Brevkasse, kvinde med breve, illustration
Liv

Skal jeg sige til min familie, at de skal give bedre julegaver til mine børn?

15. december 2023
Af redaktionen
Illustration: Thit Thyrring
femina updates skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Kære brevkasse

Jeg har en skøn familie, der elsker at give gaver, men nu står jeg i et dilemma her kort før jul. De har det nemlig med at give ekstremt kønsstereotype gaver til mine børn.

Mine børn (en dreng og en pige) elsker at lege med biler, dukker, klæd-ud-tøj – og de ønsker sig begge både action-agtigt legetøj og meget "pussenusset" legetøj til jul. Men der sker bare altid noget underligt. Min dreng får biler og powertools, mens min datter får alt det, der er lyserødt. Jeg har lagt mærke til det i længere tid og er nu begyndt at overveje, om jeg skal sige noget til gavegiverne.

Jeg vil selvfølgelig heller ikke ødelægge den gode stemning, og jeg ved jo godt, at det altid er gavegiveren, der bestemmer, hvad de har lyst til at give, men det irriterer mig, at den klassiske dreng-pige-fordeling på den måde drysser ned på mine børn.

Kh en krævende mor

Send os dit dilemma

Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk

Svar 1

Kære betænksomme mor

Den var værre.

Normalt ville jeg henvise dig til en gammel kollegas vise ord, som ganske enkelt lyder: Pas din egen butik. Men det er måske, fordi jeg ikke selv har børn, eller generelt ikke mener, at man bør blande sig i andres ofte velovervejede omsorgsindkøb.

Men det er alligevel som om, der er noget større på spil her. En såkaldt strukturel problematik, kunne man kalde det, som det måske faktisk er vigtigt for mange danske familier lige at få adresseret. For hvem står for opdragelsen og forhåbningen om, at ens børn får mulighed for at udfolde sig mest muligt frit? Er det kun forældrene, den større familie eller hele villavejen, medierne, lokalrådspolitikeren og kassepersonen nede i Netto?

Det lyder til, at dine børn er klar over, at der findes andre farver end pink og blå, så helt bange for, hvad endnu en Barbiegave til din datter vil betyde for hendes kønsidentitet, skal du nok ikke være. Men du kunne jo godt lidt henslængt over julemiddagen nævne, at det da er sjovt, at vi “i disse tider” stadig sætter lighedstegn mellem tylskørter og piger og plastikpistoler og drenge. Så kan det være, at dine gavegivere på sigt vil tænke over det en ekstra gang, når de igen forvilder sig ind i BR for at gå på gaverov.

Men hvis det bliver for meget, dårlig stemning, fornærmede prust og alt det der, kan du jo altid smide klimakortet og takke pænt nej tak til gaver i det hele taget, og måske tilmed sørge for, at begge børn er iklædt en lille batik t-shirt med hjemmelavet kartoffeltryk på til juleaften, hvorpå der med kæmpe versaler står ANTIKAPITALIST. Dét skal nok få sat en samtale i gang.

Hilsen Siri Franceschi

Digital journalist på femina update. Retfærdighedssøgende feminist i kvartlivskrise. Lever p.t. efter mottoet "this too shall pass".

Svar 2

Kære “krævende mor“

Jeg synes ikke, at du er krævende – derfor citationstegn. Tværtimod synes jeg, at dine tanker om din families gavevalg er helt legitime. Det er der flere grunde til. Først og fremmest giver du udtryk for, at dine børn har interesser, der ikke afspejler kønsstereotyperne, men at de begge kan lide actionlegetøj og mere “pussenusset” legetøj. For det andet, så tror jeg på, at køn er noget, vi performer.

Den franske filosof Simone Beauvoir skrev i sit hovedværk “Det andet Køn”, at man ikke fødes som kvinde, man bliver det. Det samme argument kan man bruge om mænd.

Derved ikke sagt, at de biologiske køn ikke eksisterer, men at den måde, man udlever sit køn på, er en rolle, vi får tillagt tidligt i livet. Børn er letpåvirkelige, de lytter ikke kun til det, vi siger, men de observerer også, hvad vi gør. Så når vi giver piger “yndigt” prinsessetøj og babydukker, er vi allerede her med til at bidrage til en diskurs om, hvad der er vigtigt som kvinde: at være fin og yndig og udøve omsorgsarbejde, det samme kan siges om action legetøj og legetøjsvåben.

Du behøver ikke give onkel Flemming en Ted-Talk om Simone Beauvoir, men send en ønskeliste medmindre kønsstereotype gaver. Det kan være puslespil, børnebøger eller noget tredje. Så kan dine børn selv tage stilling, når de bliver ældre.

Hilsen Nanna Niemann

Gen Z’er med et Big Girl Job. Hang til feministisk litteratur og svensk gangsterrap. Klar på at skændes med mænd i alle aldre og på at give jer noget tough love.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også