https://imgix.femina.dk/media/ebc2095aa13b4be8b79ce0eff40668de.jpg
Selvudvikling

Signe Wennebergs 10 år med haver

17. februar 2012
af Britta bjerre
foto: birger storm
Signe Wenneberg, fast klummeskribent i SØNDAG, kommunikationsrådgiver og populær havebogsforfatter, satte én dag af til at være ked af det, da hun ikke blev valgt ind i Folketinget ved folketingsvalget i efteråret. Dagen efter var hun videre og væk fra politik på det plan. I stedet satte hun sig og skrev den havebog færdig, som hun udsender her i marts.

Signe i stikord

  • Selvstændig kommunikationsrådgiver, forfatter, selfmade haveekspert, klummeskribent.
  • Født 1968. Boede på en skovridergård ude på landet, fra hun var 12, til hun gik ud af gymnasiet i Haslev.
  • Mor til to drenge på 16 og 11 år, som hun har med to forskellige mænd.
  • Har studeret retorik og kulturformidling på Københavns Universitet. Bachelor i retorik med kulturjournalistik 1995.
  • Det er ti år siden, hun udsendte sin første havebog, som slet og ret hed »Den første have«. Siden er der udkommet syv havebøger. I marts udkommer den ottende, »Spis din have«, på forlaget Gyldendal.
  • I 2010 skrev hun sin første ikke-havebog: »Lev livet selv - Sådan bliver du lykkelig efter din skilsmisse«, som handler om positiv kommunikation.

Når Signe Wenneberg her i marts udsender en ny havebog med titlen »Spis din have«, markerer det samtidig et lille jubilæum.

For i år er det netop ti år siden, Signe debuterede som havebogsforfatter med bogen »Den første have«, der blev en regulær bestseller.

Ved et tilfælde
At Signe Wenneberg, der oprindeligt er uddannet i retorik ved Københavns Universitet og efterfølgende skrev som journalist for Politiken en årrække, overhovedet er blevet havebogsforfatter, er lidt af et tilfælde, ifølge hende selv.

- »Den første have" blev skrevet ret uplanlagt, fordi jeg pludselig kom til at gå hjemme i fem måneder med et barn, der havde fået alvorligt benbrud, fortæller hun.

Siden er det blevet til i alt syv havebøger samt bogen »Lev livet selv - en bog om positiv kommunikation i forbindelse med skilsmisser«, der udkom i 2010.

Folketingskandidat
Ved folketingsvalget i 2011 stillede Signe Wenneberg op som kandidat for Socialdemokratiet i Gentofte-kredsen, men blev
ikke valgt ind trods fine personlige stemmetal.

Allerede inden valget havde Signe Wenneberg besluttet, at hvis hun ikke kom ind, ville hun vende tilbage til græsrodspolitik.

Vis mig din kompostbunke
Hvor end Signe Wenneberg er i verden, spørger hun altid dem, hun besøger: »Må jeg se din kompostbunke?«

Folk undrer sig måske lidt. Men som Signe altid forklarer: - Kompostbunker siger SÅ meget om mennesker!

Men hvad siger Signes egen kompostbunke egentlig om Signe Wenneberg?
Her kommer hendes eget svar:

- Ha, ha, ja, hvad siger min kompostbunke om mig? Ok, jeg har forskellige bunker med forskellige grader af formuldning. Der er én med kompost, som er klar til at blive kørt ud her i foråret. Og der er én, som er mellem-klar, og hvor jeg hælder friskt grønt affald i. Det er den sidste, jeg er fotograferet ved.

- Ligesom arkæologerne kan sige rigtig meget om fortidens folk ved at studere køkkenmøddinger, synes jeg, man kan sige meget om de nulevende ved at undersøge vores kompost. Altså hvordan vi vælger at behandle vores grønne affald og vores jord. I min bunke kan man se, at jeg har høns, for her er ikke noget spiseligt, højst lidt æggeskaller. Her er blade, græsafklip, blomsterbuketter, kartoffelskræller, te- og kaffegrums, papir og alt muligt andet affald fra køkkenet.

Gøre nytte

- Hvis man kigger ned i min kompostbunke, fortsætter hun, - kan man med det samme se, at her bor nogen, der tænker på bæredygtighed og meget nødigt vil lade »vitaminer« fra køkkenet gå til spilde i skraldespanden, hvis nu de kan gøre nytte i jorden.

- Det er faktisk også det, jeg oplever rundt omkring i verden. At folk forsøger at tænke over, at alt, der kan være til nytte for jorden skal tilbage til jorden, som har skabt det, vi smider ud.

- Jeg har jo den biodynamiske tanke - også i min kompostbunke - at vi skal »jordforbedre«. I de sidste 50 år har vi glemt, at vi skal efterlade jorden, altså også mulden, i en bedre stand, end vi modtog den. Vi skal give vores børn en bedre og mere næringsrig jord, end vi selv overtog.

- Det kan man sagtens se, jeg mener, når man kigger ned i min kompostbunke!

Læs også