Tillykke!
Du har valgret. Råderet over dine egne penge. Bestemmer selv, om du vil have børn eller ej. Og hvem du vil giftes med. Hvis du overhovedet vil giftes. Du er med andre ord en fri kvinde. Der er faktisk en hel del at fejre, for kvindelivet så meget anderledes ud, da det allerførste femina kom på gaden.
Det var før, kvinder fik valgret. Før opfindelsen af brystholderen, læbestiften og kondomet. Før elektricitet, køleskabe, biler og færdigsyet tøj. Før kvinder kunne tage en uddannelse. Før nogen opfattede husmoderens arbejde som – arbejde. Da femina udkom allerførste gang i 1874, hed bladet Nordisk Mønster Tidende – vi fulgte med tiden og skiftede navn undervejs. 150 år senere er femina et stykke fantastisk dansk kvindehistorie. Vi har fulgt kvinderne hele vejen. Groft sagt fra kniplinger og kødgryder til insisterende kvindeagenda om kønsligestilling. Og vi har været på kvindernes side hele vejen.
1874
Nordisk Mønstertidende udkommer første gang. Året inden har Carl og Laura Aller stiftet selskabet Carl Allers Etablissement A/S ved Holmens Kanal i København. Nordisk Mønstertidende skifter i 1952 navn til femina.
1910-1919
1915
De danske kvinder får valgret til Rigsdagen i 1915. Kvinder må pludselig have en mening. Det er nu kun et fåtal af kvinder, der ved næste valg får plads i Rigsdagen, og det kommer til at tage årtier, før kvinder i lidt større antal træder ind på den politiske arena. Bladet her fokuserer i 1915 også stadig mest på kvinders huslige sysler og ”Moderne Haarfrisurer for Damer”. Og en enkelt annonce: ”Evigt ungt bliver et Ansigt med hvid og rød Teint, fin, fløjlsblød Hud og fri for Fregner og Urenheder, brug derfor den ægte Kæphest-Liljemælk-Sæbe.” Kæphest? I sæbe???
1919
De danske middagsretter er i de år øllebrød, stegt lever, sagovælling, stegt torsk og stuvet makaroni. Og enhver husmor bør naturligvis vide, hvordan man lægger et slagtet svin i lage, så det kan holde sig i et år. Men tiden har sine provokateuser: Forfatteren Thit Jensen skriver i 1919 ”Den erotiske hamster” om sit eget kuldsejlede ægteskab efter et hustru-mand-elskerinde-trekantsdrama og kaldes ”mandfolkehader” og ”umoralsk svin”, fordi hun diskuterer problemer i kønslivet, prostitution og homoseksualitet.
1920-1929
1929
I 1929 viser vi ”Sportskjoler i hvidt Vaskestof”, og der er sørme en tennisketsjer med på tegningen. Korsettet er out, kvinden er fysisk frisat, kjolemoden er løs med erotiske undertoner og skåret lige under knæet. Men verden krakker i 1929, hedonismens årti slutter fælt.
1930-1939
1932
I 1932 fortæller vi vores læsere, hvordan man kitter skåret porcelæn sammen ved hjælp af en blanding af æggehvide og gips, og laver gamle gardiner om til sengetæpper. De ekstroverte og brølende 20’ere var en frihedsparentes, som viste, at velstand, frisind og livsnydelse følges ad. Nu er situationen en anden.
1940-1949
1950-1959
1953
I 1953 underskriver kong Frederik IX tronfølgeloven. Søn går indtil da stadig forud for datter, så hvis prinsesse Margrethe havde haft en lillebror, havde han arvet tronen, men kong Frederik har kun døtre, så prinsesse Margrethe er med grundlovsændringen sikret som landets kommende dronning.
I 1955 er kronprinsesse Margrethe blevet 15 år, og vi bringer artiklen ”Sådan opdrages kongebørn”. I Danmark er vi naturlige og lidt mere moderne end i resten af Europas kongehuse, forstås. Margrethe tager f.eks. selv sporvognen hjem til Amalienborg efter en tur inkognito på en blomsterudstilling i Forum, hvor hun naturligvis selv har betalt ved indgangen. Kvinder kan selv. Også kommende dronninger. Handelsminister Lis Groes, der er mor til ni, bliver interviewet om, hvordan man som kvinde skal ”få noget ud af livet”. Ikke desto mindre opfordrer vi stadig unge kvinder til at lade ham betale, når det unge par skal i byen: ”Mænd er ømfindtlige på det punkt”. Hvis man – meget moderne – enes om at dele udgifterne, så skal han have pengene, INDEN parret går ud sammen, og ikke i alles åsyn i sporvognen på vej hjem: ”Der går ingen skår af kvindens selvstændighed af at tage hensyn.”
