Nikolaj Arcel flyttede til L.A. for at lave film. Alt var sjovt og nyt. Men han manglede noget

Før i tiden var Nikolaj Arcel altid på vej et sted hen. Til Hollywood, på optagelse, til fester, middage, premierer og prisoverrækkelser.

I dag kommer han ind ad døren med hovedet fuld af børn og huskøb. Han er lige blevet far for anden gang på fire år, og han og hustruen Sara har indledt jagten på et hus, hele familien kan være i.

Inde i byen skal det være, der må ikke være for stille, for Nikolaj har det bedst med at kunne høre larm, biler og stemmer omkring sig.

Forude ligger der dog nogle rejser og venter, for den historiske storfilm “Bastarden” med Mads Mikkelsen i hovedrollen er allerede inden den danske premiere udtaget til flere internationale festivaler.

Filmen er baseret på Ida Jessens roman “Kaptajnen og Ann Barbara” og skildrer kampen om den uopdyrkede jyske hede i 1750’ernes Danmark.

Den fattige kaptajn Ludvig Kahlén (Mads Mikkelsen) trodser alle råd og begiver sig alene af sted for at opdyrke den golde jord. Men den ulige kamp mod naturen er ubarmhjertig, og samtidig får han en frygtindgydende fjende i den afstumpede godsejer Frederik de Schinkel, som vil gøre alt for at tvinge Kahlén væk.

– Min sidste danske film, “En Kongelig Affære”, handlede om den samme tid i historien, så ja, jeg er tiltrukket af den periode. Da jeg læste Ida Jessens bog, ringede alle klokker, og jeg fik en masse billeder inde i hovedet, fortæller Nikolaj Arcel.

Sidste gang, Nikolaj Arcel havde fingrene i en dansk film, var i 2018, hvor han skrev manuskriptet til filmatiseringen af Jussi Adler-krimien “Journal 64”.

– Der går jo typisk noget tid imellem mine film, fordi jeg også skriver for andre – hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg nok komme lidt op i tempo med mine egne film. Men jeg kan godt lide at skrive for andre, og med det liv, jeg har fået nu med to børn, kan jeg heller ikke sprøjte en film ud hvert andet år.

En lille møtrik

Man kan ikke sige Nikolaj Arcel uden også at sige Hollywood, for han er en af de danske filminstruktører, der har fået muligheden for at prøve lykken derovre efter succesen med “En Kongelig Affære”.

I fire år boede han on and off i Los Angeles – to af dem sammen med ekskæresten Rosalinde Mynster – og havde egentlig en fest. Rent privat.

– Det var rigtigt sjovt at bo der, og det var også det, der gjorde, at vi blev. Vi boede i et hus med en dejlig have – det havde jeg aldrig prøvet før, jeg har altid boet i lejlighed.

– Det er sommer året rundt, og amerikanerne kan bare det dér sociale. Der er meget mere åbenhed og flere perifere venskaber, så man bliver hele tiden inviteret til sjove ting og møder spændende mennesker. Vi var en hel danskerklan, som hang ud sammen derovre, det var en lille boble af hygge i de år.

Hvad med arbejdet derovre?

– Det var overhovedet ikke sjovt. Jeg kommer ikke til at lave en film igen, hvor det er de store penge, der bestemmer over projektet, og hvor kontrollen ligger hos studierne.

– Hvis jeg skal lave engelsksprogede film igen, vil jeg hellere lave dem i Europa med ligesindede – folk, der forstår den europæiske kultur. Det handler primært om at bevare sin kreative stemme, for når man laver en større film i Hollywood, er man egentlig bare en lille møtrik, der skal passe ind i en kæmpe maskine, og det er jeg slet ikke god til.

– Prøv at tænke tilbage: Der er nærmest ikke én eneste dansk instruktør, der har lavet en god amerikansk film. Jeg kan kun komme i tanker om Nicholas Refns “Drive”. Der er mange, der er taget derover og har forsøgt, men det er simpelthen ikke lykkedes.

– Og jeg tror, at det er, fordi danske instruktører ikke kan finde ud af at operere i et system, hvor de bare skal gøre, hvad der bliver sagt. Man bestemmer ikke selv, hvem der skal spille med, man bestemmer ikke klip, musik osv. Og det er jo ikke sjovt at lave film, når man ikke får lov at lave dem, som man selv vil.

Så i virkeligheden er det dumt, at folk går og drømmer om Hollywood, når det er meget sjovere at lave film herhjemme?

– 100 procent. Den europæiske måde at lave film på er meget federe, fordi det ikke er pengene, der tæller – folk er med, fordi det er sjovt. Hvor det i USA nærmest føles, som om man er ovre og lave en reklamefilm. Det skaber en underlig stemning omkring arbejdet, en slags frygt.

– Og stort set alle kommer hjem helt piskede og siger, “Oh, my God!” Men det er sindssygt svært at forklare folk. Jeg var selv blevet advaret, men når man vokser op med den dér: “Årh, tænk, hvis man en dag kunne lave en “Star Wars”!

– Det bliver mytologiseret så meget, og jeg lyttede ikke selv til advarslerne. Jeg tænkte, at det kunne jeg sagtens navigere i, men det kunne jeg overhovedet ikke. Så når unge instruktører spørger mig til råds, anbefaler jeg dem altid at skippe Hollywood-drømmen og starte med at finde deres egen stemme.

– Men det næste, jeg hører, er altid: “Jeg smutter til Hollywood, ses!” Haha. Man kan ikke tage drømmene fra folk. Så nu er jeg begyndt at forklare dem, at de bare skal vide, at hvis de skal klare sig derovre, skal de smide deres egen stemme væk og vide, at de bare arbejder for nogen.

Ankerløs

Rent arbejdsmæssigt sluttede Nikolaj Arcels Hollywood-eventyr med filmen “The Dark Tower”, som fik lunkne anmeldelser. Privat sluttede det med en masse overvejelser om, hvad han egentlig ville med resten af sit liv.

– Der var en underlig tid i L.A., hvor jeg følte mig uden anker. Jeg var lige taget derover efter min 40-års fødselsdag, og det hele var enormt sjovt og nyt og spændende, og det føltes lidt, som om jeg skippede 40-årskrisen.

– Men efter meget kort tid begyndte jeg at føle mig lidt ankerløs. Jeg var sådan en, der driftede. Sad i en flyver til København, sad i en flyver til L.A. Livet var egentlig sjovt nok, men der var ikke nogen dybde i det. Ingen tyngde. Det hele var “heroppe” og champagne, og det var svært at komme ud af den lidt svævende tilstand.

– Men hvis jeg var blevet i den, tror jeg ikke, at jeg havde været særligt glad i dag. Jeg tror, at jeg var endt i en rastløs, mærkelig tilstand. For det er jo en tilstand uden ansvar, hvor man hele tiden har lov at gøre det, man har lyst til: “Nu tager jeg til en middag, nu tager jeg fri, nu tager jeg til Hawaii en uge.”

– Det lyder jo superfedt, og når man er i det, tror man ikke, at man kan undvære det: “Jeg kan da ikke tage tilbage til Danmark og sidde i min lejlighed på Bryggen”, lyder det fra Nikolaj, der fortsætter:

– Men det liv, jeg har nu, føles meget mere ægte. Det kræver mere, men jeg lever også meget mere. Det andet blev så underligt udflydende … Årstiderne gik, uden at jeg lagde mærke til det.

– I dag kan jeg virkelig mærke, hvad jeg laver: “I går var jeg på tur med min søn, i morgen skal vi …” Oplevelserne bliver så meget rigere, end hvis jeg bare skal til endnu en middag i en eller andens have. Alting føles mere rigtigt.

– Jeg tror virkelig ikke, at jeg ville være glad, hvis jeg var blevet sådan en underlig singlemand i L.A. uden familie, og når jeg fyldte 70, kunne det være, at jeg skulle hjem igen. Nej.

Et nyt liv

Nikolaj Arcel var 47, da han blev far for første gang. Og siden har han tænkt:

– Vildt nok, at jeg ikke har gjort det noget før! Det er så livsomvæltende, at det er umuligt ikke at tænke: “Hold da op, der er to liv! Ét før og et efter børn.”

Er det kommet bag på dig at blive far?

– Er du gal, mand! Helt vildt. Men jeg har jo gerne villet det. Der var mange år, hvor jeg ikke helt vidste, om jeg nu behøvede det, men da jeg mødte Sara, blev jeg klar over, at det ville jeg gerne.

– Det er fedt og helt vildt hårdt at blive forældre, og når jeg spørger mine kolleger, hvordan de har tacklet at have små børn og lave film samtidig, svarer de fleste, at de alligevel har været meget væk, lyder det fra Nikolaj.

