Pulled pork sandwich
Mad

Pulled pork sandwich - ægte Texasmad

17. februar 2022
af Louisa Lorang
Foto: Stine Christiansen/Skovdal & Skovdal
Pulled pork er i sandhed smagen af texas. Her får du opskriften på en pulled pork sandwich med bbq!

Det skal du bruge

  • 2 kg kamsteg, uden svær og ben

Rub pulled pork

  • 1 dl muscovadosukker eller brun farin
  • 1 spsk. sød paprika
  • 2 tsk. chipotlepulver eller røget paprika
  • 1 spsk. tørret oregano
  • 1½ spsk. salt
  • 1 spsk. fintmalede espressobønner
  • 1 spsk. stødt koriander
  • 2 tsk. frisk kværnet peber
  • lidt olie

Bbq-sauce pulled pork

  • 4 spsk. finthakkede løg
  • 5 fed hvidløg, finthakkede
  • lidt olie til stegning
  • 6 dl ketchup
  • 2 dl muscovadosukker eller brun farin
  • 6 spsk. æbleeddike
  • 2-3 spsk. chipotle i adobesauce
  • ½ dl espressokaffe
  • salt

Endvidere til pulled pork

  • ¼ rødkål
  • 1 spsk. sukker
  • ¼ dl limesaft
  • 2 håndfulde koriander
  • gode burgerboller
  • syltede agurker

Der er mange regler, når man laver pulled pork sandwich. Én af reglerne i Texas udgaven er, at man aldrig blander kødet i bbq-saucen, men serverer begge dele for sig. Den vildeste pulled pork sandwich, jeg nogensinde har fået, fik jeg hos Franklins i Austin. Jeg siger det bare: Gå aldrig forbi det sted, hvis du er i nærheden. Deres pulled pork sandwich er ren bbq-lykke!

Sådan laver du din pulled pork sandwich:

  1. Fjern det værste fedt fra stegen.
  2. Bland sukker, paprika, chipotlepulver, oregano, salt, kaffe, koriander og peber sammen, og hæld blandingen i en stor frysepose. Kom kødet i posen; massér rubben ind i kødet, og lad stegen trække i 8-10 timer i køleskabet - dette er vigtigt for at få den helt rigtige pulled pork sandwich!
  3. Tag stegen ud af køleskabet, og gnid den med 1-2 spsk. olie. Læg den i en stegeso eller en ildfast gryde med låg, og steg svinet ved 125° i 6-8 timer, eller til kødet er helt mørt. Lad det trække i 30-40 minutter.
  4. Træk kødet fra hinanden med to gafler, så du får skønne, møre flager. Overfladen har masser af smag og er helt sort, og indeni er kødet saftigt og mørt, så sørg for at blande det godt. Bland noget af lagen fra stegningen i kødet, så din pulled pork sandwich bliver rigtigt snasket og lækker.
  5. Sautér imens løg og hvidløg i lidt olie i en lille varm gryde eller kasserolle, uden at det tager farve. Kom ketchup, sukker, eddike, chipotle og kaffe i gryden, og lad saucen simre i 10 minutter. Smag til med salt. Stil bbq-saucen koldt indtil brug, og bland den ikke med kødet.
  6. Snit kålen fint, og rør sukker og limesaft sammen, til sukkeret er opløst. Vend kålen i dressingen, og "massér" den sammen med dressingen (det farver, så tag en frysepose eller handske på hånden), og vend koriander i salaten.
  7. Saml din sandwich med mayo, kål, kød, bbq-sauce og agurker, eller lad dine gæster samle deres sandwiches selv.
  8. Servér straks din sandwich, helst med en stor, sprød salat til.

Texaner tip til pulled pork: Coleslaw i din pulled pork sandwich er endnu mere traditionelt og også ganske fantastisk.

Læs også