Sådan bliver du bedre til at håndtere konflikter
Mental sundhed

Konfliktsky? Sådan lærer du at takle konflikter

Kender du det, hvor en person maser sig ind over dine personlige grænser? Hvis du er konfliktsky, så vælger du sikkert at lade som ingenting. Vi har spurgt familieterapeut Fie Hørby, hvorfor vi bliver konfliktsky - og hvad kan vi gøre ved det.

"Pyt, det er ikke så slemt! Jeg lader ham bare sige det, for jeg orker ikke at gøre noget ved det".

Tænker du sådan, når du oplever at blive gjort til grin, overhørt, fornærmet eller på anden måde får overskredet dine personlige grænser? Så er du konfliktsky. I stedet for at løse problemet med det samme, går du udenom, fordi udsigten til en konflikt er langt mere skræmmende end at blive dårligt behandlet af andre.

Men det gør, at du bagatelliserer ting, der er vigtige for dig - og at du går på kompromis med dig selv. Men det er ikke en holdbar strategi i længden, mener psykoterapeut Fie Hørby, for din konfliktskyhed går ikke kun ud over din selvagtelse - du lærer heller ikke noget om dig selv, for vi udvikler os nemlig igennem konflikter. Men hvorfor er det så svært for mange mennesker at tage en konflikt, når den opstår? Hvordan bliver vi konfliktsky?

Læs også: Ekspertens 8 råd til at lære at takle konflikter

Den højtråbende vs. den tavse

- Konfliktskyhed hænger i nogen grad sammen med temperament og personlighedstræk - nogle mennesker er ligefremme i deres væremåde og siger deres mening med det samme, mens andre er mere tilbageholdende af natur. Herudover har det meget stor betydning, hvordan vi har lært at takle konflikter i barndommen, siger familieterapeut Fie Hørby.

I nogle familier lærer barnet, at man kommer længst ved at gå stille med dørene. Konflikter bliver ikke tolereret for ikke at ødelægge den gode stemning. I nogle hjem er "I vores familie skændes vi aldrig" eller: "Vi har det bedst, når vi alle taler stille og roligt" vigtige værdier. Måske har barnet aldrig hørt sine forældre skændes. Når det vigtigste er, at der er fred i huset, holder de fleste børn op med at kæmpe for at få sagt deres mening. Og derfor virker det skræmmende, når andre senere i voksenlivet lægger op til konflikt. 

Men det er ikke kun mangel på konflikter, der kan føre til, at man bliver konfliktsky. I andre familier er man meget højtråbende og har konstant konflikter - og det kan skubbe en i modsatte grøft som voksen.

- De færreste mennesker ved, hvordan man har et godt skænderi, hvor alle bliver klogere. I stedet for at lytte og give plads til, at der er flere måder at anskue en sag på, går vi ind i konflikten efter princippet, at angreb er det bedste forsvar. Man bliver forslået af konflikten, for i kampens hede får man sagt ting, der nok har et gran af sandhed i sig, men som bliver sagt alt for voldsomt. Ingen føler sig hørt eller set i familien, og derfor kæmper man hårdere og hårdere for sin egen integritet, mens man forventer, at der sker noget nyt. Men det gør der ikke. Jo ældre man bliver, desto mere frustreret bliver man over at 

Giv et gaveabonnement i julegave! Vælg imellem 17 forskellige blade - f.eks. PSYKOLOGI. Klik her for at læse mere

Konflikter er vigtige

Men det er faktisk rigtig vigtigt, at vi ikke bare kryber uden om enhver form for konflikt i voksenlivet. 

- Konflikter er ubehagelige, og derfor bruger vi mange kræfter på at undgå dem. Men selvom det er besværligt og hårdt med konflikter, er det godt med uenighed og forskellighed, for vi lærer både noget om os selv og den anden i konflikten. Vi kan lige så godt se i øjnene, at vi i relationer vil noget forskelligt på et eller andet tidspunkt, og derfor opstår konflikterne som noget helt naturligt, uundværligt og uundgåeligt. Problemer opstår, når vi ikke vil bearbejde konflikterne, enten fordi vi bilder os ind, at vi er ens eller slår hinanden i hovedet med forskellighederne, forklarer Fie Hørby.

Som konfliktsky tilpasser man sig andre mennesker, men får en tungere bagage at slæbe rundt på, for uanset hvordan man forsøger at undgå konflikter, er resultatet, at man får mere at slås med, fordi de konflikter, man ikke har taget, kommer til at fylde for meget og avle grund til endnu flere konflikter.

- Man føler sig ensom, fordi man ikke bliver hørt og set, og det kan igen føre til manglende livsglæde eller kedsomhed, fordi man lukker noget af livet ude. Et godt skænderi kan give ny energi og rense luften; derfor er det vigtigt at gennemleve konflikter, råder familieterapeuten.

Når man undgår at tage konflikter, brænder man inde med sine meninger. Det er ifølge Fie Hørby også grunden til, at mange mennesker på en arbejdsplads taler dårligt om dem, der ikke er til stede, for ud skal det. Og det kan også gå ud over mand og børn, når man kommer hjem. Man er i dårligt humør, fordi man har svigtet sig selv ved ikke at tage sin egen mening alvorligt.

- Konfliktskyhed fører til, at du føler mindreværd. Du giver andre din kraft ved ikke at stå ved dig selv og give udtryk for den, du er. Måske tvivler du på, at du overhovedet har noget at byde på, og føler, at andre ikke respekterer dig, siger Fie Hørby.

Læs også: "Det kan altid blive lidt bedre" - Sæt din indre perfektionist på plads

Øv dig i at tage konfliken

- Når vi skyr konflikter, mangler vi evnen til at udtrykke os klart og tydeligt omkring vores behov. Men der er kun én løsning, hvis man vil lære at tage konflikterne, når de opstår. Det er at tage dem! Det er svært, men ikke umuligt. Det er vigtigt, at man ved, hvad man vil, når man går ind i en konflikt. Og det kan man øve sig på, siger Fie Hørby.

- Mange mennesker har dog svært ved at mærke deres behov, når det trækker op til konflikt. Først bagefter går det op for dem, at de skulle have sagt fra. I disse tilfælde er første skridt at blive bevidst om det ubehag, man føler i situationen. "Nu går hun over mine grænser, men jeg er stadig ikke parat til at sige noget."

- Næste skridt er så at sige noget, når du mærker, at dine grænser bliver overtrådt, men før du gør det, er det en god idé at øve dig, så du ikke bliver overvældet af dine følelser i situationen. Det kan du gøre ved at tænke over, hvad du kunne have sagt i den situation, hvor du oplevede ubehag, men ikke sagde noget.

- Når du går ind i en konflikt, er det vigtigt ikke at blive belærende, bebrejdende eller irettesættende. Lær dig et ordentligt sprog, hvor du giver konstruktivt udtryk for dine grænser. Øv dig i at tale personligt - giv udtryk for, hvordan du har det. Bliv på egen banehalvdel og fortæl, hvad du ikke kan lide eller ikke vil have. Jo tættere en relation du har til vedkommende, desto mere vanskeligt kan det være at tage en konflikt.

- Jeg kan derfor anbefale, at man øver sig i mindre farlige situationer, som når man bliver sprunget over i køen i supermarkedet eller lignende. Husk, at du udvikler dig af at tage konflikter, og at enighed hele vejen igennem er kedeligt i længden. Vær tålmodig, for al forandring tager tid.

Du vil højst sandsynligt gøre, som du plejer ni ud af ti gange, men den ene gang du gør noget andet, husker kroppen, at det var godt at få sagt fra. Som barn var det livstruende at sige fra, men det er det ikke længere. Din krop begynder at få nye oplevelser, der føles gode, og det betyder, at du vil få lyst til at tage flere konflikter over tid, lyder det fra Fie Hørby.

Læs også: Sådan takler du skilsmissen

Læserne fortæller: Sådan har vi det med konflikter

Carina, 26 år

"Jeg undgår helst konflikter, så når jeg kan se, at der er en på vej, smutter jeg gerne. Jeg kan komme på mange eksempler, f.eks. i forhold til min læge. Jeg har en meget dårlig arm og har haft det siden 2007, og helt frem til 2010 krøb jeg udenom uden at brokke mig eller gøre indsigelser, hver gang min læge sagde, at der ikke kunne gøres noget - alene fordi jeg ikke ville skabe en konflikt. Det har så resulteret i, at jeg den dag i dag har en endnu dårligere arm. Jeg er dog kommet under behandling nu, fordi jeg skiftede til en anden læge, der meget bedre forstod mit problem."

Camilla, 32 år
"Jeg er meget splittet med hensyn til det at være konfliktsky - jeg er både/og - det kommer an på, hvem jeg er sammen med. Når jeg er sammen med mine barndomsveninder, tøver ingen af os med at sige fra, hvis vi synes, én af os har gjort eller sagt noget forkert. Det er både sundt og gavnligt, at vi forsøger at løse konflikter med en åben dialog, men nogle gange kan det også resultere i, at vi er lidt for ærlige over for hinanden med det resultat, at én af os bliver rigtig ked af det. Da min veninde fortalte, at hun overvejede at blive gravid, fór jeg straks op og sagde, at jeg syntes, det var dybt uansvarligt at få et barn, fordi hun gennem længere tid havde haft problemer med sin kæreste. Min veninde brød helt sammen, for hun var faktisk allerede gravid. Det er til gengæld noget helt andet, når jeg er sammen med veninder fra studietiden. De er alle meget konfliktsky, og det smitter af på mig. Selvom jeg nogle gange har lyst til at tage noget op, som irriterer mig, lader jeg være, fordi jeg ved,
hvor ubehageligt det ville være for dem - og dermed også for mig."

Læs mere om: