https://imgix.femina.dk/media/article/1442_knaek_cancer_8_kostraad.jpg
Træning og kost

Knæk Cancer 2014: 8 kostråd mod kræft

14. oktober 2014
af redaktionen
Foto: Istockphoto
Sunde madvaner kan forebygge risikoen for kræft. Her giver vi dig 8 gode og nemme kostråd - og læs, hvordan du kan støtte Knæk Cancer-kampagnen 2014

Mere motion, mindre tobak. Der er meget, du selv kan gøre for at forebygge risikoen for cancer. En stor indsats ligger i at spise den rigtige mad, og rigeligt af den. Husk mindst 600 gram frugt og grønt dagligt og masser af følgende fødevarer:

Hvidløg
Personer, der ofte spiser hvidløg, har mindre risiko for at udvikle forskellige former for kræft, særligt i spiserør, mave og tarm. Indholdsstofferne i det krasse hvidløg dæmper enten kræftfremkaldende stoffer i kroppen eller sørger for, at eventuelle kræftceller ikke deler sig. Der er ikke enighed om, hvor meget man skal spise for at få effekten, men det ligner noget i retning af ét fed om dagen.

Bær
De er proppet med stærke antioxidanter, hvilket gør dem i stand til at bremse naturligt forekommende processer i kroppen, som kan danne skadelige frie iltradikaler. Også andre af de stoffer, der findes i bær, kan modvirke, at kræft vokser og spredes. Så snup en håndfuld solbær, hindbær, jordbær eller blåbær som del af din sunde kost i dag.

Tomater
Den nok lettest tilgængelige kilde til den stærke antioxidant lycopen er tomater. Kost rig på tomater kan beskytte mænd mod kræft i prostata. De saftige tomater hjælper med at beskytte cellernes dna mod skader, der kan medføre kræft. Man mener, at kroppen absorberer lycopen bedre fra tilberedte tomater som f.eks. tomatsauce end friske, så fuldkornspasta med Marinarasauce kan være en lækker måde at forebygge den sygdom på.

Kål
Korsblomstrede grøntsager omfatter bl.a. broccoli, blomkål, grønkål, rødkål og hvidkål og er særligt effektive til at beskytte mod kræft. Ud over at de beskytter cellernes dna mod frie iltradikaler og andre giftstoffer, nedsætter de også kræftcellers vækst og reducerer på den måde eventuelle kræftsvulster. Stimulerer desuden kroppens egen dannelse af antioxidanter. Kål er en velsmagende, billig og miljørigtig måde at få en væsentligt sundere kost på.

Te
En god kop te er en billig og let måde at få antioxidanter på. Både grøn og sort te indeholder stoffer, der virker som antioxidanter og neutraliserer de ødelæggende frie radikaler. Grøn te har den højeste koncentration af disse stoffer og har i forsøg i laboratorium vist at have kræfthæmmende virkning på celler og dyr. Der er dog usikkerhed om, hvilken effekt teen har på mennesker. Nogle - men ikke alle - forsøg har påvist sammenhæng mellem grøn te og lavere kræftrisiko hos mennesker. Men selv om der ikke foreligger tilstrækkelig og entydig dokumentation for den sunde effekt, kan du overveje at integrere grøn te i din kræftforebyggende kost.

Fuldkorn
To af vores vigtigste fødevarer, rugbrød og havregryn, er ikke bare velsmagende, men også rigtig gode kilder til fuldkorn. Ud over fibre indeholder fuldkornsprodukterne stoffer, som på forskellig vis kan hjælpe kroppen med at forsvare sig mod kræft. Meget tyder på, at spiser man mange fuldkornsprodukter, kan det mindske risikoen for at udvikle kræft i tyktarm og bryst samt i prostata og livmoder. Som ekstra bonus har fuldkorn også klart forebyggende effekt mod diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Fuldkorn består af hele korn eller kerner. Selv om kornene er knækkede eller malede, vil det stadigvæk være fuldkorn, hvis alle dele af kornet bliver brugt. Brune ris, fuldkornspasta og fuldkornsbrød er andre eksempler på fuldkornsprodukter, der bør være basis i din kræftforebyggende kost.

Gurkemeje
Gurkemeje er et ud af mange krydderier, der med fordel kan anvendes i dit kræftforebyggende køkken. Forsøg med curcumin, som er det stof, der giver krydderiet den gule farve, har vist, at det kan hæmme væksten af svulster i celler uden for kroppen. Andre krydderier som chili, ingefær, basilikum, rosmarin, salvie, anis og nelliker har også i forsøg vist sig at være meget potente kræfthæmmere - bare ikke i forsøg med mennesker. Derfor kan man ikke med sikkerhed sige, at flere og stærkere krydderier giver garanti mod kræft. Det, du kan gøre, er at krydre maden godt med forskellige krydderier, så du får et varieret indtag af de forskellige mulige aktive stoffer.

Grønne bladgrøntsager
Spinat ligger på toppen over fødevarer, der er rige på antioxidanter. Men også de andre former for salat er gode kilder til antioxidanter. Gå efter kraftig farve og duft, og du får flest sunde stoffer for pengene. Salat bør være tilbehør til mindst ét af dagens måltider eller udgøre et måltid i sig selv.

Her på FEMINA er vi gået sammen med TV 2, Kræftens Bekæmpelse, lauritz.com og resten af Aller om kampagnen Knæk Cancer, hvor vi samler penge ind til forskning, forebyggelse og patientstøtte. Lad os stå sammen og kæmpe for en fremtid med mindre kræft, bedre behandling og større helbredelsesmuligheder.

https://imgix.femina.dk/1442_knaek_cancer_camilla_blomst.jpg

Køb årets blomst, hvor du køber dit FEMINA ... eller denne fine designertop fra Heartmade til 399 kr. på Boozt.com. Eller byd på FEMINAs auktion på Lauritz.com, hvor vi bortauktionerer en komplet makeover til en værdi af 10.000 kr. Hele beløbet går ubeskåret til Knæk Cancer!

https://imgix.femina.dk/1442_knaek_cancer_sponsor_logo.jpg

Læs også