Jul_Bolig
Bolig

De var på vej hjem fra biografen, da de fik øje på huset. Så bankede de på

1. december 2023
Tekst, styling og foto: Julie Wittrup & Mikkel Dahlstrøm, Another Studio
Vægge af bly var ingen hindring for Merethe Fuglsang, som øjnede muligheden for at omdanne den gamle tandlægeklinik i Svendborg til sit drømmehjem.

På vej hjem fra en biograftur i Svendborg spottede Merethe og Christian en smuk villa stor nok til at huse hele deres fusionsfamilie.

Den slags hænger ikke på træerne, så Merethe tog en spontan beslutning om at banke på hos den daværende ejer i et spinkelt håb om, at han var interesseret i at sælge.

Husets ejer, en pensioneret tandlæge, var ikke afvisende overfor idéen og tilbød familien at leje villaens førstesal som en begyndelse.

I otte måneder boede den store familie med den pensionerede tandlæge under dem, før de købte og overtog hele villaen, som nu skulle gennemgå en stor renovering.

https://imgix.femina.dk/2023-11-20/41-2.jpg
Som modstykke til de blotlagte murstensvægge er køkkenet holdt i et stringent design med blågrønne fronter og klassiske messinggreb.

– Loftet var blevet sænket af to omgange, væggene var af bly, da villaen tidligere havde fungeret som tandlægeklinik, og der var gennem tiden anlagt flere lag gulve, som dækkede det originale plankegulv, husker Merethe.

Siden har parret lagt tid og kræfter i at bevare så mange originale detaljer som muligt.

– Vi har virkelig sat ære i at restaurere huset med respekt for det originale og smukke håndværk, og ikke mindst historierne, som gemmer sig i gulvene, murværket, i vinduerne og i trappetårnet.

https://imgix.femina.dk/2023-11-20/19-2.jpg
I spisestuen dingler julekuglerne lystigt fra PH-lampen, mens Ellipsebordet fra Piet Hein dækkes med arvestykker og genbrugsfund i farvet glas og keramik.

Uskønne kugler

Nu om dage samles familien til jul i deres gennemrenoverede hjem, der i december måned dufter af gløgg, konfekt, brunkager og hjemmebagte æbleskiver.

Merethe undgår helst den klassiske, røde julefarve, men ellers holdes traditionerne i hævd i den gamle villa.

Hvem & Hvad

  • Merethe Fuglsang Ulka, 41 år og lærer, med sin mand, Christian, og deres seks sammenbragte børn, Julius, Viktor, August, Alberte, Dicte og Vilje.
  • Murermestervilla på 280 m² fra 1901 i Svendborg på Fyn.

– Når den første søndag i advent nærmer sig, pynter vi traditionen tro juletræet, så vi kan nyde det hele december. Vi har faktisk julekugler og kravlenisser, som vi har arvet fra den tidligere ejer. Det er ret særligt, at de får lov at leve videre i samme rammer, men i andre hænder, fortæller Merethe.

For hende er julen en højtid, hvor minder og historie spiller en større rolle end det visuelle udtryk.

Tre tips til stilen

  • Fremhæv de varme undertoner i blotlagte mursten med detaljer i messing, kobber og bronze.
  • Julen er ikke lig med rød, grøn og guld. Du kan sagtens pynte til jul i andre (yndlings)farver.
  • Lad arvenips og barnlige hjemmekreationer få plads blandt julepynten – genkendelse vækker glæde.

– Jeg er særligt glad for den julepynt, som jeg har arvet af min mormor.

– Det er ikke nogen særligt pæne julekugler, men de har stor affektionsværdi for mig og bliver aldrig smidt ud og skal aldrig gemmes eller glemmes i december, forklarer Merethe, som også selv tilføjer lidt til samlingen år for år.

https://imgix.femina.dk/2023-11-20/31-1-1.jpg
Julekuglerne fra Merethes mormor får særplads på træet, fordi de har affektionsværdi, som ingen nyproduceret kugle vil kunne genskabe.

– Derudover køber vi lidt nyt julepynt hvert eneste år for at mindes lige netop dét år, fortæller Merethe, som ikke selv mener, at hendes pyntetrang har taget overhånd.

– Hendes børn er dog af en anden overbevisning. De synes nemlig, at Merethe til tider overdriver i december, men det tager hun ikke så tungt.

– Hellere for meget jul end for lidt, smiler hun.

https://imgix.femina.dk/2023-11-20/24-1-1.jpg
Selv om Merethe elsker dansk design, er der ingen fine navne at finde på årets julebord, som i stedet er dækket med arvestykker og genbrugsfund.
https://imgix.femina.dk/2023-11-20/5-1.jpg
Pladsen i de store, originale vinduer er reserveret til en udvalgt samling af nye og arvede juleornamenter trukket på snor.
https://imgix.femina.dk/2023-11-20/7-1.jpg
Hvis der ikke er plads til alle husets otte beboere i den bløde sofa fra Eilersen, kan de altid slænge sig på det store, vamsede gulvtæppe.
https://imgix.femina.dk/2023-11-20/11-3.jpg
Den klassiske Kubus-stage fra By Lassen i kobber har fået lov at irre, så den fungerer som et råt modstykke til de lyserøde stearinlys.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også