Renée: Vi har retten til selv at vælge

Jeg kørte forbi Hedensted for nylig og fik øje på en hel mark fyldt med hvide kors. Hvad handlede det nu om? Jeg tænkte, at det måske havde noget med krigen i Afghanistan at gøre, men kunne alligevel ikke få det store antal til at gå op med mistede unge mænd. Da jeg undersøgte sagen nærmere på nettet, fandt jeg ud af, at de hvide kors handlede om modstand mod abort. Det havde der åbenbart været stor debat om, både det med modstanden og det med at stille kors op for at markere, hvor mange fostre der hvert år bliver aborteret. Hvor jeg lige var, i de dage den debat rullede, skal jeg ikke kunne sige, men jeg blev godt nok overrasket over, at abort overhovedet var til debat. Siden hvornår er kvindens ret til at bestemme over egen krop blevet noget, vi skal diskutere? Foreningen Retten til Liv er af en anden mening. De har kæmpet de sidste 20 år for at få lavet loven om fri abort om. Jeg trak på smilebåndet – har de virkelig ikke andet at gå op i end at blande sig i, hvordan andre mennesker vælger at leve deres liv? Deres argument for at blande sig er, at vi nu i 40 år har haft ensidigt fokus på kvinden, og derfor er det tid at tage den anden parts syn i abortproblematikken, nemlig barnets! LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: En pause fra min højre arm Jeg synes, det er fuldstændig skørt at betragte et 12 uger gammelt foster som et menneske og som anden part i en problematik. For mig giver det ingen mening at vægte et uudviklet ægs synspunkt over en kvindes ret til at bestemme, om hun vil have et barn. Som i slet ingen mening! Da jeg læste lidt mere om hele problematikken, faldt jeg pludselig over Pia Fris Laneths klumme i Information. En af de ting, hun bragte på bane, var kvindens ret til selv at bestemme, om hun vil have en kirurgisk eller en medicinsk abort. Den kirurgiske er en udskrabning, mens den medicinske er en pille, kvinden skal sluge, hvorefter fosteret udstødes af kroppen. Hagen ved den medicinske er, at kvinden ofte får kvalme og kan kaste op, og når livmoderen udstødes, kan der opstå kraftige blødninger, måske ledsaget af hovedpine og anselige smerter. Det særdeles bekymrende var, at vi kvinder åbenbart ikke længere selv kan bestemme, hvilken slags abort vi ønsker. Det valg træffer lægerne nu for os. Det betyder i realiteten, at man kan blive tvunget til at få foretaget en medicinsk abort, selv om man ønsker en kirurgisk. Hmm, som Pia Fris Laneth skrev, så burde dét give anledning til forargelse og ikke mindst til, at der bliver taget affære. Jeg er fuldstændig enig – hvad ligner det? Kærlig hilsen Renée