Sofie Hagen
Selvudvikling

”Det er fantastisk at sige ’Jeg er tyk’ og give slip på skammen”

27. september 2016
af Charlotte Heje Haase (redigeret til web af Lindi Winkel)
Komiker Sofie Hagen elsker sin krop - og det er altså ikke en joke. Q har talt med hende om kropskærlighed, comedy og dumme kommentarer.

Under noget af interviewet har Sofie grebet en pude i sofaen og krammer den foran sig. Som et beskyttende skjold. Kvinden, der tør stille op til noget så skræmmende som en rap-battle, hvor det handler om at pille éns modstander fra hinanden verbalt, har også noget sårbart over sig, når hun ikke står på en scene.

Det er måske også derfor, hun altid tager høretelefoner på med høj musik, når hun går ud, så hun ikke kan høre de negative kommentarer.

”Jeg har talt med andre, der ikke passer ind – f.eks. ikke-etniske danskere, transkønnede, osv., der gør det samme. Man er træt af at høre på det. Man vil bare godt kunne gå ned ad gaden og ikke hele tiden blive mindet om, at man er anderledes!”

Kommentarerne kommer fra alle aldersgrupper, men det er gerne unge drenge, der løber forbi og råber ”du er klam” i weekenden, når de har drukket lidt. Ofte bliver det ikke sagt direkte, så der er heller ikke mulighed for at reagere. Og ingen gør noget.

Det er ok at være en idiot?

”Der er et eller andet underligt i, at det ikke er OK at være tyk, men det er OK at være en idiot, der nedgør andre.”

Selv om Sofie et eller andet sted tænker ”tak, fordi du betaler min husleje”, for når du siger sådan, så skaber du nyt materiale til mine shows,” så gør det hende stadig ked af det og vred.

”Jeg kan slet ikke holde ud, at det her også går ud over børn og teenagere, der måske ikke har samme forsvarsmekanisme som mig. Jeg bruger kommentarerne som drivkraft. Jeg ved jo godt, de tager fejl. Der er intet mere ynkeligt end folk, der har behov for at nedgøre andre for at hævde sig selv, men nogle gange siger de det også til en, der ikke kan håndtere det. Og vi har en høj rate af teenageselvmord, fordi folk hader sig selv.”

Comedy kan ændre ting

Det er befriende, når et menneske tør vise de sider af sig selv, som de fleste af os gemmer væk, men som alle kan genkende i en eller anden grad. Sofie Hagen kan lægge sale ned af grin – eller som de siger på engelsk ’kill,’ som betyder, at publikum til sidst griner så meget, at de ikke kan høre den optrædende. Men det er noget helt andet, der får hende til at lyse op.

”God comedy kan ændre ting. I teenageårene, da jeg havde en depression, så jeg vildt meget comedy. Jeg fik tumlet mig ud af sengen og ned i Fona og købte en dvd for at se den hundrede gange. Så grinte jeg og fik det lidt bedre. Men jeg ville have elsket at se en tyk kvinde fortælle om depression og kropskærlighed. Det havde jeg brug for, men det var der bare ikke!”

Tøj til store kroppe

Nu taler hun selv højt om, hvor svært det er at finde smukt tøj til store kroppe, hvordan det føles at blive mobbet, råbt af, diskrimineret eller få komplimenter, der føles som lussinger.

”Engang kom en pige i Edinburgh op til mig og sagde: ’Jeg er 15 år. Jeg kan ikke lide mig selv, men dit show gjorde, at jeg føler mig mindre alene.’ Da havde jeg opnået det, jeg ville: at kunne gøre en forskel for et andet menneske. Så er det lige meget med priser og anerkendelse.”

Sofie får mange personlige henvendelser fra unge piger, men får også stærke reaktioner fra modne kvinder. En kvinde på 50 år udbrød efter et show for nylig: ’Jeg er 50 år og har først indset de ting, du snakker om omkring din krop, lige nu.’

”Der er komikere, der er sjovere og mere likable og kan skrive bedre historier end mig, men hvis jeg kan noget, så er det at bruge alt det, der er sket, til noget positivt. Fordi jeg ikke har nogen grænser, så er jeg ikke bange for at sige de her ting højt. Og hvis det kan gøre en forskel, hvorfor skulle jeg så ikke gøre det? Det er det, jeg kan bidrage med.”

Humorens magt

Spurgt, om hun lige så godt kunne holde foredrag som at lave comedy, ryster Sofie Hagen på hovedet.

”Et af mine midler mod mobberne var at grine af dem. Og sådan bruger jeg stadig humor. Der er en magt i at grine af ting. Der er en magt af at kunne grine af de dumme kommentarer og alle dem, der har magten over os, og vende det om. Også fordi det er sørgeligt. Det er nemt at kunne grine af en mand, der falder, men at kunne grine af depression, selvskade og diskrimination, det giver en magt.”

Som tyk lærer man hurtigt, at man ikke er OK, som man er. Sofie ærgrer sig, når ’skønne, seje, tykke kvinder’ bliver kendte og nævner i interviews, at de også bør tabe sig.

”Lad nu være med det! Stå nu der, og vær stolt, og gør det lettere for andre. Det er bare det, vi har lært, at vi skal sige. Vi er så bange for, at andre påpeger det. Men det gider jeg ikke mere, og hvor er det fantastisk at kunne sige: ’Jeg er tyk’. Og give slip på alt det der. Det er en lettelse efter 20 år at sige: ’Jeg skal have den dessert, og jeg spiser den hurtigt, for det har jeg lyst til’.”

Når Sofie Hagen optræder herhjemme og indleder med at sige, at hun elsker sin krop, så griner publikum. De tror simpelthen, det er en joke. I England klapper de.

”Jeg ved, hvordan folk behandler tykke mennesker, og jeg ved, hvad det gør ved én, og jeg vil meget gerne se ændringen snart.”

Se Sofie Hagen optræde her (det er sjovt - tro os!)

Læs også: Hvorfor er det mere acceptabelt at være en dum skid end at være tyk?

Læs også: Q's store guide til plus size-shopping

Læs også