Da hun opdagede en hengemt del af dansk historie, blev hun chokeret: "Der var noget, jeg blev nødt til at bearbejde"

Jeg var omkring 13 år, da jeg fik øjnene op for kunst. Jeg havde en veninde, som tegnede meget, og som præsenterede mig for det på en ny måde.

Derefter begyndte jeg selv at tegne. Det blev til mit helt eget rum, hvor jeg havde mulighed for at udfolde mig.

Jeg har altid haft brug for mit eget space. På den ene side var jeg social og udadvendt som barn og optrådte hele min barndom i Aarhus som en del af Flying Superkids. På den anden side var jeg genert og introvert.

I gymnasiet i Odense begyndte jeg at male og blev mere og mere overbevist om, at jeg skulle lave noget kreativt.

Efter gymnasiet flyttede jeg til København og gik på forskellige kunstskoler, som var forberedende til akademiet.

Jeg søgte ind på akademiet nogle gange, før jeg kom ind. Jeg skulle lige lære at forstå det der samtidskunst.

På de skoler, jeg gik på inden, var der mest fokus på klassisk tegning: Croquis, opstillinger og den slags. Jeg tog et ophold på Ærø Kunsthøjskole, og det var nok der, jeg fik mit første kunstneriske wakeupcall.

Her fandt jeg ud af, at kunst kan være så meget andet end maleri og tegning. Det fik jeg mulighed for at undersøge nærmere i min studietid på akademiet, hvor jeg hurtigt kastede min kærlighed på videomediet.

Jeg var utrolig lettet over, at jeg kunne arbejde i et medie, som jeg følte mig langt mere hjemme i. Det er et andet og for mig langt mere tilgængeligt sprog end f.eks. maleriets.

Jeg tror, det hænger sammen med min tidlige erfaring med det performative, som jeg har haft inde på livet, siden jeg var ganske lille. Min barndom som elitegymnast har betydet meget for min rummelige, kropslige og koreografiske forståelse.

Senere dedikerede jeg min tid til moderne dans og klassisk ballet, samt til min store interesse for musik. Det er alt sammen tidsbaserede medier og metoder, som jeg har taget med ind i min praksis i dag.

Jeg var ikke en af dem, hvor det bare kørte derudad, så snart jeg gik ud af akademiet. Det var i 2006, hvor der var et kæmpe opsving økonomisk, som også gjaldt inden for kunst.

Det føltes, som om alle andre kom i galleri meget hurtigt og solgte helt vildt, men sådan var det ikke for mig. Der var ikke rigtig nogen interesse for det, jeg lavede. Det gik mig meget på i en periode.

Faktisk var jeg på et tidspunkt parat til at opgive alt, men min kæreste sagde, at jeg skulle blive ved, så det gjorde jeg. Det betød, at jeg gik i dybden og fandt min egen stemme, som jeg nok havde famlet en del efter, mens jeg gik på akademiet.

Jeg havde indtil da undersøgt en masse ting, men det var, som om det ikke helt var færdigformet, hvad jeg ville. Det er nok ret naturligt, i virkeligheden. Men den nedtur gjorde, at jeg fandt frem til det, der gav mening for mig. Jeg fandt min stemme og mit sprog.

Min kunstneriske interesse for kolonialismen kom derfor først, efter jeg gik ud af akademiet. Det var ikke noget, jeg beskæftigede mig med dér, og det var heller ikke noget, man rigtig dyrkede så meget dengang.

Der var der mere fokus på maleri og andre modernistiske strømninger. Man bliver selvfølgelig bombarderet med en masse ting, som man gør, når man studerer, og jeg blev nok også farvet til at gå i en bestemt retning, som ikke nødvendigvis var helt mig.

Jeg har altid interesseret mig for sort kultur, især i musikken, ikke mindst på grund af mit eget ophav. Det har bare været mere uartikuleret. Det var først senere, jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne bruge den interesse i min kunst.

Det var på en rejse til Ghana i forbindelse med et kunstprojekt i 2008, at jeg opdagede den slettede, eller hengemte, danske kolonihistorie.

Det gik op for mig, at kolonitidens brutalitet stort set er skrevet ud af historien i dansk sammenhæng.

Vi har længe kun omtalt denne forbryderiske periode som Guldalderen. Og ja, vi blev superrige i den periode. Danmark var kolonimagt i mere end 200 år med kolonier og territorier.

Den rigdom, der fulgte med at være kolonimagt, er fundamentet for store dele af vores rigdom og velfærd i dag. Det tror jeg, de færreste er klar over. Vi har været kolonimagt i meget længere tid, end det er siden, vi ikke har været det.

De strukturer, vi lever efter i dag, blev etableret i 1490’erne med Columbus’ erobring af den nye verden. Det indledte en periode med kolonisering, der varede i århundreder og hjalp med at skabe den moderne vestlige verden.

