https://imgix.femina.dk/media/05c6d4a5e8864561b857bce954523e86.jpg
Sundhed

Hvorfor vil hun ikke gå?

23. januar 2007
af Ulla Nielsen
Jeg er mor til en skøn pige på 16 måneder. Hun trives, er meget sprogligt og finmorotisk veludviklet, faktisk hurtigere end mange andre på hendes

Jeg er mor til en skøn pige på 16 måneder. Hun trives, er meget sprogligt og finmorotisk veludviklet, faktisk hurtigere end mange andre på hendes alder, men hun vil bare ikke gå. Hun var lidt sen til at kravle (10-11 måneder).

Vi har fået hende vurderet af en fysioterapeut, da vi og vuggestuen havde en mistanke om at hun var hypermobil, men det blev ikke bekræftet. Fysioterapeuten konkluderede, at Karoline var blevet for magelig, for vant til at blive båret og ikke følte noget behov for at gå endnu.

Hun kan selv rejse sig, står selv i op til flere minutter og klapper, leger e.l. Så det er altså ikke. fordi der er noget, der gør ondt.

Hvad kan vi gøre for at motivere hende mere? Vi har købt gode gåstøvler og gåvogn etc.

Marie Louise

Kære Marie Louise
Når børn på 16 måneder ikke er kommet i gang med at gå endnu, så er det en god ide at få undersøgt, om der skulle være en fysisk årsag til det. Ellers er det ofte børn, der bliver meget servicerede, der ikke vil gå.

Børn er kloge og heldigvis også nysgerrige, og det er netop nysgerrigheden, der er drivkraften i deres udvikling. Barnet undersøger, hvad kroppen kan bruges til, og hvordan det kan komme hen til ting, det gerne vil have fat i.

Et barn, der bliver båret meget rundt, finder ikke ud af, hvad benene kan bruges til, og får barnet alting serveret inden for rækkevidde, ja, så er motivationen for at lære at gå jo væk.

Mit råd er at holde inde med servicen. I stedet for at bære jeres datter, så hold hende i hånden, mens hun selv går. Kravler hun i fuldt firspring hen for at få fat i noget, så stop hende, rejs hende op på benene, og tag hende i hånden for at støtte hende, mens hun går. Sommeren kan godt hjælpe lidt på vej, for det er ikke sjovt at kravle med bare knæ på fliser o. l..

Det kan godt være, at hun bliver lidt sur på jer i starten, men tænk på, at I har mere livserfaring end hende og ved, hvilke muligheder og glæde, det giver hende, når først hun har lært at gå. Lad dette være jeres motivation til at hjælpe hende på vej.

Benedikte Hertel, sundhedsplejersken

Læs også:
Ligge, kravle, gå - sådan kommer baby op at stå

Læs også