Christina Bølling
Psykologi

Chefredaktøren: Verden er fuld af nuancer

Jeg hører til en generation fra en tid, hvor ondt var ondt, og godt var godt. Det tager tid at ændre så polariseret et livssyn og forstå, at verden – og mennesker – består af begge dele. Men fordelen ved at overgå til et nuanceret livssyn er, at der også kan komme gode oplevelser ud af noget dårligt!

Chefredaktør Christina Bølling: Der kan komme gode oplevelser ud af noget dårligt

Hop med tilbage i tiden til et DR-program, hvor direktøren for en stor dansk kemivirksomhed var havnet i den varme stol hos en graverjournalist. Journalisten havde været i Mellemamerika og set, hvordan virksomhedens skadedyrsbekæmpende midler blev håndteret af ludfattige timearbejdere, der gik med giftspande på ryggen og sprøjtede uden værn. Arbejderne døde og fik kræft og kunne enten ikke få børn eller fik børn, der så mærkelige ud. Direktøren blev spurgt, hvad han havde tænkt sig at gøre ved problemet. Han svarede: ”Ikke noget, vi har jo retten på vores side. Og i øvrigt har vi jo skrevet, at det ikke må bruges på den måde.”

Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte: ”Du har retten på din side, men hvordan har din samvittighed det?”

Jeg forventede i min naivitet, at alle havde sådan én. Det gør jeg ikke automatisk i dag.

Vi har vænnet os til, at det, der ser rigtig godt ud på overfladen, sagtens kan dække over noget værre lort, og at onde mennesker kan udvise virkelig gode egenskaber.

 

 

Ja, undskyld banaliteten i det, jeg skriver. Men jeg hører til en generation fra en tid, hvor ondt var ondt, og godt var godt. De onde var dem på den anden side af jerntæppet, og de gode kom fra USA. Det tager tid at ændre så polariseret et livssyn og forstå, at verden – og mennesker – består af begge dele. At det gode er det onde, bare set i et andet lys. Og omvendt.

Fordelen ved at overgå til et nuanceret livssyn er, at der også kan komme gode oplevelser ud af noget dårligt. Det fortæller Benedikte Utzon om på side 16. Den succesrige designer sad i et stort hus med mand og barn og mistede alt – blev skilt, fik kræft og gik konkurs på én gang – og oveni tabte hun retten til at bruge sit navn. Danske domstole har stadfæstet, at Benedikte Utzon er navn og brand under ét, og derfor kan hun ikke engang namedroppe sig selv. Låst. Helt. Fast. Som journalist Susse Wassmann sagde efter mødet med den 51-årige designer: ”Hun er en overlever. Hun kalder sig selv en badeand, sådan én, der bliver ved med at flyde ovenpå. I stedet for at synke sejlede hun et andet sted hen og genopfandt sig selv. Jeg ville f.eks. ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis nogen tog mit navn.”

 

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: Sig det ærligt, men sig det sødt

 

Benedikte Utzon græder ikke snot. Hun har lært, hvem hun er indeni, og hendes historie får – ud over alt det andet – også én til at tænke på, hvor stor en rolle penge spiller i menneskers liv. I temaet på side 26 kan du se, hvad der ligger under, når vi er grådige eller nærige. Du kan også finde ud af, om du måske ubevidst blokerer for dit ”naturlige” pengeflow og kan opnå en sundere økonomi ved at ændre tankegang. Jeg har f.eks. en nær veninde, der har masser af penge i banken, men som bor i en etværelses og ikke kan finde ud af at bruge kapital på sig selv, fordi hun har en underliggende forestilling, som hun har med fra sin flippede ungdom om, at rige mennesker er onde.

På side 10 ser komiker Anders Matthesen tilbage på sin barndom – med en vis skam. Han var kvik og kreativ, men også sådan én, der provokerede og smed paradisæbler ind ad folks vinduer. Det gjorde han, selv om han inderst inde var en god én. Han kunne bare ikke lade være, fuldkommen som de utilpassede karakterer i hans film.

”Hvor kunne jeg dog have haft mange venner, hvis jeg bare havde været glad i stedet for at skulle spille sær,” siger han, der er aktuel i Pernille Rose Grønkjærs dokumentarfilm ”Den anden side”. I dag gør Anders en dyd ud af at være et ordentligt menneske. Men forestil dig, at han havde været et dydmønster, der tidligt havde kastet sig over mindfulness i stedet for film? Så havde mine børn aldrig lært, at det ikke nødvendigvis er russerne og tyskerne, der er onde, men en vikar som Gunnar i ”Terkel i Knibe”, som ellers præker antimobning og dyrevelfærd. Og jeg ville stadig være fan af Krystle fra ”Dollars”.

 

God læselyst med denne udgave af PSYKOLOGI

Christina Bølling, Chefredaktør

Smugkig i det nye PSYKOLOGI her

Læs mere om: