Tigerspring
Baby

Tigerspring: Alt om din babys mentale spring

Dit barn tager 10 mentale spring i løbet af det første halvandet år af sit liv. Spring, der kaldes tigerspring. Læs om dem her.

Du troede lige, I havde fundet en rytme, og at du altid kunne trøste og berolige. Men pludselig græder og pylrer din baby konstant. Måske kan det hjælpe lidt på dine bekymringer at tage et kig på teorien om tigerspring, som to hollandske forskere redegør for i bogen 'Vidunderlige uger'.

Et tigerspring er et udviklingsspring, hvor din baby gennemgår store forandringer, som for en tid gør det forvirret og ekstra omsorgskrævende. Ifølge forskerparret kan du forvente ti tigerspring i det første halvandetårs tid af din babys liv, og selvom nogle mener, at tigerspring ikke er virkelige, er der nok mindst lige så mange, der kan nikke genkendende til de beskrivelser, du kan læse herunder.

Tigerspring: 10 faser af den mentale udvikling

Når jeres barn tager et tigerspring vil I opleve, at dets humør vil gå op og ned.

Tigerspring kommer som hovedregel, når jeres barn er 5, 8, 12, 19, 26, 37, 46, 55, 64 og 75 uger gammelt. Alle børn skal igennem den samme udvikling, men det er forskelligt, hvornår udviklingen begynder, så der er ingen grund til at blive urolig, hvis guldklumpen er mild og tilfreds i uge 5.

 

Læs om alle 10 tigerspring her:

Første tigerspring (ca. 5 uger)

Andet tigerspring (ca. 8 uger)

Tredje tigerspring (ca. 12 uger)

Fjerde tigerspring (ca. 19 uger)

Femte tigerspring (ca. 26 uger)

Sjette tigerspring (ca. 37 uger)

Syvende tigerspring (ca. 46 uger)

Ottende tigerspring (ca. 55 uger)

Niende tigerspring (ca. 64 uger)

Tiende tigerspring (ca. 75 uger)

 

 

Sådan ved I, at et tigerspring er på vej

I ved, at et spring er på vej, når jeres barn bliver omklamrende og kræver opmærksomhed. I kan opleve anfald af gråd uden grund, at barnet bliver ængsteligt overfor fremmede, og at det er svært at gøre barnet tilfreds. Det kan også ske, at det hverken vil sove eller spise.

Tigerspring gør barnet i stand til at lære nyt og forstå verden bedre. Det er hverken sjovt for jeres barn eller jer, mens det står på, men det er nødvendigt for jeres barns udvikling.

 

Sådan kommer i igennem et tigerspring

Børn er forskellige, så der er ingen universalopskrifter på, hvordan I kan støtte jeres barn i et mentalt spring. I kender jeres barn bedst og I er de bedste til at afkode dets behov, men tryghed, kropskontakt og nærhed vil hjælpe de fleste børn.

Nogle børn kan man hjælpe igennem et tigerspring ved at finde på lege, som stimulerer og lærer barnet sine nye færdigheder at kende. Jeres største udfordring som forældre, vil for de fleste være at bevare tålmodigheden, mens barnet er ved at tage et spring. Hold ud - det går snart over igen. Tænk på, at jeres barn er blevet klogere og mere parat til verden end før tigerspringet.

LÆS OGSÅ: Motorik - hvad kan din baby hvornår?

Fakta om tigerspring

Fænomenet er døbt tigerspring af hollænderne Hetty Van de Rijt og Frans Plooij, der gennem 25 år har studeret mere end 10.000 babyers adfærd. De har fundet ud af, at alle børn udvikler sig i mentale spring.

Hvert tigerspring, der sker nogenlunde samtidigt for alle, giver børnene mulighed for at samle informationer på en ny måde og bruge dem til at udvikle de færdigheder, de har brug for i deres udvikling - både fysisk og mentalt - for at blive velfungerende voksne.

Men når det sker, vil barnet have en urolig periode, hvor det er besværligt og omklamrende og har brug for ekstra omsorg, fordi forandringerne i den mentale og fysiske udvikling, gør barnet uroligt. Det er en hård periode for både barn og forældre. Men bedst som man har lyst til at ringe efter professionel hjælp, bliver den lille, ulykkelige igen glad og medgørlig og behersker oven i købet pludselig nye færdigheder.

 

Få mere information om tigerspring

I 'Vidunderlige uger', der er en international bestseller om børns mentale udvikling og skrevet af forskerparret Hetty van de Rijt og Frans X. Plooij.

Bogen beskriver de helt specifikke perioder, hvor barnet pludselig sover dårligere, græder og er mere omklamrende. Bogen giver dig indsigt i, hvad det er baby oplever, og hvad du, som forælder, kan gøre for at støtte barnet i de specifikke udviklingsspring, hvor barnet begynder at opfatte mere af verdenen.

Bogen er fuld af checklister, oversigter samt lege og legetøj der stimulere barnet i lige præcis det 'spring' de er i.

Bogen kan købes HER 

Forstå et tigerspring

Denne video er på engelsk, men forklarer for bedste vis, hvad der er, der sker for dit barn i et tigerspring. Som Marco Plas forklarer:

- Forestil dig, at du ved, hvordan ting smager, hvordan de ser ud - men så vågner du en dag og ALT er anderledes. Alt smager anderledes, ser anderledes ud.

Det kunne godt gøre én en smule urolig, ikke sandt? Det er, sådan cirka, dét, dit barn oplever i forbindelse med tigerspring. Se hele videoen her:

Det er hårdt og vidunderligt at have en baby - og fantastisk at følge deres udvikling. Og de kan faktisk endnu mere, end nu (måske) vidste.

Se med her: 7 VILDE ting din baby kan

7 VILDE ting din baby kan

 

 

Læs mere om: