Liv Utzon
Selvudvikling

Designer Liv Utzon: Jeg er en badeand – sådan én, man ikke kan tippe omkuld

13. juni 2017
af Susse Wassmann, redigeret til web af Charlotte Kobberøe Fink
Foto: Anja Ekstrøm
Liv Utzon gik for fem år siden konkurs med sit firma. Hun blev til evig tid frataget retten til at designe i sit eget navn. Og oveni det hele fik hun kræft og gik igennem en skilsmisse. Men Liv Utzon flyder ovenpå.

Alt ramlede for Liv Utzon på én gang

For fem år siden gik designer Liv Utzon konkurs med sit firma Benedikte Utzon A/S. På et splitsekund blev alle butikker i Danmark, Sverige og Norge lukket – og den virksomhed, som Liv Utzon havde opbygget og drevet gennem de sidste 12 år, forsvandt fra den ene dag til den anden.

Tilbage stod Liv Utzon uden en krone på lommen. Hun var lige blevet skilt fra sin mand gennem 17 år, og samtidig havde hun fået konstateret hudkræft – og nu måtte hun begynde helt forfra. Skabe et nyt hjem for hende og hendes datter Bartholine, skabe et nyt firma – og et nyt navn. Da Liv, som privat hedder Benedikte, oprettede sit firma, var det i nemlig hendes eget navn. Og da hun gik konkurs, skulle hun efterfølgende købe sit designernavn tilbage for 20.000 kroner.

– Når man går konkurs, har man ikke noget. Som i overhovedet ikke noget. Så jeg bad om betænkningstid og tid til at skaffe pengene. Jeg skulle jo også have møbler – lejligheden her var helt tom – og Bartholines og mit liv til at fungere bare nogenlunde igen. Og så var jeg naiv, for jeg var slet ikke inde over de ting, man skal være i sådan en situation. Jeg tænkte bare: ”Hvem kan bruge mit navn ud over mig?” siger Liv Utzon.

Fra Benedikte til Liv

Et par måneder efter havde Liv Utzon fået skaffet de mest livsnødvendige ting til hende og datteren nye liv, hun var færdig med strålebehandlingen og havde fået job som designer i et andet firma. Der var nogenlunde ro på bagsmækken.

– Så jeg kontaktede advokaten og sagde, at jeg gerne ville købe mit navn tilbage nu, men det kunne jeg ikke. Det var allerede solgt. Og jeg måtte ikke få at vide til hvem.

Det skulle hun dog finde ud af. For da hun efter at være kommet nogenlunde på fode igen efter konkursen, skilsmissen og strålebehandlingen fik mod på at lave sit eget tøjmærke igen, blev hun igen konfronteret med ham.

– Jeg skabte mærket Est. 1995 sammen med en partner, og vi havde kontaktet en advokat, som ikke kunne se nogen problemer i, at der stod ”Est. 1995 – Benedikte Utzon Wardrobe” i nakkemærket, så længe det ikke kun hed Benedikte Utzon. Det gik rigtigt godt lige fra starten, men ham, der havde købt mit navn, mente, at det var en krænkelse af Benedikte Utzon – som jo er ham. Så han lagde sag an imod os, og det endte med, at han også overtog Est. 1995.

– Jeg ved ikke, om du kan forestille dig det … Der er noget identitetsforvirring i det – også for andre mennesker. Jeg har i hvert fald valgt ikke at tage navneforandring privat, det er simpelthen for menneskeligt grænseoverskridende, synes jeg. Jeg hedder jo Benedikte Utzon. Det er mit fødenavn, jeg har ingen mellemnavne, og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi drømt om at stå i sådan en situation. Det er heller aldrig set før, så der har ikke været nogen, der kunne rådgive mig.

LÆS OGSÅ: En kvinde der er stor, kan også være sexet

Højesteret og erstatning

Ud over at Lasse Skaarup, som han hedder, overtog Benedikte Utzon A/S og Est. 1995, dømte Højesteret også Benedikte Utzon til at betale ham lidt under en halv million kroner i erstatning for krænkelsen. Penge, som hun ikke har, så hun skylder stadig. Det eneste, hun ikke ville skrive under på i forliget, der blev indgået, var, at hun aldrig måtte designe i sit eget navn mere. Så sagen endte i Højesteret, hvor hun i december måned sidste år tabte endnu en gang.