– Men det er jeg for gammel til, kan jeg mærke. Hvis jeg havde været i 30’erne, havde jeg nok haft det fint med at smutte i tre måneder, men livet er en lille smule mere porøst nu, synes jeg – jeg er mere nervøs for at miste tid med dem.

– Så jeg har sagt til Sara, at hun ikke skal være bange for, at jeg pludselig tager til USA i et år. Jeg kommer ikke til at lave noget, der holder mig væk fra familien i mere end nogle uger ad gangen.

Det er et nyt liv for dig?

– Et fuldstændig nyt liv. Jeg har jo altid været væk i halve år ad gangen og gjort, hvad jeg ville.

Er det et godt liv?

– Ja, for fanden. Jeg savnede min søn helt frygteligt sidste gang, jeg var på optagelser i Prag, selv om det kun var to uger ad gangen.

Nikolaj mødte sin kæreste – nu hustru, de blev gift sidste år – i L.A., hvor hun var researcher på en af hans film. I dag er Sara selv en succesfuld manuskriptforfatter.

– Vi har faktisk lige sagt ja til at skrive et manuskript sammen, det bliver simpelthen så sjovt. Eller – det ved jeg ikke, om det gør, haha. Det kan også være, at vi river hovederne af hinanden. Men indtil videre er det sjovt. Og det er første gang, vi arbejder sammen som mand og kone.

Larm og liv

Nikolaj Arcel er født og opvokset i København, faren var arkitekt, moren psykolog, og storesøster Nastja er skuespiller. Barndomshjemmet beskriver han som – interessant.

– Mine forældre blev skilt, da jeg var seks år, så jeg røg meget frem og tilbage mellem dem. Det var sen-70’erne, start-80’erne, så der var stadig den dér kollektivstemning, og vi boede altid sammen med andre.

– Der var en masse mennesker i vores hjem, og min mor var græker, så det var en kæmpe familie. Jeg føler, at jeg var omringet af mennesker i hele min barndom – det er nok også derfor, jeg føler mig mest tryg, når der er mange mennesker omkring mig.

– Vi tog til Grækenland hver sommer, og i dag har jeg stor tilknytning til landet – og taler også græsk. Vi har et hus på Lesbos, hvor hele familien er samlet hvert år – også Saras familie – så vi er minimum 15-18 mennesker.

Kan du så finde ud af at være alene?

– Ja, hvis jeg er i byen. Jeg er ikke typen, der kan lide at tage i sommerhus alene, så bliver jeg lidt angst, haha. Så kan jeg bedre lide at sidde på en café inde i byen – dér kan jeg godt sidde alene en hel dag. Men der skal være noget larm omkring mig. Nogle biler, nogle stemmer. Ellers bliver jeg underligt utryg.

Hvad optager dig, når du ikke er far og filminstruktør?

– Det lyder lidt underligt, men jeg har ikke andet. Film har altid været så meget en passion for mig, at jeg aldrig har kunnet få plads til andre interesser.

– Da jeg lavede filmen “Kongekabale” for 20 år siden, gik jeg sindssygt meget op i politik, men jeg har lukket ned for det.

Hvorfor?

– Der sker for mange grimme ting. Politik er blevet så kynisk, at jeg må indrømme, at jeg har givet op på det, selv om det er forfærdeligt at sige.

– Jeg tror ikke længere på verden, så jeg gider ikke at spille med mere. Det, der skete i “Kongekabale”, er jo ingenting i forhold til, hvordan det er i dag. Det er frygteligt. Det eneste, jeg følger med i, er den amerikanske præsidentkampagne, fordi det betyder så meget for hele verden.

– Før læste jeg tre aviser hver dag og så alle nyhederne hver aften og var meget harmdirrende. Mit held er, at min kone er yngre og meget politisk interesseret og klimabevidst og alt det dér, så jeg kommer ikke til at blive en forstokket gammel mand, der er sur på verden. Det giver hun mig ikke lov til.

– Hvis jeg siger et eller andet boomeragtigt a la “nu må de også lige slappe af med det dér woke”, så bliver hun så vred. “Det er dig, der skal slappe af!” siger hun så, haha. Men det er fedt nok, jeg lytter til hende, for jeg ved jo godt, at det er mig, der er håbløst gammeldags. Så jeg bliver nok ikke helt umulig.

Artiklen blev udgivet i femina uge 39, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: