Mit selvbedrag har kostet mig 11.600 kr. Men en morgen kom jeg afsted - og nu bliver jeg ved

Sara Rahmeh er forfatter og manuskriptforfatter. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Jeg er begyndt at træne igen. Miraklernes tid er over os, og jeg har endelig taget mig sammen og fragtet min søde, bløde krop ned i træningscenteret.

Det har taget mig to år og fem måneder at komme i gang. Til mit forsvar har jeg været gravid og fået en søn, der hader at sove, og derfor har jeg prioriteret iskaffe og croissanter.

I al den tid jeg ikke har trænet, har jeg ikke meldt mig ud af træningscenteret eller sat mit medlemskab i bero, det er jo det samme som at give op, bilder jeg mig selv ind.

Mit selvbedrag har kostet mig 11.600 kr., og jeg indrømmer blankt, at jeg føler mig dum og privilegeret på rigtig en ufed måde.

Jeg skammer mig over min egen økonomiske uansvarlighed, og samtidig ved jeg godt inderst inde, at jeg aldrig melder mig ud. Det er en illusion, jeg har brug for at holde fast i, at jeg når som helst kan stå op og beslutte mig for at gå ned og træne.

Og nu er det sket! Jeg vågnede en morgen, hoppede i tøjet og løb ud af døren, inden jeg nåede at skifte mening.

Jeg har det som forventet, alt gør ondt. Mine lår hader squats, de er vibrerende skumfiduser i mine træningsbukser der prøver at bryde fri.

Ingen har opfundet en titaniumtrænings-bh, der kan holde ordentligt styr på babserne på løbebåndet. Jeg prøver at løbe så elegant som muligt, med armene presset ind mod brystet for at holde dem på plads, og det er ikke et imponerende syn.

Alligevel er jeg stolt af mig selv. Sporten og jeg har aldrig været bedste venner, og jeg foretrækker til hver en tid at ligge på sofaen med en god bog. Men jeg vil gerne være stærk.

Jeg vil lære at lave armbøjninger og løfte min egen kropsvægt, fordi jeg synes, det er sejt. Jeg vil bære alle mine indkøbsposer fra bilen på én gang, og hvis min søn en dag i fremtiden står på en legeplads og siger: “Min mor kan smadre din far!”, vil jeg ikke skuffe ham.

Dag 1 var den værste. Det er en intimiderende bedrift at træde ind ad døren i et fitnesscenter, overalt er der svulmende muskelkroppe og maskiner, der ligner torturredskaber fra 1800-tallet.

Jeg slentrer med falsk selvtillid, som jeg håber giver mine omgivelser indtrykket af, at jeg ved, hvad jeg laver. Ikke at folk kigger, men det føles som om, at alle kigger … og dømmer.

Jeg vælger en motionscykel, den ved jeg trods alt, hvordan fungerer, men jeg får sved på panden af at kæmpe med at justere sædet ned, som stædigt sidder fast.

Mine kinder blusser ildrødt op, mine svedige håndflader gør intet for at hjælpe, og det er en ulidelig evighed, før jeg får sædet ned i min højde. Allerede dér er jeg klar til at løbe skrigende væk.

Maskinerne hader mig.

Jeg sætter mig modvilligt på cyklen og det er en lille sejr, at jeg er nået så langt, derefter tænder jeg Netflix på min telefon, fordi jeg har læst et sted, at hvis du har en serie, du kun ser, når du træner, er du mere motiveret til at blive ved. Det virker ikke. Lorteråd.

Hvordan kan man koncentrere sig om serien, når man ikke kan trække vejret?

Jeg har cyklet i tre minutter, og jeg har det som om, jeg er halvvejs gennem et maraton, min vandflaske er næsten tom, og min motivation er forsvundet.

I et øjebliks svaghed overvejer jeg at google, hvad en fedtsugning koster, mens jeg tramper i pedalerne, i stedet minder jeg mig selv om, at en stærk krop kræver arbejde og ikke kirurgi.

Det er ikke nok at tænke det, så jeg siger det højt, og manden, der cykler ved siden af mig, sender mig et medfølende smil.

Jeg overlevede min første dag i fitnesscenteret, og ja, jeg følte mig som en fiasko, men dagen efter kom jeg igen. Og igen.

Er jeg blevet en fitnessbabe? Nej. Elsker jeg at træne? Også nej. Træner jeg stadig? Ja, for helvede.

Jeg giver min krop lidt ekstra kærlighed for at holde ud. Jeg er ikke hård ved den og bruger ikke tid på at sammenligne den med de spændstige kroppe omkring mig.

Jeg klapper mig selv på min bløde mave, som ikke behøver at være flad, og jeg bliver ved.

Kommentaren blev udgivet i femina uge 36, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: