Kost & motion

Fire sundhedseksperter: Det bruger vi på kost og træning om måneden

Der er stor forskel på, hvordan disse fire sundhedseksperter bruger deres penge.

Det sunde liv kan leves dyrt, og det kan leves billigt. Vi har bedt fire sunde mennesker fortælle, hvad de bruger deres penge på, når det gælder sundhed. Og hvad de ikke bruger deres penge på. Læs med om køkkenmaskiner, reiki-healing, surferferie og dance walking.

 

1. Sofia Sommer er 40 år og uddannet ernæringsøkonom og forfatter til flere bøger om kost og sundhed, senest ”Sunde vaner smuk figur – 7 enkle trin til en krop du elsker”. Månedligt sundhedsbudget: 1.850 kr.

 

For Sofia Sommer er det vigtig, at det kød, hun spiser, er økologisk. Det koster. Udover det bruger hun flest penge på køkkengrej til at lave sund mad med.

Holdning til sundhed: Sundhed skal ikke være baseret på fravalg, kontrol og kamp. Det skal være en nydelse og en kærlighedserklæring, der handler om at gøre noget godt for sig selv og mærke sine behov. Derfor er der heller ikke noget, jeg ikke spiser, men der er noget, jeg spiser sjældnere og i mindre mængder – for eksempel slik. Og når jeg spiser det, sørger jeg for, at det er af en god kvalitet.

Kosttilskud: 250 kr. Jeg spiser fiskeolie, multivitamin, probiotika og Bvitamin. Og så tager jeg magnesium. Jeg har tidligere lidt af migræne, menstruationssmerter og muskelkramper, men det er forsvundet, efter at jeg er begyndt at tage magnesium. Jeg bruger nok 2-300 kroner i alt om måneden på kosttilskud. 

Her er ni ting, du kan gøre i stedet for at løbe.

Udstyr: 1.000 kr. Jeg bruger nok i snit 1.000 kroner om måneden på udstyr. Jeg har rigtig meget køkkenudstyr: foodprocessor, snittemaskiner, slowjuicer og så videre. Det er vigtigt for mig, at det fungerer. Når jeg for eksempel skal lave juice, gider jeg ikke tænke på, om jeg nu også orker at gøre maskinen ren bagefter – udstyret skal bare være i orden og nemt at bruge. Derudover bruger jeg af og til penge på det træningsudstyr, som vi har i kæleren. Blandt andet kettlebells, TRX-udstyr og vægtstænger.

Træningstøj: 200 kr. Jeg bruger ikke mange penge på træningstøj. Når jeg træner i kælderen, gør jeg det ofte bare i undertøj. Det ville nok have været noget andet, hvis jeg nu gik på et smart dansehold … Det, jeg bruger penge på, er et par nye løbesko en gang om året og en sports-bh i ny og næ.

Rejser: 0 kr. Jeg har aldrig været på yogaferie eller den slags. Når jeg rejser, handler det om at ligge otte timer på stranden i en liggestol med en bog. Jeg går da også ture, løber og svømmer i min ferie, men jeg vil ikke sige, at rejser er en del af mit sundhedsbudget.

Behandlinger: 300 kr. Jeg får en Body SDS-behandling (kropsterapi, red.) cirka en gang hver anden måned, hvis jeg i en periode har haft ondt i skulderen eller et andet sted. Behandlingen løsner op og gør, at jeg har det dejligt i lang tid bagefter. Der, hvor jeg går, koster en behandling 600 kroner.

Træning: 100 kr. Jeg går ikke i fitnesscenter, men løber cirka to gange om ugen og styrketræner derhjemme, hvor vi har forskelligt motionsudstyr i kælderen. Hvis jeg synes, at jeg trænger til det, melder jeg mig i perioder også ind i et yogacenter, hvilket koster nogle hundrede kroner om måneden. Helt overordnet er motion dog ikke noget, jeg gør systematisk. Jeg mærker efter, hvad jeg trænger til, og har jeg mere lyst til at gå en tur i stedet for at løbe, gør jeg det.

Derfor bliver din numse fladere med alderen – få svaret her.

 

2. Per Brændgaard er 44 år og cand.scient. i human ernæring, sundhedskonsulent og forfatter til en række bøger om sundhed, senest ”Slank på et sekund”. Månedligt sundhedsbudget: 3.049 kr.

 

Den største post på ernæringsekspert Per Brændgaards sundhedsbudget er sund fastfood. Til gengæld er det gratis at dance walke.

Holdning til sundhed: Sundhedsmæssigt er jeg ret billig i drift. For mig handler sundhed om at have det godt og opleve velvære og nydelse både kropsligt, mentalt og i forhold til mine sociale relationer.

Kosttilskud: 1.000 kr. Jeg bruger omkring 1.000 kroner på kosttilskud om måneden. Jeg har døjet med OCD (tvangstanker/-handlinger, red.), og det er en lidelse, som jeg nu har under kontrol takket være blandt andet ernæringsterapi. Jeg tager forskellige tilskud, der ganske vist ikke er vildt meget evidens for skulle have en effekt, men som jeg oplever virker. Derudover tager jeg blandt andet multivitamin, C-vitamin og omega-3.

Behandlinger: 1.500 kr. Jeg får massage et par gange om måneden, hvilket koster omkring 1.500 kr. Jeg sidder meget foran computeren og skriver, og det kan godt give infiltrationer i skuldre, ryg, nakke og arme, som massagen afhjælper.

Træning: 249 kr. Jeg har et Fitnessworld-abonnement til 249 kroner, som jeg bruger i perioder – i gennemsnit nok to gange om ugen. Men ellers er jeg ret optaget af, hvordan jeg får naturlig bevægelse i hverdagen. Jeg går og cykler meget, og så danser jeg rundt derhjemme. Derudover dance walker jeg, hvilket vil sige, at jeg danser, mens jeg går på gaden med musik i ørerne. Og alt det er jo dejlig gratis.

Udstyr: 100 kr. Jeg bruger ikke penge på køkken- eller træningsudstyr, men jeg har et Spotify-abonnement, som jeg blandt andet bruger, når jeg danser. Derudover afholder jeg krammemeditationer – kramning stimulerer produktionen af hormonet oxytocin, der har en række gavnlige effekter på kroppen – og i den forbindelse har jeg lavet en spilleliste med 26 timers krammemusik (find den på Spotify under navnet Heartclub, red.). Jeg har også købt forskelligt krammeudstyr som madrasser og tæpper. I gennemsnit bliver det nok til i alt 100 kroner om måneden.

Træningstøj: 200 kr. Jeg bruger omkring 200 kroner om måneden på tøj, jeg kan træne i. Men det skal ikke være træningstøj. Jeg synes, det er belastende at skulle tage noget andet tøj på for at træne. I stedet sørger jeg for altid at have tøj på, som jeg kan træne i. Blandt andet har jeg nogle bukser fra Friluftsland, der er en blanding af træningsbukser og rigtige bukser, og som kan laves om til både knickers og shorts. Og så har jeg seks par Nike Free-sko.

Rejser: 0 kr. Rejser er ikke på mit sundhedsbudget og slet ikke sådan nogle, hvor man nærmest er i træningslejr. For mig er ferie at rulle mørklægningsgardinerne ned og se Netflix. Jeg har ikke det store rejsebehov.

Læge: Sådan påvirker sukker din krop.

 

3. Sofie Bentzen er 29 år og cand.scient. i human ernæring og sundhedsblogger på healthjunkie.dk. Står derudover bag fødevarevirksomheden Mät, der lancerer en produktlinje med sunde fødevarer i løbet 2016. Månedligt sundhedsbudget: 3.432 kr.

 

En af de helst store poster på blogger Sofie Bentzens sundhedsbudget er rejser. Hun rejser for at cykle, stå på ski og vandre. Og nu vil hun også gerne af sted for at surfe.

Holdning til sundhed: For mig handler sundhed ikke kun om, hvad jeg propper i munden, og hvordan og hvor meget jeg træner. Sundhed handler om balance og om at have det godt med mig selv, og derfor har alt, jeg gør og bruger penge på, faktisk noget med sundhed at gøre.

Kosttilskud: 100 kr. Jeg tror ikke rigtig på kosttilskud og bruger i stedet pengene på gode råvarer. Jeg har den holdning, at kroppen bedre kan optage det, den har brug for, når det kommer i sin naturlige form. Jeg spiser dog fiskeolie i de perioder, hvor jeg ikke lige har overskud til at lave fisk to gange om ugen til middag, og det er ret ofte. I snit spiser jeg fiskeolie, for hvad der nok svarer til 100 kroner om måneden.

Behandlinger: 0 kr. Jeg er selvstændig og ved at starte en fødevarevirksomhed op, så jeg prioriterer ikke at bruge penge på massage og den slags. Hvis jeg trænger til afslapning, tager jeg i stedet med min veninde op i hendes sommerhus og går lange ture ved vandet, hopper i havet og tager en tur i sauna bagefter. Det giver en følelse af at komme ned i gear.

Træning: 649 kr. Jeg har et klippekort til Powerhouse CPH, hvor jeg dyrker reformertræning, der styrker hele kroppen. Et klippekort med 20 klip koster 2.000 kroner. Jeg er der cirka en gang om ugen og er glad for konceptet med, at man kun betaler, når man er der. Derudover er jeg medlem af Fitnessworld og tager af og til en stram op-time. Og så løber og cykler jeg en del.

Udstyr: 200 kr. Det er svært at sige, hvor meget jeg bruger om måneden på udstyr. Jeg har en cykel til 14.000 kroner, og så har jeg en yogamåtte og en træningselastik, som jeg bruger til at styrke lår og baller, hvilket er vigtigt i forhold til min løbetræning. Derudover står jeg også meget på ski og har ret meget skiudstyr. Men der er jo mange måneder, hvor jeg ikke køber noget. I gennemsnit bruger jeg måske 200 kroner om måneden.

Træningstøj: 400 kr. Jeg går ret meget op i mine løbesko, der skal være gode, og mit træningstøj. Tøjet skal være funktionelt, der må ikke være noget, der irriterer, eller som strammer de forkerte steder, og så må det også godt se smart ud. Det lyder overfladisk, men pænt træningstøj kan faktisk motivere mig til at komme af sted til træning.

Rejser: 2.083 kr. For mig er det at rejse lig med sundhed. Og jeg laver altid noget aktivt, når jeg rejser. Jeg kan ikke lide bare at ligge. Jeg har blandt andet været på cykelferie i USA og tager også på vandreferier og skiferier. Mit næste rejsemål er en surferferie. Jeg har fundet et sted, hvor man både kan surfe og dyrke yoga. Det kunne jeg godt tænke mig. Alt i alt bruger jeg nok omkring 25.000 kroner om året på at rejse.

 

4. Line Friis er 33 år og skønhedscoach og indehaver af Dare To Care. Månedligt sundhedsbudget: 7.976 kr.

 

Jævnlige besøg hos en indiansk reiki-healer, indkøb på bondegårde og billige yogatimer hjemme i stuen er alle poster på skønhedscoachen Line Friis’ sundhedsbudget.

Holdning til sundhed: Sundhed er at passe godt på mig selv, så jeg har overskud til andre mennesker og mig selv. Det overskud skaber jeg blandt andet via motion og sund mad og ved at sørge for at få luftet ud mentalt. Som udgift er sundhed klart min største post.

Kosttilskud: 1.800 kr. Jeg tager 25 (!) kosttilskud om dagen. Det lyder af meget, men jeg har haft problemer med at optage vitaminer, og nu har jeg fået lagt et kosttilskudsprogram, der er skræddersyet til mig. Blandt andet spiser jeg jern, B 12, krillolie og nogle sammensatte kosttilskud, der hedder ”Wrinkles Away” og ”Beauty Booster” – alt sammen er fra VitaViva.

Behandlinger: 3.500 kr. Jeg får tre-fire behandlinger om måneden, og de koster omkring 1.000 kroner pr. stk. Blandt andet får jeg to forskellige ayurvediske behandlinger (ayurveda er en traditionel, indisk, medicinsk praksis og sundhedsfilosofi, red.): en kropsmassage samt en afslappende behandling, der virkelig kan få hovedet til at slappe af, hvis jeg er stresset. Derudover får jeg af og til også reiki-healing af en indianerkvinde, der bor ude i skoven. Det lyder alternativt, og det er det også. Men det er fantastisk!

Træning: 459 kr. For mig skal træning være lystbetonet, ellers gør jeg det ikke. Lige nu abonnerer jeg på yogavivo. dk, hvor man kan streame yogatimer med nogle af de bedste danske yogalærere – blandt andre Simon Krohn – og det betyder, at jeg får dyrket yoga næsten hver dag. Det koster kun 119 kr. om måneden, hvilket næsten er det samme som en enkelt yogatime. Derudover vil jeg gerne lære at svømme ordentligt, så jeg har fået svømmeundervisning det seneste år, og det koster nok 300 kr. om måneden. Og så vinterbader jeg. Det er måske ikke ligefrem træning, men det er vigtigt for min sundhed. Og det koster 600 kr. om året.

Udstyr: 50 kr. Om sommeren kan jeg godt lide at svømme i havet, så jeg har en del udstyr til det. For eksempel våddragt, næseklemme og svømmebriller. Og til yogaen har jeg en yogamåtte. Men det meste er engangsudgifter, så det er ikke noget, jeg bruger mange penge på. Gennemsnitligt 50 kr. om måneden passer nok meget godt.

Træningstøj: 1.000 kr. Jeg er en sucker for yogatøj, særligt Teeki fra yogaudstyr.dk, der er superblødt, uden syninger og lavet til kroppen, så det ikke strammer, uanset din form. Og så kommer det også med nogle fede print. Derudover køber jeg også en badedragt i ny og næ på svømmespecialisten. dk.

Rejser: 1.167 kr. Jeg tager på spaophold et par dage ad gangen fire gange om året, og det koster nok 3-4.000 kroner per gang. Ud over at opholdene giver mig et boost af energi, får jeg også masser af inspiration og lyst til at prøve en masse nye ting på mit arbejde. Sidst var jeg på Ystad Saltsjöbad i Sverige, og det var rigtig fint.

Læs mere om: