Sebastian Klein
Selvudvikling

Sebastian Klein: Jeg sagde til min kone, at hun skulle finde en ny mand

21. oktober 2016
af Susse Wassmann
foto: Claus Boesen, Ulrik Jantzen, Hanne Juul
For to år siden gik Sebastian Klein så langt ned med flaget, at han lå og skreg i en metalseng på et psykiatrisk hospital i fire dage. Det var tre år efter hans fars død, og inden sammenbruddet syntes han egentlig, at han havde det glimrende, så hvad skulle det have at gøre med ham? Det fandt han ud af, da han skrev bogen om sin far. Den bog, der blev til noget helt andet, end han havde planlagt.

Det var en nat i september for to år siden. Sebastian Klein vågnede ved, at det snurrede i fingrene på hans højre hånd – som om de sov. Han rystede hånden for at vække dem. Det hjalp ikke. Næste dag snurrede det stadig i fingrene. Og et par måneder efter var det ikke bare fingrene, men hele verden, der snurrede. Sebastian Klein var konstant svimmel og røg fra den ene speciallæge til den anden. Uden resultat. Nej, han havde ikke kræft, ingen hjernesvulst, ingen løse øresten, ingenting. Men svimmelheden havde helt overtaget hans liv, og til sidst brød han sammen på stuegulvet i en cocktail af frygt og udmattelse. Og blev indlagt på den psykiatriske akutmodtagelse på Amager.

– Jeg havde åbenbart fået stress, angst og depression – noget, jeg nægtede kunne ramme mig, fordi jeg altid har set mig selv som en psykisk stærk person. Og selv om jeg har haft sympati for folk, der gik ned af den ene eller anden årsag, så har jeg altid i mit stille sind tænkt, at det nok var nogle svage personer. Og at det aldrig ville ske for mig. Det passede slet ikke ind i mit selvbillede, fortæller Sebastian Klein over en kop kaffe i køkkenet i rækkehuset på Amager.

– Jeg ved stadig ikke den dag i dag, hvorfor jeg gik ned. Men ned gik jeg – for fuld damp. Jeg lå og skreg i en metalseng på en stue på et psykiatrisk hospital i fire dage. I dag kan jeg sagtens sidde og tale om det, men jeg kan stadig ikke helt forstå, hvad der skete. Hvorfor jeg pludselig fik decideret kuk.

https://imgix.femina.dk/07_sebastian_klein_tidslinje.jpg

Jesper Klein som 8-årig, forsiden af af Sebastian Kleins bog "Fra min faders skygge", Sebastian med sin far i hjemmet på Amager, til Lykke Nielsens begravelse. Sebastian og hans far bar kisten ud sammen med familien.

Svimmelheden kom tilbage

Har du ingen idé om det overhovedet?

– Jeg kan ikke sige, at det helt sikkert har noget med min far at gøre, men jeg tror det. For da jeg skrev denne her bog om min far, kom svimmelheden tilbage. Kun for en kort bemærkning, men den kom. Og jeg kunne pludselig huske, hvordan det var: Som at få en glasboble ned over hovedet, og verden udenfor bliver fjernet. Så som min kone sagde: ”Der er nok noget, du ikke har fået bearbejdet.”

– Det har hun nok ret i. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det ...

”Denne her bog om min far” er Sebastian Kleins hudløst ærlige fortælling om, hvordan det var at vokse op i skyggen af sin berømte fars op- og nedture. I ”Fra min faders skygge”, som udkommer den 31. oktober, inviterer Sebastian Klein folk ind i den lille families passionerede, kulørte, morsomme og tragiske liv med alle de succeser, fiaskoer, fester, tab, sygdom og forfald, det rummede. Det er historien om at vokse op som enebarn og stå alene med ansvaret for – og siden tabet af sine forældre. Og det skulle det slet ikke have været.

– I starten skulle det have været en biografi, en hyldestbog til min far, men hvis man skal lave sådan en bog, der skal være ægte, er man sgu nødt til også at tage de triste sider frem, og der var altså nogle alvorlige af slagsen. Så nu er det blevet min bog, hvilket ikke var meningen fra starten. Og jeg har været meget i tvivl om den. Det er svært at tage op igen, for man har jo nogle billeder af sit liv, og der er altså nogle ting, man skjuler lidt for sig selv. Som man ikke gider tage frem igen, fordi de gør nas.

Hvorfor valgte du så at skrive den på den måde?

– Fordi jeg hele mit liv er blevet spurgt om, hvordan det har været at være søn af Jesper Klein. Og jeg har aldrig fortalt noget, fordi folk altid har villet have noget. Jeg er født speciel på en helt vildt irriterende måde – det er jo ikke mig, der er speciel, men min far. Derfor har jeg fået en eller anden form for status, er blevet sat på en pind, hvor jeg har været ”Jesper Kleins søn”, før jeg var Sebastian. Sådan har det været, lige siden jeg var stor nok til at erkende, at min far var anderledes end andre mennesker. Og det har jeg altid haft det svært med, for hvad er man så selv?

Ingen måtte vide noget

– Det betød også, at jeg holdt alting hemmeligt, jeg byggede et skjold rundt om os, for ingen måtte vide noget. Jeg havde standardsvar, når folk spurgte: ”Det er røvkedeligt. Min far er nok kedeligere end andre fædre,” var et af dem. Men pludselig gik det op for mig, at nu er jeg jo den sidste. Min far og mor er døde, og alle de minder, der var vores, de er kun mine nu. Så jeg tænkte: ”Okay. Nu svarer jeg på, hvordan det har været at være Jesper Kleins søn!”

Du skriver selv i bogen, at han ville have hadet det …?

– Ha ha, ja, han ville have slået mig ihjel, hvis han vidste, at jeg skrev en bog om ham! Jeg truede ham altid med det, da jeg var barn: ”Bare vent! En dag skriver jeg en bog, der kommer til at hedde ”Fra min faders skygge”!” Så grinede han højt og sagde: ”Nej, du gør ikke, Bastian!”

Og hvordan var det så at vokse som Jesper Kleins søn?

– Som livet med alle fædre var min far min helt, mit forbillede og min rollemodel. Men som med alle fædre er der også ting, hvor jeg tænker: Bare det her ikke var sket. Alle, der siger, at de ikke fortryder en skid, er fulde af løgn. Vi har alle sammen ting, vi kunne have gjort anderledes – inklusive mig selv. Så det er ikke kun en bog om de ting, min far gjorde forkert, men også en bog om, hvad jeg selv kunne have gjort anderledes.

– Så med det dummeste udtryk i verden vil jeg sige, at det har været en rejse at skrive bogen. Det har det, fordi jeg har været tvunget til at se på hele min fars, min mors og min egen historie én gang til. Og folde den helt ud – ikke bare i de uddrag, man selv gerne vil huske, men lave et samlet, sandfærdigt billede. Sådan som det skete. Det har været en glæde, samtidig med at det har været virkelig sørgeligt. Der ligger en masse stolthed over mine forældre, men også en masse sorg.

LÆS OGSÅ: Det er ikke kun teenagere, der skammer sig over deres mor eller far. Som voksne kan vi også skamme os over vores forældre. Læs her, hvordan du frigør dig fra din skam

Det har været en følelsesmæssig rutsjetur

Du afslører nogle ting om din far i bogen, blandt andet at han var alkoholiker og forsøgte at begå selvmord på et tidspunkt?

– Ja, det skulle sgu med. For det fortæller også, hvem han var. Vi har sådan en trang til at sætte folk op på piedestaler, men vi er jo alle sammen mennesker, og vi fucker alle sammen op. Det har jeg gjort, det har min far gjort, det har min mor gjort. Og min fars alkoholisme fyldte så meget indimellem … Ikke da jeg boede hjemme, da omtalte vi ham altid som ”den gamle alkoholiker”, for han drak, men aldrig i skjul. Det var først, da jeg en dag opdagede, at han skjulte et glas for mig, da jeg kom uventet på besøg, at det gik op for mig, at han havde et problem.

– Min mor havde nok sagt noget inden, men man har en tendens til at slå sådan noget hen – det vil alle børn af alkoholikere sige. Man rykker sammen, det er de andre, der tager fejl. Og man har meget svært ved at se det. Så jeg beskyttede ham, blev en del af alkoholismen. Det blev både min mor og jeg.

På hvilken måde gik det ud over jeres familie, at din far drak?

– Min mor havde det slemt med det og ville gerne have, at han holdt op, men hun vidste også, at han elskede at drikke, så hun syntes, at han skulle have lov til det indimellem. Men det er ikke alle, der kan det. Alkoholisme er jo forskellig fra person til person. Min far stoppede først med at drikke, da han fik at vide af lægen, at han ville dø, hvis han ikke gjorde det. Inden da havde han hele tiden sagt: ”Jeg kan sagtens stoppe med at drikke, jeg har bare ikke lyst.”

De værste år

En aften i efteråret 1999 sad Sebastian Klein i sin nye lejlighed ikke så langt fra barndomshjemmet på Amager sammen med to kammerater og sin nye kæreste – og nuværende kone - Rikke, da telefonen ringede ved 23-tiden.

”Far dør! Far dør!” lød det i røret. Uden at sige et ord til nogen sprang han ned ad trapperne, ud i bilen og kørte de halvanden kilometer hjem til Billenborg, som hans barndomshjem hed, og fandt sin mor på knæ ved siden af sin nøgne og omtågede far oppe på reposen mellem første og anden sal.

”Åh, en hjerneblødning!” tænkte Sebastian.

Det var det ikke.

– Jeg tror ikke, at min far syntes, at det var særlig fedt at være ham i den periode, så han prøvede at tage sit liv. Det var spontant, der stod nogle af min mors sovepiller, så han tænkte: ”Dem tager jeg, og så kan det hele også bare være det samme!” Jeg er ikke sikker på, om han var fuld lige dér. Jeg havde altid meget svært ved at se, når han var fuld, for han var enormt god til at skjule det. Man kunne sgu ikke se på min far, om han havde fået en halv flaske sprut. Og man kunne ikke høre det, for han havde sådan et meget formfuldendt sprog, og var altid meget velformuleret – også, når han havde drukket.

– De 10-15 år omkring årtusindeskiftet var nok de værste. Og på det tidspunkt var jeg jo ligeglad med min far og mor. Jeg var flyttet hjemmefra, havde ikke fået børn endnu, og så gider man jo ikke rigtigt sine forældre. Ikke at vi ikke havde masser af kontakt – jeg bekymrede mig bare ikke specielt meget om dem.

Faderens selvmordsforsøg lykkedes ikke. Men bekymringen for faderen havde grundfæstet sig hos Sebastian. Jesper Klein forsøgte sig med en antabus-behandling, som ikke virkede – han drak sig igennem pillerne. Og Sebastian blev sat til at holde vagt ved sin far, når moderen ikke var hjemme. Tale med ham. Nå ind til ham. For at få ham til at holde op med at drikke.

Forkert rollefordeling

Blev du inddraget i dine forældres problemer på en måde, som ikke var helt sund? Kan det måske have været medvirkende til de eftervirkninger, du fik for et par år siden?

– Altså, jeg synes jo ikke, at jeg ville forlange de samme ting af mine børn, som de gjorde … Det var nok mest min mor, men det var jo fordi, hun var så desperat over hans alkoholmisbrug. Så hvis hun ikke var hjemme, skulle jeg være der. Og hvis der er noget, man ikke gider som søn, så er det at være sin fars fangevogter. Jeg havde det så dårligt med det, og det havde han også. Det var ham, der var patriarken, min læremester, og jeg hadede det.

LÆS OGSÅ: Er du mentalt robust?

Rollefordelingen var helt forkert.

- I det hele taget brød jeg mig ikke om at blive involveret i de dele af mine forældres liv, som ikke var lykkelige. Jeg ville gerne komme hjem til min far og mor og finde dem smilende og lykkelige og nikkende, så de kunne høre om, hvad jeg rendte og lavede. Så egoistisk en opfattelse havde jeg af tingene. Men i bund og grund er det vel det, vi alle sammen gerne vil have af vores forældre.

Sagde du aldrig fra?

– Jo. Jeg sagde da, at jeg ikke gad. Men så bliver man jo alligevel bekymret. Og tænker: ”Okay, så gør jeg det.” Selv om jeg afskyede det. At skulle tjekke op på, om min far var fuld. Han sagde også til mig, at jeg ikke behøvede det, at min mor overdrev. Og du ved … Lige så snart man får et halmstrå … Så det var ham, jeg gik med. Derfor blev min mor helt ufortjent i nogen grad skurken. Men hun frygtede jo for ham. Og et eller andet sted lå der nok også noget renommé i det, sådan: Åh nej, det er pinligt, folk snakker i branchen! Historien kom heldigvis aldrig ud, og det var godt, for som familie stod vi et rigtig, rigtig skidt sted. Et selvmordsforsøg er en frygtelig ting at komme ud for, og for mig blev det – igen – meget egoistisk, fordi jeg tænkte: ”Hvad fanden bilder du dig ind ikke at have interesse for, hvordan det kommer til at gå mig? Ved du ikke, hvad det vil gøre ved mig at miste dig? Når du nu selv har placeret mig i denne her verden, så har du kraftedeme også en pligt til at følge mig så lang vej som overhovedet muligt!”

Ubearbejdet sorg?

I sommeren 2006 dør Lykke Nielsen af kræft efter et langt og opslidende sygdomsforløb. Fem år efter følger faderen efter, kræft i leveren og bugspytkirtlen var hans diagnose. Ingen af gangene får Sebastian Klein tid og rum nok til at sørge.

– Jeg tror, at mit sammenbrud dels skyldtes, at jeg havde sagt ja til for mange ting, at der var for mange mennesker, der hev i mig fra for mange sider. Jeg havde dårlig samvittighed over for min familie, fordi jeg ikke havde en eneste friweekend sammen med dem i mange måneder frem – der var så mange ting, jeg gerne ville nå, som jeg ikke kunne.

– Samtidig ligger der jo også noget med, at i de svære perioder med min far og mor har jeg skullet være den voksne. Den positive. Da min mor fandt en knude i brystet var jeg den, der sagde: ”Arh, det er sikkert ikke noget!” Da vi så fandt ud af, at det var kræft, var jeg den, der sagde: ”Arh, det overlever man i dag!” Da hun så fandt ud af, at det gjorde hun ikke, var jeg den, der sagde: ”Arh, men det kan man leve længe med!” Jeg skulle hele tiden være den positive, når de andre gik ned og sørgede over alle de dårlige beskeder.

– Det var det samme med min fars alkoholisme: ”Arh, hold nu op. Slap nu af, så slemt er det ikke! ” Ikke at nogen påtvang mig den rolle – jeg tog den selv. Men når de så ikke er her mere, så stopper den treenighed jo. Og jeg tillod ikke mig selv at sørge ret meget, da de døde. Dels fordi jeg var skidebekymret for min far, da min mor døde – ville han så gå i hundene? Dels fordi der efter min fars død var så meget, der skulle gøres og arrangeres, det hele gik meget op i praktik.

Så måske ligger der noget ubearbejdet sorg dér?

– Jeg ved det ikke. Jeg er ikke nervøs for at tale om det, men jeg ved det virkelig ikke.

Overstadigt lykkelig

Gik du i behandling, efter du blev udskrevet fra det psykiatriske hospital?

– Ja ja, psykolog og coach og psykiater – alle mulige sjove ting. Og jeg fik også nogle fede piller, sådan nogle lykkepille-agtige nogen. Det var dem, der fik mig ud af min nedtur. På det tidspunkt troede jeg stadig, at jeg fejlede noget fysisk, for selv om jeg lå derinde på en psykiatrisk klinik, var jeg sikker på, at dét, der havde fået mig helt ned, var, at man ikke havde fundet ud af, hvorfor jeg var svimmel.

– Det var først, da de piller kickede ind – og det gjorde de på den sjoveste måde, for jeg gik fra at være svimmel og deprimeret og ikke kunne andet end at ligge inde på sofaen og se Netflix, til at jeg fra den ene dag til den anden blev overstadigt lykkelig. Fordi jeg fik en god dosis, som gjorde, at mit lykkeniveau røg helt op at ringe. Det var fra den ene yderlighed til den anden: Alt forsvandt, jeg blev ikke bare rask – jeg blev overstadigt lykkelig. Hvilket jo var lidt svært for min kone at håndtere. At hun den ene dag havde en mand, der ikke engang kunne gå ud efter et glas vand selv, til at have en mand, der dansede rundt.

– Det var ikke fordi, jeg ikke havde nogen veneration for dem, min kone og mine børn, under mit sammenbrud, min tanke var bare: ”Jeg kan ikke bruges til noget mere. I er nødt til at finde en, der kan, for jeg kan ikke. Så lev godt, glem mig”. Det var sådan set dét, jeg sagde til min kone: At hun skulle finde en ny mand.

Hvordan har alt det her påvirket dit og Rikkes forhold?

– Hun havde det hårdt bagefter. Det tog hende noget tid at komme sig. Plus at jeg blev absurd egoistisk på de dér piller. Lige så snart man bliver glad igen, bliver alting jo ligegyldigt. Jeg kunne ikke tage mig af noget, hun måtte ordne rigtig mange ting, og hun syntes ikke, at jeg var fed dér. Og heller ikke i den periode, jeg var nede, hvor jeg bare lå inde på sofaen og så alt, hvad der var på Netflix. Børnene kunne jo også godt se, at den var gal, så de var også bekymrede. Og jeg kunne genkende den bekymring, de havde for mig – det var den samme, jeg havde for min far. Og det slider på en som barn.

Den dobbelttydige skygge

I dag er Sebastian Klein stort set trappet ud af pillerne – han får en meget lille dosis hver fjerde dag.

– Det er ingenting, men jeg er skidebange for at slippe dem helt, for jeg er så angst for at få et tilbagefald. Virkelig. Det er min største angst, og den tror jeg aldrig helt forsvinder.

Du skriver i bogen, at du ikke længere forsøger at træde ud af din fars skygge – hvad betyder det?

– Der kom jo et tidspunkt, hvor jeg måtte erkende, at jeg er så farvet af min far og mor – både menneskeligt, fysisk og mentalt. Jeg er et produkt af arv og miljø, selv om jeg har prøvet at gå mine egne vejen med naturvidenskaben … Men jeg kan ikke – og jeg vil ikke – frasige mig den arv, jeg også har fra dem.

– Så skyggen er dejligt dobbelttydig. For den er både skidt at være i, men også noget, der giver … ja, skygge. Man vil gerne ud og stå i solen, men nogle gange er det sgu også meget rart at komme ind i skyggen. Det er noget, jeg efterhånden føler mig tilpas ved … I dag er det ikke en slem skygge.

Og det er der en tryghed og en stolthed i at affinde sig med. At man ved, hvem man er, og hvor man kommer fra.

Læs også