1958
80.000 danske hjem har fået television i slutningen af 1950’erne. Én kanal, få sendetimer, folk sidder klistret foran den lille sort/hvide skærm. I 1958 anslås kvinder at arbejde 100 timer om ugen – selv når de ser TV. Strømperne stopper ikke sig selv. Så er det jo rart i det mindste at få lov til at ligge lidt, når man har født, men nej: femina beretter i 1958 om en engelsk læge, der anbefaler, at kvinden kommer ud af sengen allerede fire dage efter fødslen. Sygeplejerskerne kæmper imod, men han insisterer: Det modvirker blodpropper. I dag oplever de fleste fødende kvinder vist besøget på de offentlige fødegange som en slags ambulant lyn-visit.
1960-1969
1963
P-pillerne kommer! I 1963 skriver vi om en ”antisvangerskabspille”, som mere end halvanden million amerikanske kvinder allerede er begyndt at tage. Men den er ikke anerkendt af den danske sundhedsstyrelse. Der er også visse bivirkninger. Den danske læge Agnete Bræstrup informerer om pillen, der senere skal blive til p-pillen. Og fortæller også, hvordan mænd er nærmest målløst afvisende over for en mulig pille til mænd. Lægen reflekterer: ”MÆNDENE kunne ikke selv tænke sig at udsætte sig for at ”forstyrre naturens orden” og hæmme deres sædcelleproduktion. Men kvinder må godt udsætte sig for de mulige ubehageligheder, det kan medføre for deres helbred og måske hele deres seksuelle adfærdsmønster at tage antisvangerskabspiller, der kan bringe deres hormonbalance i ulave.” What’s New Pussycat ... Danske kvinder kan hente deres første p-piller på apoteket i 1966. I 2024 findes der stadig ikke en pendant til p-pillerne for mænd.
1965
Allerede i 1965 bringer femina det prekære emne abort på banen. Feministerne i den vestlige verden har i flere år kæmpet for ”kvinders ret til at bestemme over deres egen krop”. Abortdebatten har også raset herhjemme, kvinder, der ”kommer i uføre”, risikerer social udstødelse, og den 25-årige stud.psych. Helen Francis har siddet med i det såkaldte abortudvalg: ”Jeg tror ikke, tiden er inde til fri abort. Men måske om 10 år.” Der gik otte. I 1973 vedtager folketinget den fri abort. Samfundet var dengang interesseret i fødselskontrol – at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Og dét kom de. Men den fri abort var som udgangspunkt en vigtig del af kvindens frigørelse, og kvinderne pressede på. Og som en underliggende pointe: Ikke mindst den seksuelle frigørelse. En kvinde, der ikke skal frygte graviditet, er en fri kvinde.
Sørgeligt nok er debatten om kvinders ret til abort de seneste år blusset op flere steder i verden. Og det er ikke til kvinders fordel. Abortmodstanden er voksende.
1966
PREEEES! Året er 1966, og femina tester grænser med: ”En usædvanlig og betagende billedreportage om et barns fødsel – fortalt af barnets mor.” To sider sort-hvide fotos af en fødsel in progress. Hvor manden er med! Vi er så tæt på, at man tydeligt kan se barnets hoved på vej ud. Og se at kvinden ingen kønsbehåring har.
Ville vi vise den slags billeder i dag? Med blod, tænger, spredte ben, direkte udsyn og hele moletjavsen? Nok ikke. I datiden talte vi om at bryde grænser. I nutiden taler vi om at overholde grænser. Egne og hinandens.
1968
Ungdomsoprøret i 1968 cementerer, at det er okay at være ung på sine egne betingelser og ikke på ”de gamles”. De vilde 60’ere afspejler sig i dén grad i moden. I 1967 går politikeren Lene Bro på talerstolen i Folketinget iført lårlange hvide lakstøvler og ternede hotpants og er HOT. Hun ser sådan ud på grund af den engelske modedesigner Mary Quant. femina interviewer i 1969 modedesigneren, der er startet med en lille sy selv-biks, og som hurtigt bliver et britisk modeikon i den vestlige verden.
