https://imgix.femina.dk/media/4acebf3ba8f04d9aac392c1f05abbcb5.jpg
Familieliv

Sådan får du den gode morgenrytme igen

11. august 2011
af Mia Qvist Scheelsbeck, Alive.dk
Foto: ThinkStock
Ferien er slut, og familien skal op i gear. Se her, hvordan du får den gode morgen igen

Efter at have vænnet sig til at være længe oppe og nyde de rolige morgener uden stress og jag, er de fleste danskere efterhånden ved at vende tilbage til skole og arbejde.

Men det kan være rigtig hårdt at vænne sig til hverdagen igen efter en lang ferie.

Dorthe Rindbo, der er rådgiver i personlig planlægning og effektivitet, og som den 17. august udgiver en guidebog til, hvordan du får mere tid i hverdagen, har fem råd til, hvordan man får den bedste morgen efter en lang ferie.

1. Væn din krop fra ferierytme til hverdagsrytme
Det kan være en rigtig god idé at vænne sin krop fra den langsomme ferierytme og få den op i gear.


- Du skal vænne din krop til den nye rytme. Brug et par dage på at gå i seng tidligere og stå op tidligere, lyder rådet fra Dorthe Rindbo.

2. Post-ferie-blues
Det er ikke unormalt, at du føler dig lidt træt, trist og vemodig, når du kommer tilbage til arbejdet efter ferien.

- Jeg plejer at kalde det post-ferie-blues, hvor man er en smule smådeprimeret. Det handler om, at vi går fra en fase til en anden, og det skal man lige vænne sig til. Det kan være en god idé at planlægge den næste ferie, så man har noget at se frem til igen, også selvom det bare er en weekendtur. Det giver et mentalt åndehul at have noget at se frem til, forklarer Dorthe Rindbo.

3. Snooze-knappen
Det er fristende at trykke på snooze-knappen efter ferien, hvor man måske er lidt ekstra træt.

- Gør det kun én gang. Problemet er, at hvis vi vænner os til at snooze i en time, går vi glip af en times god søvn. Man ligger nemlig og venter på, at uret ringer igen, og det kan være stressende. Det er selvfølgelig bedst at springe op af sengen med det samme, men ellers så tryk kun en enkelt gang på snooze-knappen, påpeger Dorthe Rindbo.

4. Begynd aftenen før
En god morgen begynder aftenen før, forklarer Dorthe Rindbo.

- Det er en god idé at pakke taske og ordne de praktiske ting aftenen før, så det bliver en god og rolig morgen, siger rådgiveren.

5. Få en blid start
Det er hårdt at sidde tilbage på arbejdet mandag morgen efter en lang og dejlig ferie.

- Jeg råder altid til, at man bruger et par dage til at få overblikket igen f.eks. ved at få tjekket alle mails. Det kan også være fint at begynde på en onsdag - eller evt. en fredag - så weekenden er lige om hjørnet. At begynde på en mandag kan være en hård nyser, mener Dorthe Rindbo.

Læs også