baguette taske i ny version
Mode

Denne taske blev ikonisk i "Sex and the City": Nu er den tilbage i nye versioner

15. marts 2024
Af Christoffer Mygind Juul
Foto: AP/Ritzau Scanpix
Tasken har nærmest fået ikonstatus, efter Carrie Bradshaw introducerede den i "Sex and The City". Og nu er den tilbage.

“It’s not a bag, it’s a Baguette.”

For de inkarnerede "Sex and the City"-fans vil den sætning lynhurtigt fremmane et syn af en oprevet Carrie Bradshaw i en gyde i New York, der netop har fået stjålet sin taske og sine Manolo Blahnik-sko.

For der var nemlig ikke bare tale om en taske, som tyven i serien omtalte den. Der var tale om en helt særlig designertaske, der skulle vise sig at få ikonstatus i moden. En effekt, Sarah Jessica Parker aka. Carrie Bradshaw og co. havde på mange af de ting, der blev brugt i den populære serie.

'Baguette'-tasken er designet af italienske Fendi i 1997. Med sin praktiske størrelse, der ikke var for lille til at rumme essentielle ting til farten og ikke for stor til at slæbe rundt på, var den perfekt at have hvilende på underarmen – præcis som du ville bære et fransk baguette fra bageren i Paris. Deraf kom det mundrette navn til tasken ‘Baguette’.

https://imgix.femina.dk/2024-03-14/cb_satc_femina-1.png
Foto: HBO

Siden er tasken blevet en fast del af Fendis sortiment, fordi den har fået titlen ‘verdens første it-taske’ på baggrund af den enorme popularitet, som den fik efter sin cameo i serien.

Faktisk blev tasken så populær, at navnet ‘Baguette’ siden er blevet betegnelsen på en særlig form for taske i en praktisk, aflang størrelse, der er perfekt til en aften ude.

Tasken er derfor også blevet populær hos mange andre modehuse, der har lavet egne versioner af den specifikke taske og dermed bidraget til at bringe 00’erne endnu mere ind i den klassiske garderobe.

Hos det fremadstormende franske luksusmærke Jacquemus bliver tasken kaldt ‘Le Bambino Long’ og er, som navnet antyder, en aflang version af mærkets bestseller-taske ‘Le Bambino’.

https://imgix.femina.dk/2024-03-14/le-bambino-long_femina.png
Foto: PR/Jacquemus

Spanske Loewe, der med den britiske designer Jonathan W. Anderson i spidsen, er blevet en af tidens mest populære modehuse, har med tasken 'Bracelet Pouch’ også lavet deres version af ‘Baguette’, der tilmed kan bæres som et armbånd.

Også Balenciagas taske ‘Le Cagole Sling’ kan ses som en ‘Baguette’-version af det kontroversielle modehus' egen it-taske ‘Le Cagole’, der blev lanceret i 2021 og var inspireret af modehusets ikoniske 00’er-taske ‘Balenciaga City’.

Den blev hurtigt en favorit hos stjerner som Kim Kardashian og Dua Lipa, og derfor kan ‘Le Cagole Sling’ meget vel få samme skæbne.

https://imgix.femina.dk/2024-03-14/le-cagole-sling_femina.png
Foto: PR/ Net-A-Porter

Svenske Tiger of Sweden er også hoppet med vognen med deres nye lancering af tasken ‘Malna’, der er et nutidigt take på en ‘Baguette’-taske lavet af et stykke foldet, sort læder, der både kan bruges som håndtaske og clutch.

https://imgix.femina.dk/2024-03-14/s72198004_050_main-1.jpg
Foto: PR/Tiger of Sweden

Der er altså rig mulighed for at udleve din indre Carrie Bradshaw og få et skud diskret 00’er-nostalgi ind i garderoben, uden at skulle gå planken helt ud med alt andet fra årtiet, der (stadig) hitter stort blandt mange.

Læs også