Først blev jeg afvist af min gynækolog. Nu ligner min mave en rorschachs-test af blå mærker, men jeg er stadig ikke gravid

Ida Rud er skribent og debattør. Klummen er udtryk for skribentens holdning.

I august var det to år siden, at jeg stoppede på p-piller. Min kæreste og jeg besluttede os for, at tiden var inde til at prøve at få et barn.

Jeg har tidligere været gravid tre gange, og alle gange er det endt med en abort.

Første gang var med en ekskæreste, der var psykisk voldelig. Jeg fik en abort, selv om jeg var 31 år. Jeg kunne ikke byde mit barn den far.

Så fulgte mange år som single, og i disse år blev jeg gravid to gange. Første gang trods spiral, hvorfor jeg så besluttede at droppe den og gå over til p-piller og kondomer. Og anden gang trods p-piller og kondom.

Det var aldrig nemt at få de aborter. Men jeg havde truffet beslutningen om, at jeg ikke skulle være mor der.

Med andre ord havde jeg en forestilling om, at jeg ville blive nemt gravid. Og endelig var han der, ham jeg elsker og skal blive gammel med, ham der er sød, sjov og samvittighedsfuld.

Men jeg var 39, da vi begyndte at prøve. Han er to år yngre end mig. Og selv om der en enkelt gang har været en svag streg nr. to på graviditetstesten, så kom den forbandede menstruation alligevel.

Det fylder efterhånden utroligt meget i min hverdag, selv om jeg prøver at holde det på afstand. Og i foråret begyndte vi at få hjælp til kunstig befrugtning, selv om jeg som tyk kvinde med en BMI over 30 – min BMI er nok tættere på 40 – i første omgang blev afvist af min gynækolog.

Han sagde, at der var øget risiko for abort, men jeg måtte sige, at hvis han ikke hjalp mig, så var der øget risiko for, at jeg slet ikke blev gravid.

Jeg har været tyk hele mit liv og alligevel er det lykkedes mig at blive gravid tre gange tidligere. Jeg er glad og rask, har et spændende arbejde og et dejligt liv.

Hvis jeg skulle forsøge at tabe mig så voldsomt, som han gav udtryk for, ville det gå markant udover mit psykiske velvære, foruden mit fysiske. Det har et langt liv med slankekure og ”livstilsændringer” lært mig.

Han gav mig ret, også hjulpet på vej af min alder – jeg har ikke tid til at vente – så i et halvt års tid har jeg stukket mig med store nåle fyldt med hormoner.

Min mave ligner en rorschachs-test af blå mærker. Men på skrivende tidspunkt er jeg ikke blevet gravid endnu.

Det er enormt sårbart at fortælle om, også fordi det ikke kun er mig, det drejer sig om, men også min kæreste. Jeg prøver at være den håbløse jubeloptimist, og langt hen ad vejen er det lykkedes.

Der er mange faktorer, der spiller ind på, hvorfor det ikke er lykkedes os.

Jeg er afklaret med, at vi måske ikke får børn. Selv om det rammer mig, er der også en kynisk del af mig, der siger, at så er det ikke meningen, vi skal have børn, når det ikke kan ske naturligt.

Men jeg ved også, hvor mange af vores venner, der kæmper med det samme som os. Det er et udbredt problem, som få taler højt om.

Men det, som efterhånden slider på mig, er hvor stor en længsel og drøm, det faktisk er. Jeg har ønsket at være mor meget, meget længe. Og det har jeg prøvet at skjule, mest af alt for mig selv.

Fordi jeg mødte min kæreste sent, så havde jeg opgivet drømmen. Det var okay.

Men nu er vi to, som elsker hinanden – og så kan vi måske ikke få det barn. Det er sindssygt hårdt. Livet bliver også vidunderligt uden barn, men det vil altid være en sorg, hvis det ikke lykkes.