Fåresweater
Karriere og penge

Dianas ikoniske "sweater med får" er blevet solgt. Og den blev dyr. Faktisk den dyreste i verden

15. september 2023
Af Siri Franceschi
Foto: Daniel Leal/AFP/Ritzau Scanpix
En ikonisk uldsweater tilhørende den afdøde prinsesse Diana er blevet solgt som den dyreste sweater nogensinde.

I 1981 dukkede en nyforlovet prinsesse Diana op til en polokamp iført en postkasserød sweater med ét sort får omringet af en masse hvide.

Sweateren blev et ikonisk Diana-symbol, og der har siden været spekulationer om, hvorvidt Diana bar den som en indirekte kommentar til det britiske kongehus.

Det skriver The Guardian.

Efter at have været forsvundet i mange år, dukkede sweateren op i marts, da en af designerne bag, Joanna Osborne, fandt den, mens hun ryddede op på sit loft.

Og nu er den blevet solgt for et rekordhøjt beløb.

1,1 million dollar svarende til omkring 7,7 millioner danske kroner lød salgsprisen på, hvilket er 14 gange mere end auktionshuset havde forventet.

Den høje pris menes blandt andet at skyldes, at sweateren bærer tydelige brugstegn fra Diana.

Med i købet følger også to breve fra Buckingham Palace til tøjmærket bag, Warm and Wonderful, hvori det oplyses, at sweateren er blevet beskadiget, og man derfor anmoder om at få den repareret eller ombyttet.

Warm and Wonderful oplyser, at de sendte Diana en ny sweater, som hun bar under en anden polokamp i 1983.

Det oplyses ikke, hvem køberen af den nu rekorddyre patina-sweater er.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også