Det var her, det eurocentriske verdenssyn blev grundlagt, hvor den hvide mands følelse af civilisatorisk overlegenhed står i centrum. Hvor den oprindelige befolkning blev nedgjort, misbrugt og flere steder udryddet.

Det var grundlæggelsen af det kapitalistiske system, hvor afrikanere blev slavegjort, kommercialiseret og behandlet som en ren vare.

Min oplevelse i Ghana slog fuldstændig benene væk under mig. Jeg var virkelig chokeret og indså, at det var noget, jeg blev nødt til at bearbejde på en eller anden måde. Det var både en stærk personlig oplevelse af fravær og svigt, fordi det jo er mine gener, mit afrocaribiske ophav, mine forfædre, det handlede om.

Samtidig gav det mig en kompleks følelse af at høre til. Når man vokser op som POC (person of color, red.) i Danmark, har man ikke rigtigt så meget at spejle sig i.

Repræsentation betyder virkelig noget. Se f.eks. på de klip, der lige nu går viralt, af reaktioner fra afroamerikanske børn, som ser den nye udgave af Disneys Ariel, hvor havfruen er sort. Det er rørende, og jeg genkender følelsen.

Rejsen til Ghana åbnede en sluse i mig af refleksioner over oplevelser i mit liv, som jeg havde undertrykt.

Alle de gange, jeg er blevet kaldt N-ordet og selvfølgelig har fornemmet, at det var et nedladende ord, men ikke har sagt fra over for det som barn, for den slags ville være utænkeligt i Danmark.

Jeg gled bare af på det, hvis jeg blev råbt ad på gaden eller stirret på. Det sker indimellem stadig.

Da jeg for nylig var på vej med rutebilen til Folkemøde på Mors, kunne jeg igen mærke de der øjne, der stirrede på mig. I Venedigs lufthavn blev jeg antastet af politiet, som dirigerede sine store schæferhunde i min retning.

Det skete i øvrigt, kort efter jeg blev nægtet betjening i lufthavnscafeen i transit i Frankfurt. Oplevelser som disse er sindssygt ubehagelige, men jo ganske milde i forhold til, hvad mange andre POC’s oplever.

Min oplevelse i Ghana bød på et sammensurium af følelser, fordi jeg pludselig forstod det strukturelle i det koloniale mønster, og hvordan de strukturer præger vores samfund i dag. Det er i høj grad min drivkraft.

Jeg laver ikke kunst, hvor jeg på forhånd tænker, at jeg vil have nogen til at føle eller tænke noget bestemt. Overhovedet ikke. Men jeg vil gerne perspektivere nogle emner, som påvirker os, og som har stor betydning for den verden, vi lever i.

Det er en måde at uddanne mig selv på og en måde at undersøge, hvorfor jeg er i verden, som jeg er. Det er en måde at give nogle modsvar til de dynamikker og problematikker vi står overfor. I bund og grund et arbejde for at skabe en bedre verden.

Racisme er et system, som handler om at opretholde magt.

Selv om du ikke oplever dig selv som racistisk, kan du stadig være med til at opretholde en magt ved at undertrykke andre, og dermed er du en del af et racistisk system.

Racismen er åbenlys i vores samfund, ikke mindst i udlændingepolitikken, hvor politikerne kappes om at være mest racistiske, men uden at ville indrømme det.

Det gælder bl.a. de umenneskelige forhold, som vi har på asylcentre, hvor folk med en anden hudfarve end hvid ingen værdi har.

Det gælder på arbejdsmarkedet, hvor meget få POC’s indtager topposter, men altid er at finde i rengøringen. For ikke at tale om Danmarks koloniale forhold til Grønland, som i den grad har stor negativ indflydelse på det grønlandske samfund.

Jeg ville ønske, at man i højere grad anerkendte og tog ansvar for historiens betydning i dag.

Jeg ser heldigvis også nogle positive tendenser i øjeblikket. Jeg ser, at tingene rykker rigtig meget inden for bl.a. diskussionen om repræsentation og afkolonialisering, som følge af de store, globale Black Lives Matter-demonstrationer, der fandt sted i 2020 i forbindelse med mordet på George Floyd.

I dansk regi kom der også en større bevidsthed omkring vores koloniale fortid i 2017, hvor det var 100-året for salget af Dansk Vestindien til USA. Det medførte et større fokus på den underbelyste del af historien.

Samtidig ser jeg nogle positive tendenser i ungdommen, som er i gang med et opgør med de patriarkalske systemer, ikke kun racisme, men også i forhold til køn, klima og ulighed generelt.

Hele woke-bevægelsen, som desværre ofte bliver omtalt i meget negative vendinger, er jo en modstand mod de patriarkalske og racistiske strukturer. Det hænger uløseligt sammen og skaber også polarisering, men det er opgør, vi er nødt til at have.