Det kunne have gået mange veje, men manden kiggede op. Paf, snøvlende og så stille

Susanne Cordes er forfatter. Dette er en kommentar. Kommentaren er et udtryk for skribentens egen holdning.

Min mand og jeg var engang inviteret til nytårsaften hos nogle venner sammen med en masse andre mennesker. En af gæsterne blev meget hurtigt meget fuld, og det var ikke vildt klædeligt. Især ikke, fordi han begyndte at bruge ordet ”bøsse” som skældsord.

Først var det om en gæst, så om en kendt dansker, så om en politiker. Tredje gang stod min mand tilfældigvis ved siden af ham og indvendte stille og roligt: ”Der er da ikke noget i vejen med at være bøsse”.

Den situation kunne have resulteret i en del forskellige udfald, men her blev den fulde gæst først paf, så snøvlede han et halvkvædet modsvar, og dernæst blev han stille og stemningen kortvarigt akavet.

Der er mange måder, man kan formulere moralen på den historie på. Ind til benet-versionen er: Man skal altid sige fra, når noget ikke er i orden. Det er ikke mindst vigtigt at huske på i den tid, vi lever i nu. Der er meget, der ikke er i orden.

I 1961 skrev den amerikanske forfatter James Baldwin et essay (Nobody Knows My Name), hvor et af hans mest berømte citater stammer fra: ”Udfordringen ligger i øjeblikket, tidspunktet er altid lige nu”. Baldwin var afroamerikansk forfatter og bøsse. Han havde om nogen en fornemmelse for behovet for at sige fra.

Siden de store Black Lives Matter-protester i 2020 har skilte med netop The Time Is Always Now-citatet prydet mangen en progressiv forhave her i USA og mindet om, at lige nu altid er det rigtige tidspunkt at sige stop.

Nu er vi i 2025, og det har aldrig virket hverken vigtigere eller sværere at sige fra. Det er samtidig nemt at føle sig overvældet og magtesløs.

Hvad kan en almindelig borger stille op over for verdens rigeste og mest magtfulde mænd, der regerer, som afhang deres ego og deres personlige interesser af det (spoiler: Deres ego og deres personlige interesser afhænger af det)? Hvad hjælper det, hvis jeg stiller mig ud på vejen og råber ”nej”? Ikke meget.

Til gengæld føler jeg, at det her øjeblik (og de næste fire år) kalder på, at jeg kridter mine egne værdier op. At jeg siger fra, hvor jeg kan.

Det har kostet et par bekendtskaber. Jeg har f.eks. også forladt Facebook til fordel for det decentraliserede og kvindeledede BlueSky, fordi jeg ikke er vild med Zuckerbergs støtte til den nuværende præsident.

Jeg ville lide af storhedsvanvid, hvis jeg mente, at det valg kommer til at ændre verden. Og vigtigt: Det er mit valg. I do me, you do you.

Til den nytårsaften tilbage i 2012 ved jeg, at vi ikke var de eneste gæster med homoseksuelle venner, kolleger og/eller familiemedlemmer. Selvfølgelig var vi ikke det.

Havde det været i dag, håber jeg, at samtlige gæster ville råbe med og sige fra. Og derefter ramme dansegulvet og danse snæversynet i stumper og stykker, indtil en ny tid gryer uden for de duggede ruder. Lad os tro på det. Som norgerretsforkæmperen Angela Davis så fint har sagt: Optimism is political – trods alt.

*Citatet er fra borgerretsforkæmperen Angela Davis.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 19/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.