– Jeg har fået en livstidsdom på, at jeg aldrig må arbejde som designer i eget navn igen, der kan ikke gøres mere nu. Jo, jeg kan tage den til Menneskerettighedsdomstolen, men jeg tror ikke, at jeg orker det. Jeg har brugt så mange år på det her, og jeg føler bare ikke, at jeg kan mere. Jeg kunne godt have valgt at lukke ned for mange år siden, men det har også været et spørgsmål om etik og moral for mig. Det er jo helt kafkask, det her.

Hvor har du gjort af al vreden?

– Jeg er nok mere ked af det, end jeg er vred. Han (Lasse Skaarup, red.) følger jo bare loven. Han laver tøj i mit navn nu, og det må man gerne. Ud over det har jeg ingen kommentarer til ham.

Nyt firma

Da Est. 1995 også blev taget fra Liv, satte hun sig ned og prøvede at regne ud, hvad hun så skulle gøre. Hun var enlig mor og skulle jo ligesom tjene nogle penge, og der var ingen, der ville have hende som designer.

–De stillinger, jeg gerne ville have haft, kunne jeg ikke få, for man skal vide, hvem designeren er. Hele moden er jo personificeret. Så sådan en dom efterlader et menneske i et vakuum, hvor man er fuldkommen handlingslammet.

– Medmindre man er mig.

Hvad mener du?

– At jeg er en badeand.

En badeand?

- Ja. Sådan en, man ikke kan tippe omkuld. Så jeg besluttede at gøre noget helt alene, uden partnere, uden noget som helst, bare mig. De refleksioner, jeg havde gjort mig, var lidt et wakeupcall for mig, og jeg kunne mærke, at jeg stadig havde noget på hjerte. Jeg er ikke færdig som designer, jeg er ikke færdig som menneske. Det er ikke ligegyldigt, om jeg er her eller ej – jeg kan rent faktisk gøre en forskel.

– Jeg har jo i virkeligheden været en af dem, der har stået for at lave tøj til dem, vi ser på modeshows – den perfekte kvinde. Jeg bookede som de fleste andre meget høje, tynde, unge piger og stillede ikke så mange spørgsmålstegn ved det. Selv om de overhovedet ikke var min egen målgruppe. Og da Cover-gate (sagen med den alt for tynde model på forsiden af magasinet Cover, red.) kom for et par år siden, vågnede mange af os designere op. Er det virkelig det, vi står for? Det giver jo ingen mening i forhold til, hvordan jeg selv ser ud. Eller mine veninder. Eller kvinder på gaden. Der er jo nærmest ingen, der ligner de modeller.

– Så jeg besluttede mig for at droppe hele den verden for to år siden. Og tænkte: ”Shit! Gør jeg kun det her nu? Skal jeg aldrig tilbage til det andet?” Jeg troede, jeg ville blive totalt yt og ryge helt ud af branchen, hvis jeg begyndte at lave tøj til store og kurvede kvinder, men jeg oplevede det helt omvendte: Jeg fik utroligt meget respekt. Første gang jeg skrev om mit nye firma, My Little Curvy Love, på Facebook, var der 6.000 kvinder, der skrev til mig på tre dage. Sekstusind!! Det var så vildt.

LÆS OGSÅ: Designerens 5 tips til kurvede kvinder

Hvad er vigtigst

Lige nu laver Liv alting selv i sit nystartede firma. Hun har kun en sælger og en ekstern bogholder, ellers bliver alt lavet hjemme fra hendes lejlighed. Selvom det lige nu kører på underskud, så håber hun, at hun kommer til at leve af det på et tidspunkt. For hun har noget på hjerte – og så har hun fundet ud af, hvad der er vigtigt for hende.

- Er det vigtigt at stå på en scene og blive klappet af, og at en masse journalister skriver noget godt om mig – for så at gå ind i et lille hul igen og tegne videre? Nej, det er ikke vigtigere, end når en kvinde for eksempel skriver til mig, at hun nu tør at gå på gaden igen. Eller har fået en kæreste. Eller et job. Eller selvtilliden tilbage. Du drømmer ikke om, hvad folk skriver til mig! Og den respons giver mig tusind gange mere end at blive klappet af i rampelyset. Jeg kunne lige så godt have lagt mig ned flatdown og sagt: ”Nu kan jeg ikke mere!” Det har jeg da haft lyst til, men kun i nogle timer ad gangen.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/py02-abobanner-6430x2052.jpg

Læs også