Tina og Jakob i deres grønne køkken. Køkkenet fra Svane er i farven Skovgrøn, men både venner, familie og følgere på Instagram mener alle, at køkkenet er blåt og ikke grønt – et emne som ofte kommer på tale, når gæster ser køkkenet i virke

Tina og Jakob i deres grønne køkken. Køkkenet fra Svane er i farven Skovgrøn, men både venner, familie og følgere på Instagram mener alle, at køkkenet er blåt og ikke grønt – et emne som ofte kommer på tale, når gæster ser køkkenet i virkeligheden.

Bolig

De fandt ikke det hus, de ønskede sig, så byggede de det selv - og tog et drastisk valg

28. september 2023
Af Julie Wittrup
Foto Mikkel Dahlstrøm/ Another Studio
Med en forkærlighed for 60’ernes arkitektur kombineret med konceptet #nowhitewalls har Tina og Jakob bygget en funkisvilla, hvor blotlagte mursten, farvede vægge og finurligt interiør smelter sammen.

Da Tina og Jakob satte boligjagten ind i stationsbyen Skjern, var drømmen at finde et skævt og arkitekttegnet 60’er-hus, som parret herefter kunne sætte deres eget præg på.

De kunne dog ikke få drømme og beliggenhed til at gå op, og derfor endte familien med at købe en byggegrund, hvor de helt selv kunne sætte stregerne til drømmehuset.

I tæt samarbejde med en arkitekt fik Tina og Jakob tegnet en funkisvilla i vaskeægte 60’er stil.

https://imgix.femina.dk/2023-09-20/34-1.jpg
Indgangspartiet til Tina og Jakobs funkisvilla, som er inspireret af Jørn Utzon og den klassiske funkisstil fra 60’erne.

– Vi har hele tiden drømt om fladt tag, gule mursten og gennemgående 60’er stil, og meget af vores inspiration kommer fra et hus tegnet af Jørn Utzon i 1965, hvor de gule sten, det brede udhæng og den murede skorsten kommer fra.

– Så vi har taget udgangspunkt i elementer og stilarter fra den periode og inkorporeret det med nutidens byggestil med ekstra højt til loftet, siger Tina.

https://imgix.femina.dk/2023-09-20/14-9.jpg
Som kontrast til det grønne køkken har Tina og Jakob valgt at integrere et åbent reolsystem i køkkenet, lavet i egetræ, der bruges som kaffestation og til udstilling af den farverige koppesamling. Den åbne løsning giver plads til at skabe personlighed i køkkenet, hvor det meste ellers er gemt væk bag skabslåger.
https://imgix.femina.dk/2023-09-20/28-2_1.jpg
I en stor fordelingsgang kan det være rart med forskellige lyskilder til forskellige behov. Spots kan f.eks. give et godt overordnet lys, men dekorative pendler og transportable bordlamper giver et mere hyggeligt lys. Det store skab i rattan er fra Ikea, bordlampe fra Verner Panton, vægspejl fra Ikea og pendel fra House Doctor.

Tina og Jakob havde en klar vision om, hvordan den nybyggede funkisvilla skulle indrettes og farvelægges, og der herskede ingen tvivl om, at der skulle farve på alle husets vægge.

– Både tapet og malede vægge er vi meget glade for. Vi fandt på konceptet #nowhitewalls, da vi planlagde det nye hus, og konceptet har vi fulgt.

Selv garagen er en farve, hvilket de fleste synes er lidt tosset, men vi er vilde med det, siger Tina, og fortsætter:

– Vi har måske taget nogle lidt modige og dristige valg, blandt andet et grønt køkken, mønstrede fliser på det ene badeværelse og tapetvæg i soveværelset, men vi lever efter mantraet, at selv om vi måske bliver trætte af det om 10 år, så har vi trods alt elsket det i 9,5 år og er ikke gået med en halvhjertet løsning, som vi måske også var blevet trætte af.

– Vi maler om, hvis vi finder en ny fed farve, vi må teste, og hvis vi føler behovet for at skifte køkkenet ud efter 10-15 år, så gør vi det. Så bliver det måske rødt … eller blåt, siger Tina.

– Mange af Tina og Jakobs bekendte synes måske, de er gået lidt amok i materialevalg og farver, og det kunne de også mærke, da de var ude hos de forskellige centre for at købe fliser og andre materialer.

