Signe_Olsen
Sundhed

Hun forstår ikke denne sundhedstendens. Faktisk giver den hende dårlig samvittighed

11. marts 2024
af Line Marie Laursen
Foto: Kaspar Wenstrup
Et godt grin, familie og venner, yoga og sort filterkaffe er vigtige elementer, når skuespiller Signe Egholm Olsen vil være sund. For hende handler sundhed nemlig om at være glad.

Hvad er sundhed for dig?

– Det er at være glad. Og jeg er glad, når jeg omgiver mig med mennesker, som inspirerer mig og rykker mig nye steder hen. Jeg er glad, når jeg får grineflip, ud af det blå. Jeg er glad, når jeg kommer ind i en god rytme med at dyrke motion og spise sundt.

– Jeg er glad, når jeg formår at skabe en god balance mellem familieliv og arbejde. Jeg er glad, når jeg er sammen med venner og familie (… for det meste. Jeg kan også miste kuglerne og få lyst til at gå væk). Jeg er glad, når mine børn har det godt.

– Jeg er glad, når vi spiser, og alle er tilfredse – og når vi får noget, vi aldrig har smagt før, men som alle kan lide. Jeg bliver også glad, når vi tænder lys i mørket. Og når foråret titter frem, og dagene igen bliver lyse og længere. Jo ældre jeg bliver, jo gladere bliver jeg for bare at være her.

Hvordan begynder du din dag?

– Hver morgen laver jeg to kopper filterkaffe. En med mælk og en sort. Jeg skal have den sorte. Så drikker jeg et kæmpestort glas vand. Og så skal jeg have A38 med æblestykker og mysli. Jeg bliver sur, hvis vi ikke har A38.

– Jeg skal have morgenmad og helst den samme. Jeg spiser også fiskeolie og kollagen … og så orker jeg ikke mere.

Din yndlingstræning?

– Jeg er rigtig glad for yoga. Jeg elsker, at jeg kan lave det alle steder, uden udstyr. Min grønne yogamåtte er 15 år gammel og har virkelig været god ved mig. Jeg løber også af og til. Men yogaen gør noget godt for mig, fordi den også tvinger mig ned i gear og giver mig en ro, som jeg ikke får på samme måde, når jeg løber.

– Yoga kan også være virkelig kedeligt. Og det er også godt for mig, tror jeg. At træne mit system til, at jeg ikke hele tiden skal producere eller udkomme eller præstere, men bare være. Jeg træner sammen med to af mine gode veninder. Vi prøver at gøre det én gang om ugen.

Din bedste sundhedsapp?

– Det er en træningsapp, der hedder Asana Rebel. Med den kan jeg træne hårdt eller blødt og lange eller korte workouts, alt efter hvad jeg har brug for, eller hvor lang tid, jeg har.

Hvilken sundhedstendens forstår du ikke?

– At så mange poster et foto af sig selv før, under og efter træning. Jeg får altid dårlig samvittighed og føler at andre træner mere og flottere end mig. Måske handler det om mit eget mindreværd.

Introvert/ekstrovert?

– Jeg tror, jeg er ekstrovert. Men altså ikke på den der måde, hvor jeg bare løber rundt med kæmpe selvtillid. Jeg har altid en kæmpe tvivl, som jeg slæber med mig allevegne.

– Jeg ser mig selv som et nysgerrigt menneske. Jeg kan godt lide at møde nye mennesker. Og jeg vil hellere høre andres historier end at høre mig selv fortælle min egen igen.

Hvad rører dig lige nu?

– Lærke Kløvedals bog ”Sømærke”. Den er en smuk fortælling om kærlighed og relationer. Temaer, som bliver ved med at være spændende for mig. Bogen bliver ligesom et spejl, og det er helt umuligt ikke at tænke, føle og mærke efter egne relationer. Og egen kærlighed. Den er skrevet i et rent sprog, uden en falsk tone.

– Jeg har også lige set den tyske film ”Lærerværelset”, som handler om mit andet yndlingsemne, fællesskaber. Om hvordan vi tror, vi passer på fællesskabet, men måske ender med at forråde det.

– Tyskerne er så gode til det rå, autentiske – og jeg bliver så inspireret.

Læs også