Travis Barker and Kourtney Kardashian
Sundhed

Hun bunder et glas af sin modermælk for at få bugt med sygdom. Men giver det overhovedet mening?

12. april 2024
Af Signe Larsen
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
Den populære amerikanske reality-stjerne Kourtney Kardashian fortalte forleden sine følgere, at hun netop havde bundet et glas modermælk inden sengetid, fordi hun følte sig syg. Men det er ikke sikkert, man bør gøre hende kunsten efter.

Der findes mange såkaldte husmorråd, når det kommer til at forebygge og få bugt med sygdom. Ingefærshots, hvidløg og c-vitamin er nok de mest almindelige, men har du nogensinde overvejet et glas modermælk?

Forleden delte Kourtney Kardashian en Instagram-story med sine over 220 millioner følgere, hvor hun skrev, at hun lige havde bundet et glas modermælk, fordi hun følte sig syg.

"I just pounded a glass of breast milk because I feel sick. Goodnight!," skrev hun.

Vi må antage, at modermælken er hendes egen, eftersom hun i november sidste år blev mor til sit fjerde barn og tidligere har delt fotos af sig selv, der bruger en brystpumpe.

Selv om eksperter er enige om, at modermælk er godt for børns immunforsvar, er der tilsyneladende ingen officiel konsensus om, hvorvidt det samme gælder for voksne.

Læge med speciale i obstetrik og gynækologi Christine Greves fortæller til det amerikanske medie Today, at hun aldrig vil udskamme nogen for at gøre det, de synes er bedst for deres krop.

- Men hvad angår folk, der drikker modermælk, er det ikke noget, vi har undersøgelser af, så jeg kan ikke sige, om det er godt eller dårligt, udtaler hun.

Hun påpeger, at en undersøgelse fra 2015 viser risici forbundet med at drikke modermælk købt på nettet. Heller ikke ens egen modermælk har nødvendigvis god effekt, siger hun.

Undersøgelsen konkluderede, at ingen “direkte brug af modermælk hos voksne med henblik på medicinske egenskaber giver meget mere end en placeboeffekt,” lyder det.

Christine Greves anbefaler alle, der føler sig syge, uanset om de ammer eller ej, at prøve håndkøbsmedicin målrettet til at styrke immunforsvaret. Hun anbefaler derudover de klassiske råd:

- Sørg for at prøve at hvile, forblive hydreret og isoler dig fra andre, der kan blive syge,” siger hun til Today.

Det er ikke første gang, at Kardashian-søstrene har brugt modermælk på alternative måder. I “Keeping Up With The Kardashians”-serien har man tidligere set søstrene eksperimentere med at bruge Kourtneys modermælk til at behandle Kims psoriasis. Det skriver Glamour.

Læs også