Unsplash
Sundhed

Du kender måske denne følelse. Her er forklaringen

1. marts 2024
Af læge Jerk W. Langer
Foto: Unsplash
Du kender måske følelsen af at have ondt i hovedet efter et par glas rødvin. Men hvad er det egentlig, der sker

Mange mennesker får ondt i hovedet efter blot et enkelt glas rødvin. Det har ikke noget med tømmermænd at gøre, og heldigvis er rødvinshovedpine også kortvarig og forsvinder efter en time eller to.

1. Stoffet histamin kan hos følsomme personer udvide blodkarrene i hovedet og fremkalde hovedpine. Histamin dannes i drueskallen, som der er mest af i rødvin. Det er en såkaldt biogen amin, der er kendt for at spille en rolle i allergiske reaktioner.

Antihistaminer, der eksempelvis anvendes mod pollenallergi, kan reducere symptomerne på rødvinshovedpine. Europæiske rødvine indeholder ofte mere histamin ­sammenlignet med vine fra USA og Australien.

2. Rødvin indeholder stoffet tyramin (også en biogen amin), der kan fremkalde hovedpine ved at øge blodtrykket og udvide ­blodkarrene. Tyramin findes især i ­rødvin lavet på Cabernet Sauvignon-druen, mens Pinot Noir-druen har mindre tyramin og kan være et bedre valg, hvis man oplever rødvinshovedpine.

3. Garvesyre, også betegnet tanniner, trækkes ud af druernes skaller, stilke og sten under gæringen. Den kan øge mængden af signalstoffet serotonin i hjernen, som hos nogle fremkalder migræneagtige smerter.

Garvesyre skaber den kraftige eftersmag, som virkelig kan føles i munden. Kraftige vine fra Bordeaux og en del italienske vine samt Shiraz-druen indeholder typisk meget garvesyre.

4. Prostaglandiner er smertefremkaldende signalstoffer, der kan produceres i større mængder i kroppen hos nogle, når de drikker rødvin. En mulig løsning er at tage nogle kapsler omega-3 fiskeolie 1-2 timer forinden, da de hæmmer dannelsen af smertefremkaldende prostaglandiner.

5. Mange mistænker de tilsatte sulfitter. Men dem er der lige så mange af i hvidvin, så det forklarer ikke, hvorfor kun rødvin fremkalder hovedpine. Sulfitter kan derimod forværre astma hos nogle, men det er en anden historie.

Artiklen blev udgivet i femina uge 8, 2024. Dette er en redigeret version.

Læs også