”Det mest spændende, der er sket i moden, er, at man kan vælge, hvad man vil – gå med lange skørter eller med korte skørter, tage bælte på eller lade være ... Der er ingen tvang mere, og det synes jeg er det bedste af alt,” siger Mary Quant til femina i 1969.
1970-1979
1970
I 1970 bliver rødstrømpen Ulla Dahlerup båret ud af en bus af en politibetjent. Hun har nægtet at betale mere end 80 procent af billetprisen, fordi mænd får mere i løn end kvinder for nøjagtigt samme arbejde. Samme år bringer vi artiklen ”Vikarbureauerne – den modne kvindes chance i erhvervslivet?”. Det er – dengang som nu – de unge, arbejdsgiverne vil have. Mindstelønnen for kvinder er 11 kr. i timen. Først i 1976 vedtager Folketinget loven om ligeløn for samme arbejde. Hvilket endelig betyder, at ordet ”kvindeløn” ikke længere må optræde i overenskomsterne. Skræmmende er det, at vi i 2024 stadig ikke reelt har ligeløn. Kvinderne halter bagud: Lavere løn og dermed lavere pension og barsel, der yderligere belaster pensionen.
1975
Den første ”Kvinde kend din krop” udkommer i 1975 og skaber debat. Bogen er en slags feministisk manifest. En frigørelsesbog for kvinder. Økonomisk. Seksuelt. Kønsmæssigt. Den rummer f.eks. et billede af en nøgen kvinde, der undersøger sin kusse i et spekulum. Året før, i 1974, bringer vi artiklen ”Kvindens sexuelle fantasier”. Fantasi nummer ét er: ”Tænker på en fantasifuld elsker”. Nummer to er: ”Forestiller mig, at jeg bliver voldtaget”. Nummer tre er: ”Lader, som om jeg gør noget grimt eller forbudt”. Og ifølge den amerikanske psykolog Barbara Hariton er det helt okay og slet ikke ægteskabstruende at have fantasier om andre mænd, mens man er i seng med sin egen. Pornoen er for længst frigivet – i 1969. Og femina skriver bunkevis af artikler om parforhold, menstruation og kvindesygdomme. Topløshed er normen om sommeren. De danske kvinder er simpelt hen gået i gang med ”projekt kropsbevidsthed”. Og slankekurene boomer i 1970’erne. Hvidvinskuren? Ja, den blev faktisk et hit! Den bestod af ET æg om dagen – og hvidvin for resten.
1980-1989
1984
Danske kvinder strikker sig igennem 1980’erne. I ekstrem grad. I lægens venteværelse. Mens de venter på bussen. Foran fjerneren. I skolen. I sengen, når ham, der ligger ved siden af, er faldet i søvn (vi taler af erfaring ...). Og femina bringer bunkevis af strikkeopskrifter. Her er det en purung Henriette Zobel, der i 1984 viser en kreativt sammensat sweater – hvem sagde Lærke Bagger??? Efter en årrække med strikkemani lukker den ene garnbutik efter den anden, folk får flere penge mellem hænderne og mindre tid, men her 40 år senere har vi for alvor fundet pindene frem igen. Nødvendigheden af bæredygtighed og tid til langsomhed er for alvor kravlet ind i bevidstheden hos rigtig mange af os. Det er igen godt at gøre tingene selv.
1990-1999
1997
Madonna, Annie Lennox, Helena Christensen, Kate Moss, Cindy Crawford. 1990’erne handler om at være en stærk kvinde. Selvudviklingstendensen boomer, og femina er fremme i mentalsundhedssandalen: ”Lær at styre din indre heks”, tilbyder vi læserne i 1997. Er vi kvinder blevet bedre mennesker igennem årene? Vi er i hvert fald blevet voldsomt optaget af at gøre os selv til et forbedringsprojekt. Det indbefatter at bekymre sig om andre. femina skriver om ”Kvinder på kloden” – reportager om fattige haitianske madam Dentes Delfaort og brasilianske Maria, der er enlig mor til fire, minder os om, hvor godt vi har det. Selv om vi har ondt i kærligheden: Hver fjerde danske kvinde over 18 lever på det tidspunkt alene.
2000-2009
2000
Nu laver femina også temaer om nogle af de allertungeste dagsordener. I 2000 skriver vi blandt andet om hvordan en 44-årig kvinde blev dræbt af sin eksmand, og hvordan en 22-årig kvinde mistede synet, da hun blev overfaldt af sin ekskæreste.
Forinden havde hun forgæves bedt politiet om hjælp og beskyttelse, men i virkeligheden har politiet ikke mange muligheder for at hjælpe, lød det dengang fra en række fagpersoner.
Det gælder om at tage kvinderne alvorligt og tro på deres historier, var konklusionen.
24 år senere er partnervold og partnerdrab stadig et kønnet problem, og det er ofte de samme få personer, der igen og igen begår vold mod deres skiftende partnere. Det skriver vi indgående om i 2023 i serien: De magtfulde få. Vi skal vænne os til at se dem, som serieforbrydere, minder eksperter om.
2010-2019
2011
Danmark får sin første kvindelige statsminister i 2011. Næsten 100 år efter at de danske kvinder fik valgret, har de brudt den allersidste grænse: De har indtaget Statsministeriet. Og Helle Thorning-Schmidt siger i 2013 til femina: ”Jeg vil hellere gøre en forskel for dette fantastiske land, for at vi kan bevare det, der er kernen i det – og så tage de slag, som af og til kommer.”
Viljestyrke! Hun indrømmer samtidig selvironisk, at hun er kontrolfreak og ikke kan lade være med at blande sig i, hvordan hendes mand, Stephen, vasker op, og at hun naturligvis gør det bedst ...
2014
Hug en hæl og klip en – kønslæbe. Efter silikonebrysterne, fedtsugningerne og Botox kommer: Designervaginaen. Danske kvinder er i stigende grad ikke tilfredse med deres inderste kønslæber. De er for store, for lange, forkerte. femina kan det år berette fra skalpellernes overdrev: ”I Danmark bliver der foretaget tre gange så mange kønslæbereduktioner som for 10 år siden. Kvinderne får skåret noget af de indre kønslæber, fordi de tror, det er unormalt, når kønslæberne hænger udenfor.”
En undersøgelse af gynækolog og overlæge Annemette Lykkebo fra Kolding Sygehus viser, at 55 procent af kvinderne har synlige kønslæber. Hun siger til femina: ”Så det er faktisk mere hyppigt, at kønslæberne kan ses. Jeg er overrasket over, at de, der opfatter sig som unormale, har kønslæber, der i størrelse fordeler sig over hele spektret. Der er også nogle med gennemsnitlige kønslæber, der føler sig unormale.”
2015
Daværende chefredaktør Camilla Kjems viser i serien ”100 % mig” med sig selv som kropsærligt eksempel, at der ikke er noget modsætningsforhold i både at have silikonebryster og hår under armene:
- Efter jeg havde født og ammet tre børn, var mine bryster … ikke-eksisterende. Tøjet hang på mig, og jeg følte mig ikke tilpas i min krop. Så jeg valgte at få brystimplantater – en beslutning, jeg ikke er flov over og ikke har fortrudt et sekund. Jeg har fået min figur tilbage. Men jeg er også en gammel bornholmerhippie, der står fast på retten til naturlighed og kvindelig kropsbehåring. Verden er ikke så sort-hvid, og alt behøver ikke være enten-eller, for og imod! Jeg orker ikke at skulle passe ind i nogle kasser. Lad os nu give os selv og hinanden fri til at være dem, vi er, og gøre det, der gør os glade. En kvinde er for mig smukkest, når hun hviler i sig selv og i sin krop – med eller uden hår, appelsinhud og silikonebryster. Jeg er mig – og det står jeg ved.
Der er noget, der ulmer på hele køns- og kropsopfattelsesområdet. Et oprør. Mod seksualisering. Mod forventninger. Mod det perfekte.
2020 →
2021
”Brysterne er stadig en kampplads – hvorfor egentlig?”, spørger femina i 2021. 24-årige Magda, der tidligt udviklede store bryster, og har droppet at få en brystreduktion, er på forsiden. For første gang vælger et dansk kvindeblad at bringe en nøgen kvinde dér – den prisbelønnede fotograf Marie Hald har taget det smukt subtile billede af Magda, der på én gang er fri og indrammet. Artiklen i bladet handler om kropspositivisme: otte vidt forskellige kvinder fortæller om forholdet til deres vidt forskellige bryster. Budskabet er klart: Kroppen skal ikke være et fængsel, og kvinders bryster er frie. Og kun seksualiserede, når kvinderne selv ønsker det.
To sider af samme sag. Forfatter og feminist Suzanne Brøgger og transkvinde og muslim Moeisha Aden er begge på forsiden i uge 47 – man vælger selv, hvilken forside man helst vil have. Indholdet i bladet er det samme: Årets kvinder præsenteres.
Moeisha Aden, der er født i Somalia i 1984, kom til Danmark som flygtning i 1990erne. Hun er Årets normbryder og siger i et interview: ”Jeg var en minoritet, inden jeg sprang ud som transkvinde. Jeg gik fra at være sort mand til at være sort kvinde i Danmark. Det er to forskellige oplevelser, men den ene har forberedt mig på den anden”.
Og Suzanne Brøgger, der får ”Årets Ærespris” fordi hun siden forfatterdebuten ”Fri os fra kærligheden” i 1973 har kæmpet for kvinders frisættelse erotisk, kønsrolle- og samfundsmæssigt og ikke uden omkostninger har brugt sig selv som spydspids, siger i et stort livsinterview:
”Jeg tror på en måde ikke, at kvinders seksualitet kan rummes i samfundet, som det er. Jeg tror, at kvinders seksualitet er meget mere vild og eventyrlig og forbundet med risiko og spænding. Ja, altså … nærmest et eller andet på liv og død. Mens den ægteskabelige rutine – den tror jeg, passer mænd bedre.”
2023
Renée Toft Simonsen har været bladets elskede brevkasseredaktør siden 2008. I 2023 skriver en 41-årig kvinde til hende, at hun og hendes 48-årige mand har forsøgt at få børn i 5-6 år uden held. Han har dårlig sædkvalitet, lægerne har rådet dem til at leve så sundt som muligt, men han ryger, og han drikker – erkendt – for meget, men vil ikke stoppe med nogen af delene. Kvinden har sagt til ham, at hun ikke vil have flere fertilitetsbehandlinger, når han fortsat lever, som han gør. Og overvejer skilsmisse. Hun ønsker sig brændende et barn.
Renee anbefaler, at kvinden opgiver sin mand som biologisk far, køber noget sæd enten i Danmark eller i udlandet og sætter ham stolen for døren. Hvis ikke han går i behandling, bliver fuldstændig ædru og accepterer ikke at blive biologisk far til barnet, skal hun blive single-mor.
”Bliv skilt og få det barn du længes sådan efter, alene. Jeg ved det lyder barsk, men livet er så kort, og det er ikke en pludselig idé, du har fået, det er en dyb længsel du har haft i mange år. Og én ting ved jeg, du kommer aldrig til at fortryde det barn du får, men du kan fortryde og endda blive bitter over, at blive sammen med din mand, ikke at få et barn og sidde der om 10 år sammen med ham og et uløst alkoholproblem.”
2024
Vi er trods alt nået langt, ikke? Da femina kom til verden som ”Nordisk Mønster Tidende” i 1874, var et barn udenfor ægteskab en skæbne værre end døden for en kvinde, fertilitetsbehandling var en utopisk by langt ude i fremtiden, skilsmisse utænkeligt og et liv som alenemor økonomisk og kulturelt umuligt.
150 år senere er vi i Danmark på vores anden kvindelige statsminister. Og femina har selvfølgelig interviewet dem begge. Og vi har skrevet om samtykkelov, diversitet, kropspositivisme, vold mod kvinder, magt, fødsler, løn og retten til at vælge at leve sit liv udenfor hamsterhjulet. Nu udkommer femina for sidste gang på print, men historierne lever videre på femina.dk og på alle vores sociale kanaler.
femina er nu et aktuelt nyhedsmedie for kvinder, der skriver om store samfundsdagsordener med et kritisk blik – alt imens den store kærlighed til kultur, tendens og trends lever videre på helt nye måder i helt nye formater.
Byline: Tine Bendixen & Anne Wittorff
Foto: Mathilde Schmidt, Marie Hald, Nikolaj Thanning Rentzmanna, Ulrik Jantzen, ALLER ARKIV, Ritzau/Scanpix, MEGA og PR