https://imgix.femina.dk/media/eb86f03aff8949e0b6991e7e4b569610.jpg
Selvudvikling

Lykken gemmer sig de mærkeligste steder

21. august 2011
af Læge og sexolog Jesper Bay-Hansen
foto: ThinkStock
“Livets største rejser bringer dig ikke ud i den store verden – de bringer dig indad i dig selv.”

Med disse ord indleder læge, sexolog og forfatter Jesper Bay-Hansen det første kapitel i sin kommende bog Recepten på lykke. Oestrogen.dk har som det første digitale medie fået lov til at bringe uddrag fra lykkebogen, der udkommer den 1. september.

Hvorfor beskæftige sig med lykke?
Formålet med livet er lykke, siger Dalai Lama, men hvorfor er det nu det? Hvorfor i det hele taget beskæftige sig med lykke? Videnskabelige undersøgelser giver dig flere og flere gode grunde, hvoraf jeg vil fremhæve de mest veldokumenterede:

• Lykke gavner hver enkelt af os, vores familier, nære relationer, samfund og kulturer.

• Lykke giver afkast på den sociale konto: større chance for at blive gift, lavere risiko for skilsmisse, flere og følelsesmæssigt mere nære venner, større social støtte etc.

• Lykke styrker nærheden i dit parforhold og bedrer dit sex- og samliv.


Jesper Bay Hansen er læge og sexolog.
D. 1. september udkommer hans bog
"Recepten på lykke"

• Lykke øger chancen for, at du tænker på andre og udviser altruistisk adfærd.

• Lykke øger dit aktivitetsniveau, din energi og chance for flow.

• Lykke stimulerer dig arbejdsmæssigt, hvilket kan smitte positivt af på din kreativitet, produktivitet, kvalitet af det leverede arbejde, arbejdsglæde og, ja, også på din løn.

• Lykke gavner din sundhed og dit immunsystem.

• Lykke mindsker risikoen for en række sygdomme.

Det glade og lykkelige liv er generelt også et sundt liv
Personligt synes jeg, at det er værd at minde os selv om, at vi, uanset om vi er syge eller raske, ikke bare skal leve det sunde liv, vi skal bestemt også huske at leve det glade og lykkelige liv. Generelt er et lykkeligt liv også et sundt liv forbundet med større tilfredshed med livet som helhed, mindre sygelighed og mindre dødelighed. Jeg tænker, at det en gang imellem kan være fornuftigt at ryste bolsjeposen og se på sit liv med andre øjne, og i overensstemmelse med den positive psykologi fokusere på, hvad vi alle har af positive følelser og personlige styrker i stedet for at dvæle ved vores mangler, begrænsede ressourcer og svagheder.

Der vil altid være noget positivt at sige om vores liv, helbred og måde at fungere og tænke på. Og der vil sikkert også være noget, der kunne være bare en lille smule bedre eller anderledes.

FAKTA

Jesper Bay-Hansen er speciallæge i almen medicin med videreuddannelse i sexologi, kognitiv terapi og kognitiv coaching. Han har i flere år arbejdet med lykke i livet og beskæftiger sig til daglig med lykke i relation til vores sundhed, seksualitet, arbejde, fritid, værdier m.m.

Læs mere på Sexogsamtale.dk

Meget tyder i dag på, at det faktisk er muligt at blive lykkeligere, også på den lange bane. Hvad du præcis kan gøre for at blive lykkeligere, handler i høj grad om at finde lykkeaktiviteter, der har positive effekter på dig. Det handler om, at du finder din egen, personlige opskrift på lykke. Det er ikke en forhåndstrykt, gul recept, du kan hente hos din læge. Ej heller en standardrecept, jeg kan ordinere dig i denne bog. Recepten på lykke findes i dig, så der kan være gode grunde til at tage på en indre rejse, få indsigt, udvikle dig personligt og undervejs på rejsen samle glæde og lykke.

"Ja tak" til livet
En indre rejse kræver forberedelse. Forberedelsen består i at sige ja til livet, viske tavlen ren og pakke kufferten. Lad os se nærmere på rejseforberedelserne.

Du må starte med helt konkret at sige "ja tak" til det unikke liv, der er givet dig. Dit "ja tak" skal ikke bare siges, det skal råbes, så du mærker det helt ind i dit dybeste indre. Hvis det er forår eller sommer og godt vejr, kan du gå barfodet ud i græsset i en park, skov eller have, strække armene i vejret og lægge hovedet bagover, se op på kumulusskyerne på den klare blå himmel og takke ja til livet, mens du tager nogle dybe indåndinger og får kontakt til den klode, du er en del af. Hvis det er efterår, kan du gøre noget tilsvarende og smide dig en bunke med gyldenbrune blade, indånde duften fra bladene og lukke livet ind. Selvom det måtte regne og være lidt gråt eller mørkt i vejret, så er det faktisk muligt at takke ja til livet.

Det handler kun om vilje og mod. Hvis det er vinter, kan du i stedet se ud af vinduet, dvæle ved solens smukke refleksioner i den hvide sne og lukke de mange livsbekræftende lysglimt ind igennem dine øjne, lukke livet ind. Men du behøver hverken rende barfodet rundt i græs eller rulle dig i efterårsløv eller suge sollyset til dig, hvis det giver dig oplevelsen af at være en lalleglad smiley på afveje. De fleste mennesker vil dog bedre mærke og huske bekræftelsen af livet, når der knyttes en handling til ordene. Faktisk vil handlingen i sig selv meget sandsynligt vække positive emotioner i dig, så den "smarte lykkeridder" vil handle, takke ja til livet og åbne sig mod den verden, vi alle er en del af.

At takke ja til livet kan lyde så himmelråbende banalt, men er det alligevel så langtfra. Historien viser utallige eksempler på mennesker, der lever uden at leve. Det kan derfor være en nødvendig start at sige "ja tak" til livet, så det kan høres og mærkes - prøv det!

Læs også: Her er recepten på lykke

Læs også