 

Hvem

Tina Varridsbøl Sloth, 35 år, jobrådgiver, Jakob Varridsbøl Sloth, 37 år, ungeguide samt døtrene Vega på 7 år, Rosa på 5 år og Luna på 2 år. Følg Tina på @tina_varridsboel.

Hvad

Funkisvilla på 213 m² i Skjern.

Her blev de ofte mødt med ”er I sikre på det?”, og en ekspedient skuelede også over på Jakob for at høre, om han var med på nogle af de beslutninger, som Tina præsenterede.

– Altså i forhold til andre nybyggere vi kender, så har vi nok været ret modige. For os har det dog været nemme valg, og vi blev ret hurtigt enige om, at der skulle farve på alle vægge og knald på materialevalget, siger Tina.

https://imgix.femina.dk/2023-09-20/24-1_0.jpg
Tilføj en sjov effekt ved at vælge gardiner i forskellige farver. Du kan enten vælge gardiner i et tone-i-tone-look, eller som her kombinere to helt forskellige farver. Alkoven, som er en af familiens yndlingsdetaljer, er et klart bevis på, hvordan man kan forene tidstypiske referencer med nytidens byggeri. Spisebordet er fra Muuto, og de omkringstående stole er forholdsvist fra Arne Jacobsen, loppefund og en gammel fletstol fra Wegner, som Tina har købt billigt på Facebook Marketplace. Pendlerne er fra Wilhelm Lauritzen og vasen er af Knapstrup. Hynden i alkoven er syet på bestilling, og puderne er fra Sinnerup.
https://imgix.femina.dk/2023-09-20/16-8.jpg
Hvis du overvejer at kaste dig ud i et farvet køkken, kan det være en idé at gå efter mættede, douchede nuancer, ligesom farver, der findes i naturen, ofte er mere tidløse end pangfarver. Fliserne på væggen er købt hos HL Keramik og køkkengreb fra Svane er valgt i messing, ligesom armaturet.

https://imgix.femina.dk/2023-09-20/21-2.jpg
I forlængelse af det store køkkenalrum er der gjort plads til en lille arbejdsplads med et hjemmelavet skrivebord af en bordplade fra Ikea. Der er også blevet plads til en stor opslagstavle, som familien flittigt bruger til indkøbslister, familiebilleder og andre dekorative objekter.
https://imgix.femina.dk/2023-09-20/5-8%20%281%29.jpg
Skab blikfang i stuen ved at vælge enkelte møbler i en kraftig farve, som f.eks. den røde reol fra VidaXL, der står i kontrast til den blå væg, der er malet i farven Bright Skies fra Nordsjø. Sofaen er fra sofa.dk, gulvet, som er gennemgående i hele villaen, er fra Tarkett, og det store maleri over sofaen er af Amanda Zimmerlund. Sofabordet er fra Ikea.

TRE TIPS TIL STILEN

Farvede vægge er ikke nødvendigvis lig med pangfarver – en sart blå, beige eller gullig nuance giver stadig masser af effekt uden at stjæle fokus.

Vær tro mod husets arkitektur, og gå efter materialer og detaljer, der passer til stilen.

Hold de store flader simple, og tilsæt farvede møbler, kunst og skæve genbrugsfund for at give hjemmet personlighed.

https://imgix.femina.dk/2023-09-20/20-5.jpg
Skab sammenhæng ved at lade en farve gå igen i f.eks. tapet og gardin. På endevæggen i soveværelset har Tina og Jakob beklædt væggen med tapet fra det svenske firma Midbec. Kunsten på væggen er fra Janni Holst, Hay, Morten Christoffersen og Michael Kvium. Det stribet sengetøj er fra Turiform i modellen Conrad, og gardiner er fra Spjaldbo.
https://imgix.femina.dk/2023-09-20/18-8.jpg
Vil du gerne mikse fliser i forskellige farver og mønstre, kan du vælge et mønster i en klassisk farvekombination som f.eks. sort og hvid, så udtrykket ikke bliver for spraglet. Vægfliser fra HL Keramik, oversize knager fra Normann Copenhagen. Vægfarven hedder Tranquil Dawn og er fra Nordsjø.

Denne artikel blev udgivet i femina i uge 38 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også