Signe Egholm: "Jeg kan stadig sidde til et forældremøde på skolen og tænke, at de andre forældre er mere voksne end mig"

For tiden står Signe Egholm Olsen ude i Dyrehaven, i Ulvedalene, hvor hun har hovedrollen som Bilbo Sækker i Det Kgl. Teaters opsætning af Tolkien-klassikeren ”Hobbitten”.

Det er en rolle, hun er vildt glad for.

Men hun var også overrasket, da teaterchef Kasper Holten tilbød hende at spille Tolkiens lidt magelige, tykmavede mandsling af en hobbit.

– Den rolle stod ikke ligefrem på min liste over ”roller, jeg gerne vil nå at spille, inden jeg dør”, hvis ellers jeg havde haft sådan en liste, siger hun.

– Jeg tænkte virkelig, at det på alle måder var helt skørt, at jeg blev spurgt. Men samtidig elsker jeg at blive spurgt om noget, jeg slet ikke havde set for mig.

Og Kasper Holten har jeg altid haft lyst til at arbejde med.

Han er så dygtigt et teatermenneske, at han kunne have præsenteret hvilken som helst historie for mig, og jeg havde sagt ja tak.

Stolt over

– Jeg var så stolt over, fortsætter hun, – at han tog sådan et radikalt valg på forestillingens og historiens vegne om at lade en kvinde spille en gammel mand med store behårede fødder uden at gøre det til et slags feministisk projekt.

Vi gør ikke et stort nummer ud af det. Vi gør det bare!

– Det fascinerede mig, at det her netop ikke gik ud på at gøre Bilbo til en kvinde, selv om han spilles af én. Han er mand. Og vi kommenterer det end ikke. Det kan jeg virkelig godt lide.

Signe Egholm Olsen bragede igennem som 23-årig i spillefilmen ”Nordkraft” og har haft en flot karriere siden.

Hun har blandt andet medvirket i tv-serien ”Borgen”, har gjort en gysende god figur i DR’s julekalender ”Pagten” og har fået den fine teaterpris, en Reumert, for sin præstation i forestillingen ”Bygmester Solness” på Det Kgl. Teater.

Nu er hun så i gang ude i Ulvedalene. Og det er en stor oplevelse.

– Det er jo ægte eventyr. Og det tror jeg, vi trænger rigtigt meget til lige nu efter så lang tid, hvor alt har været gråt i gråt.

– Og tænk så at være derude i skoven, når det hele smelter sammen, når mørket falder på, og lyset sættes, og Jeanett Albecks vildt smukke musik lyder, mens 70 statister forklædt som elvere kommer gående ned ad en bakke.

– Så har jeg nærmest bare lyst til at skrige af lykke over, hvor flot og sindssygt magisk det er. Og jeg tænker altså også: ”Wow, sikke en gave at være med her”.

Surdejskoden

Signe er mor til to børn, en datter på snart ti og en søn på snart fem år, som hun har sammen med sanger og skuespiller Jimmy Jørgensen.

Og når hun tænker tilbage på, hvordan det var, da landet var lukket ned på grund af corona, siger hun ærligt:

– Jamen, jeg knækkede netop ikke surdejskoden. Og netop nu, hvor jeg har travlt, tænker jeg over, hvor meget mere jeg får lavet nu, end da jeg sad og havde al tid i verden til rådighed.

– Tit er det jo sådan, at når man bliver presset lidt, får man også ordnet mere. Men det kan føles nærmest skamfuldt at sige: Jeg fik ikke skrevet den børnebog, jeg havde tænkt på, da jeg havde tiden. Jeg fik ikke bagt de der surdejsbrød. Jeg fik ikke strikket.

– For mig og min familie har coronatiden allermest været en påmindelse om, hvor god en hverdag vi faktisk har, når skolen og børnehaven er åben, og vi alle kommer af sted og ud i de fællesskaber, vi har, som giver os stimulans og er med til at gøre, at vi alle sammen kommer hjem igen til vores eget lille fællesskab med en anden energi.

– Og igen har jeg oplevet, at det kunne være helt skamfuldt, at jeg ikke bare kunne sige: ”Det har været helt igennem vidunderligt at være så meget sammen som familie”, forklarer hun og fortsætter:

– Det minder mig om, at der engang var en journalist, der fik lavet en overskrift, der hed, at jeg elskede mit arbejde højere end mine børn. Det skal guderne vide ikke er sandt.

– Jeg elsker mine børn over alt. Men det er måske ikke sundt for alle familier, sådan pr. automatik, bare at være sammen fra morgen til aften. Og det synes jeg også, man skal kunne sige højt. Uden at føle skam.

Kom ind som 18-årig

Signe er vokset op i den lille by Ormslev uden for Aarhus. Det var dér, i det lokale forsamlingshus, hun spillede teater sammen med sin far.

Først kiggede hun på. Som 10-årig kom hun med på scenen. Og da hun som 12-årig fik en rolle i en ”Bølle Bob”-forestilling på Gellerupscenen i Aarhus, vidste hun, hvad hun ville og skulle fremover.

Og bare 18 år gammel kom hun ind på Statens Teaterskole. I dag er hun næsten lige fyldt 41, og derom siger hun:

– Jeg havde en identitet i mange år som ”hende den unge”. Og så pludselig begyndte mor-rollerne at komme. Under coronanedlukningen sidste år var jeg med i en kortfilm, hvor jeg skulle spille mor til en dreng, der snart blev 18, og hvor jeg først tænkte: ”Det er jeg da alt for ung til!” Og så hov, det var jeg jo egentlig ikke.

– Det er helt klart et udtryk for, at jeg havde en idé om, at det skulle føles anderledes at være 40, end det er. Jeg troede, at der ville være mere – ja, mere styr på det.

Har venner i 60'erne

Omvendt har jeg selv venner, der er i 60’erne, og jeg har lige fået nye venner, som er 10 år yngre end mig, og jeg lever sammen med en mand, der er 16 år ældre end mig.

På en måde spiller alder ikke så stor en rolle længere. Og det siger jeg så, samtidig med at jeg også er vildt optaget af, at jeg begynder at få rynker og ting og sager.

Det er jo ikke sådan, at jeg ikke kan mærke, at jeg er kommet ”op i 40’erne”.

– Men i forhold til karrieren satser jeg da på, at jeg stadig har mange gode år tilbage, hvor der kan nå at ske alt muligt, også noget, som jeg slet ikke kan forestille mig, hvad er endnu.