Hede drømme
Sundhed

Drømmer du også hede drømme? Det er der en helt naturlig forklaring på

6. januar 2023
Af Annette Aggerbeck
Foto: Unsplash
Når vi drømmer, drømmer mange af os om sex. Altså om natten. Her fortæller drømmeekspert Michael Rohde, hvorfor vi drømmer om sex, og hvad vi kan bruge drømmene til.

Mange af os drømmer om sex.

I et studie blandt canadiske studerende lå sexdrømme på andenpladsen over bedst huskede drømme, og i et mere bredt studie med blandede aldersgrupper på fjerdepladsen.

Michael Rohde, der forsker i drømme, peger på, at sexdrømme har som funktion at hjælpe os til velbefindende.

Vi savner måske sex, men får det i drømme, hvor vi også kan få virkelige orgasmer. Sexdrømme kan man også bruge til at blive klogere på sit forhold til sex.

– Hvis man har svært ved at få orgasme, kan man f.eks. drømme, at man møder en god og indlevende mand, som man har et langt forspil med, og så får man en orgasme. En sådan drøm kan afspejle, at det er det, der skal til i vågenlivet. En sexdrøm kan også gøre det tydeligt, at man er alt for fokuseret på at gøre den anden tilfreds, siger Michael Rohde.

Hvor hyppige er drømme, der handler om sex i form af symboler?

– Freud og Jung talte meget om fallossymboler, huler og krukker som symboler for kønsorganer, men i mit arbejde med drømme støder jeg ikke så ofte på symboler, der kan tolkes seksuelt. Drømmene er oftest mere direkte sexdrømme.

Sexdrømme hos mænd og kvinder

Både mænd og kvinder har oplevet orgasme i fire procent af deres sexdrømme.

Kvinder drømmer i højere grad om, at det er andre end dem selv, der har ­orgasme. Det kan ifølge Michael Rohde tyde på, at disse kvinder ikke i det ­virkelige liv får orgasme.

Nuværende partnere og ekskærester optræder i 20 procent af sexdrømmene hos kvinder og i 14 procent af sexdrømmene hos mænd. Mænd har i højere grad sex med alle mulige andre end deres partner i søvne.

Kendte mennesker optræder dobbelt så ofte i kvinders sexdrømme som hos mænd. Det kan f.eks. handle om, at man selv tilstræber den kvalitet, som det kendte menneske har. Eller at man ikke har det godt med sig selv og sin krop, men ved at have sex med en kendt adonis, kan man få det bedre med sig selv.

Kilde: Michael Rohde, forsker i drømme

– Jeg husker dog en kvinde, der drømte, at hendes mand sad i stuen med erigeret penis. Han stirrede ud i luften og så forvildet ud, og kvinden kiggede i drømmen på ham og vidste ikke, hvad hun skulle stille op med det, hun så.

– Hun kom til mig for at få hjælp til at tolke drømmen, og opdagede, at den handlede om, at hendes mand i deres vågne liv gerne ville bygge et cykelskur, hvilket hun gav ham lov til, men hun ville ikke have, at det stod for tæt på en bestemt busk.

Sexdrømme behøver slet ikke at have noget med sex at gøre i virkeligheden, men kan handle om kvaliteten af kontakten til det andet menneske.

– Manden byggede det, og kvinden syntes, at det stod for tæt på busken. Han blev helt paf, for han oplevede ikke, at hun gav ham plads til at udfolde sin maskulinitet. Det kunne samtidig forklare, at han ikke havde lyst til sex. Tolkningen af drømmen hjalp kvinden til at forbedre sit forhold til manden, fortæller Michael Rohde.

Sex handler om relationer

Sexdrømme kan dog også komme med budskaber på en række andre måder. Drømmer du om sex med én, du kender i vågen tilstand, kan din drøm handle om vågenlivets relation til vedkommende.

– Sexdrømme behøver slet ikke at have noget med sex at gøre i virkeligheden, men kan handle om kvaliteten af kontakten til det andet menneske.

– Måske har man haft en god snak med en veninde og drømmer så, at man har sex med hende om natten. Her kan sexdrømmen være udtryk for, at man sætter stor pris på at have en god tæt kontakt med veninden.

– Man kan også drømme, at en person, man kender, er ubehageligt dominerende i en sexdrøm, og det kan betyde, at vedkommende også er for dominerende i det vågne liv, siger Michael Rohde.

Ofte er sexdrømme også billeder på noget i én selv.

– Se på de mennesker, der optræder i drømmen som sider af dig selv, som måske ikke er kommet til udtryk i dit vågne liv.

– Sex er et af de bedste symboler på sider af os selv, som vi har brug for at få integreret. Hvis du er meget kontrolleret i dit vågne liv og drømmer, at du har vild sex med en hippieagtig mand, så er du måske ved af få forbindelse til noget meget mere frivolt i dig selv, siger Michael Rohde.

Læs også