https://imgix.femina.dk/media/97d3c0ce5ff14b2ca3571afb635f90ef.jpg
Rejser

Oplev et kulturelt mekka: Warszawa

17. juli 2011
af Christina Hauschildt og Luise Thomsen
Tag til Warszawa, hvor man for få penge kan opleve stor kultur, fascinerende historie og dejlig mad

Oplev den smukkeste park og Chopin

Lazienki-parken er en af de smukkeste. Blandt de kongelige palæer fra 1700-tallet er der springvand og søer, hvor man kan sejle rundt i gondol. Slå et smut forbi det smukke nyklassicistiske orangeri, og hør påfuglenes sang, der fylder parken. I Rosenhaven kan man hver søndag fra maj til september høre den polske komponist Chopins musik under åben himmel. Ved hans monument står der nemlig et flygel, hvor talentfulde pianister hylder hans kompositioner.

Det er ligetil at opleve Warszawa. Det finder man ud af, allerede når man lander i lufthavnen med det smukt klingende navn - Chopin.

Venlige polakker
Ved ankomsthallen holder buslinje 176, og hopper du om bord, er du i centrum på en halv time. Busbilletten købes nemmest i lufthavnen, selv om du helt sikkert vil møde venlige polakker, som sælger en billet til en uvidende turist. Polakkerne er nemlig utrolig venlige og virker langtfra turisttrætte eller skeptiske. Sammenholder man det med musikken, historien, arkitekturen, prisniveauet og den korte afstand til Danmark, er Warszawa det oplagte mål for en overraskende storbyferie uden stress og jag.

Bevaringsværdigt sted
I Warszawa går man det meste af tiden rundt i en gammel, men alligevel ny by. 85 % af hovedstaden blev nemlig jævnet med jorden i 1944 af den tyske besættelsesmagt. Efter anden verdenskrig blev den ældste del af Warszawa præcist og detaljeret genopbygget ud fra tegninger og fotografer. I dag er den gamle bydel på Unescos liste over bevaringsværdige steder. At bevæge sig ind i den gamle bydel Stare Miasto er som at tage en tidsrejse tilbage til det 17. århundrede. Nyd de kringlede gader, gadehjørnernes musikanter, gøglerne, hestevognene og de smukke byhuse med kulturhistoriske kalkmalerier.

Underholdt af smuk sang
I hjertet af den gamle bydel møder du torvet Rynek, den gamle markedsplads. Her ses Polens svar på Den Lille Havfrue, Syrenka, placeret midt på torvet. Som i en labyrint finder man pludselig Helligåndskirken, og hvis man er heldig, står der her et hold kirkesangere og synger, så man får gåsehud. Der er både røgelse, ragelse og små fund i de mange butikker, og trænger man til at sidde ned, ¬ finder man hurtigt en café med venlig betjening - også på engelsk. Når mørket sænker sig, og lysene tændes, er der en særlig skønhed over den gamle bydel.

Helsinki på høje hæle

Tag familien med til Sverige

Læs også