Thomas ønskede, jeg skulle få en kæreste

Jeg elsker ham, beundrer ham og ved ikke, hvem jeg selv er uden ham. Jeg kan helt sikkert bedst lide den Mette, der er sammen med Thomas.

Ordene stammer fra Mette Bording Nybos dagbog. Tankerne er nedfældet en sen aftentime ugen før, hendes livs kærlighed døde af knoglemarvskræft.

Thomas havde været syg i mere end tre år.

– Det var nogle ekstremt intense år med sygdom, hårde behandlinger og sorg, men vi sørgede også for at give plads til masser af livsglæde og lykke. Vi var sammen i 21 år, og vores forhold har altid været enormt stærkt og kærlighedsfuldt.

En smuk nat i maj 2019 sov Thomas stille ind på et hospice. Han blev 45 år.

Mette var blevet enke og enlig mor til tre drenge på dengang 11, 16 og 19 år. Dagen efter skrev hun om smerten i sin dagbog:

Jeg er alene. ALENE. Forladt. Ensom. Efterladt. Sat. Tom. Splintret.

– I den allersidste tid var jeg både afklaret og fuldstændig panisk ved tanken om, at Thomas skulle dø. På den ene side ønskede jeg, at han fik fred, og på den anden side måtte han ikke forlade mig og drengene.

– Da det skete, blev jeg ramt af en dyb, dyb sorg, fortæller den 47-årige gymnasielærer og forfatter.

Men Mette frygtede at gå til grunde, hvis hun gav sig helt hen til den altfortærende følelse.

– Jeg turde ikke bevæge mig længere ind i det mørke, for jeg var sikker på, det ville opsluge mig. Jeg var ville ikke undersøge de sider i mit sind, for jeg var bange for at bryde sammen.

– Jeg var nødt til at tage sorgen i små bidder, for jeg kunne ikke holde til at være i det rum ret længe ad gangen.

I stedet besluttede Mette sig for at leve – ikke kun overleve. For sin egen og sønnernes skyld.

– Jeg havde en følelse af eksistentiel tomhed og tristhed, som jeg var nødt til at forsøge at håndtere. Jeg kunne være blevet siddende i sofaen, savne, sørge og formentlig ende i dyb depression.

– Men jeg skyldte mine drenge at være stærk og sørge for, at der blev lukket lys og glæde ind i vores liv igen.

Gaven for livet

Inden Thomas døde, havde han givet Mette en gave for livet: Friheden til at finde kærligheden igen. For han ønskede ikke, at hun skulle leve videre alene.

– Thomas sagde: "du skal finde dig en ny mand". Jeg kunne for den sags skyld finde ham på vej til bisættelsen. Han vidste, at jeg har behov for at være i et kærlighedsforhold– det er min livsmotor at være intim med et andet menneske. Det var en smuk kærlighedsgestus til mig og drengene, og det gjorde os endnu tættere.

Nogle måneder før han døde, tilbød Thomas at hjælpe Mette med at oprette en Tinder-profil.

Det var hun ikke parat til på det tidspunkt. Men til bisættelsen tog hun sin vielsesring af.

– Det var en helt intuitiv handling, der føltes rigtigt i situationen. En lille pige spurgte mig bagefter, hvorfor jeg gjorde det. Jeg svarede hende, at ringen var et symbol på vores ægteskab, og jeg ville ikke være gift med en død mand. Nu var jeg single.

Syv uger efter bisættelsen opfyldte Mette sin afdøde mands ønske. Hun fik en datingprofil, og under sit foto skrev hun "livsglad".

– Jeg var i et højt drive og opfyldt af en underlig lethed, selv om jeg græd hver eneste dag. Alt var ukendt, men også utrolig spændende. Hvem ventede på mig derude?

– Jeg vidste, jeg måtte finde ud af det. Jeg havde lovet Thomas det, og han havde fortalt sin familie og vores drenge, at han havde givet mig den frihed. De støttede mig i det.

Kort efter fik hun et match med en mand, hun tog på date med. Tiltrækningen og tilliden var der med det samme, og de indledte et forhold.

– Det var nærmest helbredende at mærke en andens krop og varme. Jeg havde virkelig brug for en mand at læne mig op ad – for at kunne elske og blive elsket.

– Det var fantastisk at møde en, som var rummelig og stærk nok til at bære mig gennem sorgen.

Skamløs og egoistisk

Mette Bording Nybo er i dag kæreste med sin Tinder-date. Men forholdet skabte forundring og forargelse. Umiddelbart efter Thomas’ død udgav Mette nemlig bogen "Lev stærkt – dø smukt" om afskeden og tabet.

Nærmest som en parentes skrev hun om sin forelskelse i en ny mand. Da B.T. omtalte bogen, kom der mange kritiske kommentarer på avisens Facebookside. Mette blev blandt andet kaldt egoistisk og skamløs.

– Jeg havde gjort noget, som tilsyneladende er forbudt. Jeg måtte ikke finde en ny kæreste, men skulle leve op til samfundets forventning om den sortklædte enke med sørgebind.

– Nogle opfattede det som om, jeg bare slettede livet med Thomas. Men minderne om ham og kærligheden til ham, forsvinder jo ikke, fordi jeg forelskede mig igen.

Reaktionerne fik Mette til at skrive en ny bog, hvor hun gør op med vores syn på sorg. Den bevægende bog, "Frygt ikke – elsk kun", rejser debatten om, hvordan vi egentlig må leve videre, når døden os skiller.

– Selv om vi lever i en meget individualiseret tid, er der en kollektivt vedtaget norm om, du ikke må finde kærligheden igen efter et dødsfald.

– Det er jo enormt tabuiseret. Det undrer mig i et land med en skilsmisserate på 50 procent, og hvor ingen løfter et øjenbryn, når en skilt finder en ny. Hvorfor skal jeg være ensom, fordi vi ikke blev skilt, men min mand døde?

Sex lindrer sorg

Det er særligt kvinder, der risikerer at blive stemplet, hvis de ikke spiller den kulturelt betingede rolle som enke, mener Mette Bording Nybo.

– Man siger, det er vigtigt med alenetid efter et dødsfald. Men det er en myte, man skal søge indad. Man burde faktisk sige til kvinder, der har mistet, at de skulle søge udad og få noget sex og opmærksomhed.

– Intimiteten lindrede min egen sorg. Det var grænseoverskridende, men det føltes ikke som utroskab. Thomas var jo død, og jeg var stadig i live.

Og Mette ved, at livet kan være skrøbeligt. Hun så selv døden i øjnene, da hun fik en blodprop for knap et år siden. Hun var kortvarigt lam og måtte opereres i hjertet.

– Blodproppen satte virkelig mit valg i perspektiv. På sygehuset nåede jeg at tænke, om det var min tur til at komme herfra nu. Og det gjorde mig oprigtigt glad at vide, jeg havde gjort, hvad jeg kunne, for også at få noget ud af min tid efter at Thomas døde.

Endnu et nyt kapitel er begyndt i Mettes liv. For nylig fik hun solgt sit og Thomas’ hus, er flyttet tilbage til sin hjemegn og har fået job på Viborg Katedralskole.

Hun er også begyndt at holde foredrag, og den første bog bliver nu filmatiseret.

– Jeg savner stadig Thomas. Men vores tid sammen var uigenkaldeligt forbi, og jeg har skabt mig en ny tilværelse. Mit håb er, at den vej, jeg har gået, vil bane vejen for andre.

– Jo flere, der tør udfordre den klassiske forestilling om en sørgende enke, jo mere kan vi rykke ved tabuet.