beyonce
Krop & velvære

Beyoncé fortæller, at hun lider af hudsygdom

20. februar 2024
af Signe Frederikke Pedersen, Katrine Rosenbæk
Foto: Chris Pizzello/AP/Ritzau Scanpix
Den amerikanske megastjerne Beyoncé reflekterer over sin egen hårhistorik op til lanceringen af et nyt skønhedsbrand.

Hår har altid været en kulturel markør og et vigtigt symbol for en af verdens største popstjerner – Beyoncé.

Hun har sunget om ”nappy hair”, om “baby hair and afro” samt om ”Becky with the good hair”.

Og fra i dag kan hun kalde sig indehaver af et skønhedsbrand. Hun udvider sit imperium med hårlinjen med navnet ”Cécred”, og i forbindelse med lanceringen stiller hun op til interview i magasinet Essence.

Emnet er popikonets ”hårrejse”, startende i barndommen, videre op gennem de tidlige Destiny’s Child-dage og frem til i dag - med et særligt fokus på sorte menneskers hår.

– Det forhold, vi har til vores hår, har en så dyb og personlig betydning, siger hun blandt andet i interviewet.

Den 42-årige popstjerne fortæller herefter, at hun har kæmpet med hudsygdommen psoriasis.

– Fra jeg tilbragte tid i min mors solen, til min far påførte olie i min hovedbund for at behandle min psoriasis – alle disse øjeblikke er hellige for mig, fortsatte hun.

Psoriasis er en kronisk inflammatorisk hudsygdom, som giver lyserøde til grålige, skællende hudforandringer – ofte i hårbunden.

Beyoncés mor, Tina Knowles, var gennem superstjernens opvækst indehaver af en frisørsalon, og Beyoncé har naturligvis været inspireret af tiden i salonen.

– De samtaler og debatter, som man kan have hos en frisør eller i en barbersalon skaber en form for samhørighed og et sted for folk, der mangler et sted at gå hen for at trække sig fra deres hverdag, fortæller Beyoncé.

– For dem er dette et sted at kunne føle sig smukke, men desuden også ventilere, grine, fortælle hemmeligheder og dele visdom. Det er den mest konsistente mødested, vi har. Det er et så vigtigt fristed.

Helt særlige nedslag i sin egen historie med frisurer og hårtyper, som hun har haft gennem karrieren som popartist, kommer Beyoncé naturligvis også ind på.

For eksempel, da hun i 2013 pludselig overraskede alle med en såkaldt ”pixie cut”, som hun besluttede sig for at prøve af nøjagtigt et år efter datteren Blue Ivys fødsel.

– Så meget af min identitet som kunstner har været bundet op på mit flagrende hår. At klippe det af var et oprør mod den kvinde, som samfundet mente, jeg skulle være. Jeg var lige blevet mor, og der var noget ved den frihed, der gav mig lyst til at ”smide det hele”. Det var en fysisk måde, hvorpå jeg kunne bortkaste de forventninger, der blev stillet. Jeg ville bare have dem væk.

Læs også