Rabarberkage med låg af marengs
Mad

Rabarberkage med låg af marengs

24. juni 2014
af Christine Bille Nielsen
Foto: Henrik Freek
Skøn rabarberkage med låg af sød og sprød marengs. Lad kagen køle lidt af, før den skæres ud - den smager allerbedst helt friskbagt
12 personer

DET SKAL DU BRUGE TIL KAGEBUND

  • 125 g blødt smør
  • 125 g sukker
  • 4 æggeblommer
  • 250 g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 dl mælk
  • 1 springform (24 cm i diameter)

RABARBERKOMPOT

  • 1 bundt rabarber, ca. 750 g
  • 1 vaniljestang
  • 150 g sukker

MARENGSLÅG

  • 4 æggehvider
  • 200 g sukker
  • 2 spsk. flormelis

Sådan laver du Rabarberkage med låg af marengs

  1. Rabarberkompot: Rens rabarberne, og skær dem i stykker på 2 cm, og læg dem i et ovnfad. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Bland sukker og vaniljekorn, og drys det over rabarberne. Læg den tomme vaniljebælg ved rabarberne. Bag rabarberne møre i en 175° varm ovn i 15 minutter. Rør rundt, og afkøl. Hæld en smule af væden fra.
  2. Kagebund: Rør smør og sukker hvidt og blødt med en grydeske. Rør æggeblommer i, 1 ad gangen. Sigt mel og bagepulver over dejen, og vend forsigtigt dejen sammen med en ske, mens du tilsætter mælk, lidt ad gangen.
  3. Fordel dejen i en smurt springform. Bag kagen i 15 minutter ved 175°. Tag din rabarberkage ud, og lad ovnen være tændt.
  4. Marengslåg: Pisk æggehviderne med en elpisker, til de skummer. Tilsæt sukker, lidt ad gangen, mens du pisker, og pisk, til æggehviderne er helt stive. Smør rabarberkompotten over kagen i formen. Fordel forsigtigt marengsmassen ud over rabarberkompotten. Drys flormelis gennem en sigte over marengsen.
  5. Sæt kagen tilbage i ovnen i 15 minutter, til marengs-låget er gyldent på toppen. Server den skønne rabarberkage friskbagt - der er den allerbedst
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_1.png

Læs også