent, at det ikke er længere siden end 2008, at Mathilde og hendes daværende kæreste Tonny Andersen skabte webfirmaet Sinful af en blanding af nød og trods: De ville faktisk gerne have haft en fysisk butik, men ingen butiksudlejere ville leje ud til dem.

Nettet dømte ikke. I 2020 omsatte virksomheden for over 300 mio. kroner.

Mathilde og Tonny er undervejs gået fra hinanden, men har alligevel drevet den konstant voksende virksomhed videre sammen.

I foråret solgte de 57,5 procent af den til kapitalfonden Polaris for et storcifret millionbeløb.

Der er ikke meget bralderrøv over Mathilde. Hun er jo jyde, ikke? Siger hun selv.

Hun siger også om forretningseventyret, at ”den, der har evnen, har også pligten.” Hun har vitterligt ikke nogen særlig tung uddannelse med i bagagen.

Og i samme bagage har hun en barndom, der gør, at hun opfatter sig selv som mønsterbryder.

Men hun opdagede, at hun havde evnen – og derfor også pligten. Hun kalder penge for ”bananer”. Muligvis for at minde sig selv om, at de ikke er et mål, men et middel.

Mathilde har investeret nogle af de nye bananer i et renoveringsmodent hus uden for Aarhus. Men en hel del af bananerne er geninvesteret i virksomheden.

Det hele handler jo om at blive endnu større. Drømmen er en slags sexlegetøjets Ikea.

– En af de ting, sexlegetøj kan, er at være en kommunikationsåbner. Det er nemmere at give feedback til hinanden i et intimt rum, hvis man kan give en dippedut skylden for, når noget virker erotisk – og når det ikke virker.

– Hvis jeg nu kilder min mand med en nussefjer, er det nemmere for ham at sige: ”Kan du kilde LIDT højere oppe ved halsen”, end hvis jeg brugte mine hænder. Så kan vi bruge genstanden som guide, det er langt mindre sårbart og noget af det, jeg synes, er så skønt ved hele vores univers.

– For eksempel vores julekalender med sexlegetøj – folk skriver til os, at det er den bedste parterapi, de nogen sinde har prøvet! Det er jo, fordi de KOMMUNIKERER med hinanden. HELE december måned kommunikerer de om, hvad de synes, har været sjovt seksuelt.

– Når man kan det, oplever man, at man også begynder at kommunikere ærligt og rummeligt andre steder i sit parforhold.

– For hvis vi er i zen i det intime rum og i vores kærlighedsliv, er vi mere åbne for input og udvikling i selve forholdet. Det er i hvert fald min fornemmelse. Og min personlige oplevelse.

Brugervenligt

Da Mathilde og Tonny tilbage i nullerne mødte hinanden og blev kærester, opdagede de, at de havde en ”sindssygt fed dynamik” sammen. Både som kærester, men også når det handlede om business-idéer.

De produktudviklede på alt muligt fra cykelhjelme til tandbørster. Alt, hvad der kunne gøres bedre i designet, smukkere, mere brugervenligt …

– Vi begyndte på den samme business-snak om sexlegetøjet, fordi vi selv brugte det. Vi syntes, det var megasjovt.

– Sex kan blive så seriøst og analytisk. Jeg vil hellere have følelsen af at have det sjovt med sex, og vi kunne bare se, at det funkede ret fint for os, fordi vi havde det element af leg med.

– Vi købte sexlegetøj både i butikker og online, men vi opdagede, at vi ikke følte os taget seriøst, når vi købte det. Online-pakkerne kom ikke til tiden. Produkterne gik fra hinanden. Elektronikken virkede ikke. Kvaliteten var dårlig. Designet var grimt.

– Det var, som om dem, der solgte tingene, ikke havde taget stilling til noget. Der var ligesom ikke styr på noget.

Det skal også tæt på huden, og hvad er der i?

– Lige præcis! Det gjorde os utrygge. Så vi tænkte: Hvorfor er der ikke nogen, der gør det her bedre? Alene den måde, butikkerne så ud på. Altså behøver I virkelig præsentere tingene på nervøs rød velour?

– Sexlegetøj er virkelig ikke særlig pænt i den sammenhæng. Det var bare sådan hele konteksten.

Lummert?

– Ja, og det forstyrrede os. Det fik vi bare lyst til at gøre noget ved.

Der var også noget andet, de lagde mærke til. Noget, der bestyrkede dem i, at de var på rette vej:

– Vi oplevede, at parrene i vores omgangskreds ikke sådan snakkede med hinanden om sex. Det er ikke, fordi jeg synes, man skal sidde og krænge det hele ud over for andre.

– Jeg krænger bestemt ikke mine tanker om mit private sexliv ud til nogen. Det er vigtigt, at der er noget mystik eller noget privat omkring det. Men jeg synes bare, det handler om at være åben for input. Og især over for hinanden.

– Tonny og jeg snakkede jo altid sammen om det. Vi undrede os: Hvorfor snakker I andre ikke om det? Hvorfor brokker din kammerat sig til DIG over noget, der ikke fungerer med hans kæreste? Hvorfor siger de det ikke bare til hinanden?

– Vi kunne se, at der var et behov for inspiration og mere leg. Uden at være klar over det dannede vi ligesom et ”why”, der handlede om at inspirere folk til at have et mere legende, ukompliceret og let sexliv.

– Vi ville gerne åbne en butik, men alle de forskellige erhvervslokaler, hvor vi kontaktede udlejeren – der kunne udlejeren ikke rigtig se det for sig. Ingen ville have ”den slags”.

Nejhat

Så de startede på nettet i 2008. “Det må være interessant (læs: flovt) at skulle fortælle sine forældre om,” siger jeg.

Mathilde ser nærmest forbløffet på mig. Det var overhovedet ikke flovt.

– Ikke for vores familier. Min mor var bare sådan: ”Hvor sejt! Det giver da mega meget mening.” Hun kunne godt se idéen. Tonnys forældre var meget sådan: ”NÅ OKAY??? Jamen det er da fedt, hvis bare én af jer en dag kommer til at kunne leve af det.”

– Vi mødte aldrig en nejhat. Der var én pige fra min handelsskoleklasse, som skrev til mig: ”Ej, Mathilde, jeg troede, du var sådan en pæn pige.” Hun har efterfølgende været helt færdig af grin over det, for hun har jo selv været kunde!

Det første, de købte til deres forretning, var ”en lille helt almindelig vibrator”. Og på den første erotikmesse i 2009 havde de en stand på ydmyge to kvadratmeter.

Men det visuelt æstetiske var i højsædet. Mange af de garvede standholdere – med duge i nervøs velour – grinede ad dem, fordi de gjorde SÅ meget ud af deres lille stand.

– Men det gjorde en KÆMPE forskel. Der var jo kø hos os!

For hver messe fik de en større stand. Men i 2011 ramte katastrofen. K.B. Hallen brændte dagen før en stor erotikmesse, hvor Sinful havde forberedt sin hidtil største messe.

Med hallen brændte HELE varelageret.

– Det var rigtig træls. Vi havde ligesom investeret ALT, hvad vi ejede, i den messe. Faktisk havde Tonny et møde med vores assurandør ugen inden. Han sagde: ”Jeg synes, I bør sætte jeres forsikring lidt op. Det er altså mange penge, I har for på den messe.”

– Så Tonny sagde: ”Okay, så lad os sætte den LIDT op, men K.B. Hallen brænder jo ikke.” Og så brændte den!

Men:

– Der sker altid noget interessant med en selv, når man oplever en stor forandring udefra. Da vi sad i bilen på vej væk fra K.B. Hallen og var sådan ”Guud, det hele brænder. Vi aner ikke, hvad det betyder for os,” sagde jeg ”I virkeligheden har jeg altid syntes, det var lidt træls at være på de her messer.” Så sagde Tonny: ”Ej, jeg har altid hadet det.”

– Det hele var brændt, men det var først der, vi virkelig satte ord på, hvordan vi havde det: Vi var egentlig en lille smule lettede. Der var nogen, der hjalp os med at tage beslutningen. Det er altid en gave, når man oplever en indsigt på det niveau. Det med pengene – det er jo bare bananer.

Så:

– Vi besluttede os for, at vi ALDRIG skulle på messe igen. Og så fokuserede vi benhårdt på vores forretning online, fordi der ikke var nogen, der ville huse os fysisk. Men nettet var stadig ret nyt i 2011.

Hvad skete der med dig og Tonny undervejs?

– Jamen … efter at K.B. Hallen brændte, og vi blev enige om, at vi ikke gad messerne længere, gik det op for os, at vi egentlig er ret forskellige og måske har et lidt forskelligt kærlighedssprog. Det var, som om vi var blevet så gode venner, at det overskyggede vores kærlighedsliv.

– Vi følte, vi var nået til et afgørende punkt, da vi for TREJDE gang aflyste vores romantiske tur til Vejle Fjord, og blev enige om, at hvis arbejdet kunne blive ved med at være så meget vigtigere end vores parforhold, var det måske, fordi der ikke var så meget mere at bygge på.

Men I blev ved med at have firmaet sammen?

– Jamen det er da det samme, som når folk har børn sammen og bliver skilt og får DET til at fungere. Det er nogle helt på røven over: ”Wauw, får I det til at fungere?” ”Ja, vi har børn!”

– For mig var det bare ikke en option, at det ikke skulle fungere. Sinful er vores førstefødte! Vi har skabt den virksomhed, vi har knoklet så meget, så vi ville da være åndssvage, hvis vi smed det væk, bare fordi vi ikke skulle være kærester længere. Vi har stadig en drøm med den virksomhed!

– Hvis man har valgt at gå ned ad den sti – om det så er at starte en virksomhed eller at få børn – er man simpelt hen nødt til at være sin rolle voksen i en situation med et brud.

– Jeg forstår ikke dem, der kan tilsidesætte hverken virksomheden eller børnene. Hvordan man kan være så egoistisk? Man skal kigge på, hvad virksomheden har behov for, ligesom man skal kigge på, hvad børnene har behov for. Og det er en mor og en far, der har styr på deres ting og er ordentlige ved hinanden.

Og Sinful har også stadig en mor og en far?

– Altså folk på Sinful KALDER os mor og far. Det er ret fedt. ”Har du spurgt far?”, siger jeg nogle gange, hvis nogen spørger mig om et eller andet.

Begrænsning

I dag har virksomheden 6.000 varenumre – fra ”nussefjer” til alle tænkelige og utænkelige dildoer – også i eget design – og serien Obaie, der som navnet antyder, byder på leg med dominans/underkastelse.

Forretningen har udviklet sig langsomt. Det er med vilje.

– Vi har aldrig rykket sådan wauw fra den ene dage til den anden. Sinful er ikke bare gået fra ingenting til alting. Vi har været meget sådan … vi kalder det selv JYSKE. Vi er jysk funderede. Vi har bygget det ordentligt op.

– Vi har tænkt over alt, hvad vi har gjort, og har altid haft os selv med i det. Det har også betydet, at vi har kunnet udvikle os i et tempo, hvor vi har kunnet følge med hele tiden. Der er ingen af os, der har en stor og forkromet uddannelse.

– Vi tager aldrig nogen sinde chancer, vi er for bange for at fejle. Og det var faktisk også derfor, vi kiggede på hinanden for et år siden og sagde ”Okay, hvad er den største begrænsning for Sinful lige nu, hvis vi skal vækste?”, og blev enige om, at det var os selv.

Det var derfor, kapitalfonden kom ind i billedet. Der var mange, der gerne ville ”giftes med” Sinful, men Polaris deler Mathilde og Tonnys visioner, og parret har de samme roller som før i et setup, hvor de kan være mere modige og turde fejle.

Du er en rig kvinde nu?

– Det ved jeg ikke … altså hvad er rigdom? For mig har mit mål i livet altid været at kunne handle de steder, jeg gerne ville. Købe økologisk mad. Det er det, der er rigt for mig. Jeg har aldrig nogen sinde tænkt over penge i forbindelse med Sinful. For mig er det, vi gør, langt større.

Selv om du kan føle dig i økonomisk ro resten af livet?

– Det tror jeg aldrig nogen sinde, min hjerne vil tænke. Min hjerne sidder fast i dengang, jeg var elev og havde købt min egen lejlighed som 19-årig: Når jeg havde betalt de faste udgifter, havde jeg et disponibelt beløb på 273 kroner tilbage om måneden.

– Dér sidder min hjerne fast. Det ER der, jeg er. Jeg ser ikke engang min bankkonto. Jeg har ikke engang været inde på den i forbindelse med salget. Jeg ANER ikke, hvad der står. Det at have penge er simpelt hen ikke en ting for mig.

Disney-verden

Pengene sad ikke løst i Mathildes barndom.

– Jeg kommer fra et hjem med en stærk mor, der har lært mig at knokle. Hun har ikke en høj uddannelse, men hun har en høj IQ på menneskelig forståelse. Og så havde jeg både min far og min stedfar, der var alkoholikere.

– Ikke på den voldsomme måde, hvor det sådan sejler. De var mere det, man kalder hverdagsalkoholikere, hvor de ikke sådan smadrer noget, men det VAR der lidt hele tiden. Det var hele tiden en ting uden at være en voldsom ting. Så det er ikke noget, jeg er blevet … trykket for meget af, men det har alligevel lært mig noget om, hvem jeg selv gerne vil være.

– Jeg har lyst til at være en, der ikke bare har lyst til at forsvinde. Jeg vil simpelt hen skabe et liv, som jeg ikke har lyst til at forsvinde fra. For som barn kunne jeg godt … forsvinde nogle gange, hvis det hele blev lidt for … kompliceret, eller hvis de skændtes derhjemme.

– Så blev det meget den der Disney-verden, jeg forsvandt ind i. Jeg så mange tegnefilm og film og hørte meget musik. Det stimulerer følelsesregistret. Jeg har også altid sunget meget. Jeg har faktisk sunget mig ud af flere kriser i mit liv. Smerte har jeg kunnet synge ud.

Hverken Mathildes stedfar eller far lever længere.

– Min stedfar døde, da jeg var 15, og min far valgte det selv, da jeg var 18. Og ja … det var svært … det var lige svært med dem begge to. Min stedfar var jo min hverdagsfar, eller hvad man kalder det, så det var tydeligere at mærke, da han faldt væk.

– Min far boede i Spanien på det tidspunkt, hvor han gjorde det.

– Han havde købt en finca sammen med min stedmor, han havde en drøm, og på mange måder tror jeg, han havde fået et virkelig godt liv, men han havde haft en meget kompliceret barndom med en kriminel far, en rigtig bandit og sådan en, der holdt en stor fest og hoppede ud ad vinduet – så alle andre stod med regningen.

– Men når jeg tænker på min far i dag, synes jeg ikke, det har været så voldsomt for mig, at han var min far. Det har mere været: Ej, come on, bliv nu lige voksen.

Hvorfor begik han selvmord?

– Jeg ved det faktisk ikke helt ... Jeg tror egentlig ikke, han ville have gjort det. Jeg tror i virkeligheden ikke, han havde modet til at gøre det. Men så gjorde han det alligevel. Det var sådan lidt … uheldigt, tror jeg.

Har det fået dig til at reflektere over dit eget liv?

– Ja. Men jeg har altid gerne villet skabe et godt liv for mig selv. Jeg fatter ikke, hvorfor folk laver dårlige liv for sig selv. Hvis man har muligheden. Jeg forstår for eksempel ikke folk, der har liv, hvor de kun glæder sig til ferier.

– Jeg prøver hele tiden at skabe et liv, der føles godt for mig. Alle mennesker har sure og trælse pligter, det har jeg også, men jeg vil bare også gerne have følelsen af at være et godt sted.

– Jeg har slet ikke behov for at rejse ud i verden, så med det har jeg overhovedet ikke været påvirket af corona. Vi har et lille skur af et sommerhus, og jeg elsker at være der.

– Alt er ved at falde fra hinanden, lågerne falder af ude i køkkenet. Jeg kunne da godt tænke mig, at de lige blev ordnet lidt, men at være i mit sommerhus eller derhjemme – jamen så behøver jeg ikke flere steder. Jeg behøver ikke et hus i Spanien, som mange andre mennesker drømmer om.

Mathilde tøver ikke med at kalde sig selv mønsterbryder.

– Det tror jeg meget, at jeg er. Jeg forstår for eksempel godt, at min mor blev i det trygge. De elskede hinanden, hende og min stedfar, og jeg tror også, hun var bange for, at han ville blive ensom, hvis hun gik.

– Jeg ville ikke have haft tålmodigheden og ville nok mere egoistisk have valgt mig selv først. Min mor var stærkere i bare at se dagen an. Det har jeg det svært med.

– Jeg kan ikke tåle at være i en relation af uro. Jeg kan mentalt ikke være i det. På den måde har jeg sådan brudt ud af det. Væk fra det. Jeg har nok også et større mod, eller også har jeg dyrket mit mod mere end de andre i familien. Jeg synes jo, at den, der har evnen, har pligten. Det forpligter at have en evne.

Mathilde arbejdede som elev hos en ejendomsmægler efter sin HX-handelsskoleeksamen. Det er, hvad hun har af uddannelse:

– That’s it! Jeg kiggede på alle mine superseje veninder, der læste til jordemoder, projektleder, lærer, tandlæge og så videre, de havde bare gang i det vilde. Jeg havde bare en elevstilling og tænkte ”Fuck, hvordan skal jeg nogen sinde komme videre?

– Jeg må bare knokle.” Jeg var udfordret i skolen, det var ikke lige den læringsform, der fangede mig. Jeg kan ikke læse mig til ting – som skolen er fuldstændig bygget op omkring.

– Jeg skal have ting ind under huden praktisk. Men jeg har altid vidst, at jeg skulle blive til noget, forstået på den måde, at jeg altid har vidst, at jeg ville komme til at være med til at skabe noget stort. Jeg vidste bare ikke hvordan i starten, men jeg har aldrig nogen sinde vaklet på det.