https://imgix.femina.dk/media/websites/qmag-dot-dk/website/egangsbilleder-2013/august/2013-31-sommer-sund-p.jpg
Træning og kost

6 ting sommeren gør for din sundhed

19. juni 2014
af Magasinet Q
Fot: Shutterstock
Du er en gladere og friskere udgave af dig selv om sommeren. Sommeren er også afgørende for vores helbred resten af året. Læs med og bliv klogere på alle rare fordele ved den lune årstid.

1. Lyset

De mange lyse timer, som døgnet har her om sommeren, giver dig ikke bare mere energi - de booster også dit humør, fordi der dannes flere endorfiner i dit centralnervesystem. Samtidig sætter lyset gang i produktionen af stoffet serotonin, som er en forudsætning for, at du kan føle dig glad og energisk. Bl.a. i Norge har man forsket i sammenhængen mellem sollys og graden af godt humør og her fandt man ud af, at de personer, der opholdt sig mest i lyset, var gladest.

Få 10 smutveje til et længere liv

2. Maden

Friske jordbær, nye kartofler, sommerkål, salat og tomater. Frugt og grønsager ER bare mere lækre, når de er friskhøstede og dyrket lokalt. Indholdet af vitaminer og mineraler er også betydeligt højere i forhold til vintersæsonen, hvor kartofler og gulerødder har ligget længe på lager og tomater og agurk er fløjet ind fra fjerne egne. Forskning viser desuden, at dine knogler optager kalk fra kosten langt bedre om sommeren, hvor D-vitaminniveauet er højere end om vinteren.

3. Stranden

Saltvand er godt for din hud, og du behøver ikke tage hele vejen til Det Døde Hav for at mærke alle fordelene. En ganske almindelig badetur i dansk havvand har nemlig samme effekt: Saltet virker rensende på din hud og dæmper kløe og ruhed. Samtidig er svømning i havvand en af de mest effektive motionsformer, fordi du bruger stort set alle muskler i kroppen. Løber eller går du en tur langs stranden, styrker du dine muskler og sener langt mere effektivt end hvis du løber eller går på en flad vej. Det bløde sand giver nemlig ekstra modstand, fordi du synker lidt ned i underlaget.

Sådan bliver du sund og smuk fra morgenstunden af

4. Varmen

Den danske sommer kan af og til være et noget upålideligt bekendskab, men som regel plejer vi da at kunne glæde os over i det mindste et par uger med sol og varme. Og dermed har du de perfekte betingelser for en slankekur! Varmen dæmper nemlig appetitten, så du spiser mindre, og samtidig får sollyset dit serotoninniveau til at stige. Sidstnævnte er et stof, der dannes i hjernen, og som gør dig glad - og mindre sulten!

5. De lange aftener

Vi orker ligesom mere her om sommeren. De mange lyse timer får det til at føles, som om døgnet har flere timer, og alting er lidt nemmere, når det ikke er mørkt kl. 16. Derfor kan de fleste sikkert også nikke genkendende til, at vi ser mere til vores venner om sommeren, og at det ikke kræver de store tilløb at invitere til lidt grillmad eller en kop kaffe på terassen. Det giver god næring til venskaber og styrker dine sociale relationer.

6. Ferien

Tre ugers sommerferie er en unik mulighed for at koble af og slippe hverdagens stress. Her kan du få jobbet på afstand, connecte med din familie, opleve nye steder eller lande og i det hele taget se dit liv lidt i helikopterperspektiv. For nogle kan det blive anledningen til at ændre på tingene, f.eks. ved at søge nyt job eller bolig - for andre er det bare en skøn bekræftelse af, at hverdagen faktisk slet ikke er så tosset endda. Under alle omstændigheder er det sundt at blive rykket lidt ud af den daglige trummerum og få tid til at mærke sig selv og sine omgivelser.

Læs også