Min mor døde for fem måneder siden. Jeg nåede aldrig at fortælle hende, at et af hendes største ønsker snart går i opfyldelse

Ida Rud er skribent og debattør. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Påskesøndag var jeg ude at gå en tur med min kæreste, da jeg tilfældigt mødte en veninde, jeg ikke havde set i hundrede år. Hun spurgte, hvordan jeg havde det, og om vi snart skulle ses til en kop kaffe.

Jeg fortalte hende, at det netop var gået op for mig, hvor selvvalgt isoleret, jeg har været siden min mors død. Vi gik på Nørrebro, tæt på hvor guitaristen fra mit gamle band bor.

De havde haft releasekoncert på deres nye album aftenen inden, og jeg ville gerne have været der for at fejre dem og nyde musikken - men ud over at have begravet mig i arbejde, har jeg nærmest kun haft energi til at være sammen med min kæreste de sidste fem måneder. Derhjemme.

Så jeg måtte sige til min veninde, at det ikke var sikkert, jeg havde overskud til kaffe lige foreløbig, hvilket hun selvfølgelig forstod.

Det har været vanvittigt hårdt at miste min mor på mange punkter. Der har også været alvorlig sygdom i nær familie, foruden at jeg selv stod med modermærkekræft - der heldigvis blev fjernet og er væk - for nogle uger siden. Så jeg har været ramt på livets alvorlige sider.

Men der er noget, der har sat det hele i perspektiv.

Jeg er gravid. Det er en kæmpestor lykke, vitterligt det største lys i mørket, for min kæreste og jeg har ønsket det i flere år.

Jeg er blevet gravid mindre end to måneder efter min mors død - og på mange måder giver det god mening - til trods for, at jeg var så ulykkelig og udmattet.

Det giver også mening, at det er en lille pige, vi skal have, for det er et af mine sidste minder, jeg har om min søde mor, der sidder for enden af sit spisebord, hvor hun altid sad, og med et stort smil kigger på min kæreste og migr: “Åh, hvor jeg håber, I får en pige” - og at den pige ville få min kærestes krøller.

Min mor vidste faktisk ikke, at jeg var i fertilitetsbehandling, for jeg ville ikke give hende falske forhåbninger. Hendes død var så pludselig, at jeg aldrig fik sagt det. Men hun vidste, vi gerne ville have et barn.

Min graviditet, hvor lykkelig den end er, har givet sorgen en kæmpe ekstra dimension. Min lille pige kommer aldrig til at møde sin morfar eller mormor - og jeg kommer aldrig til at kunne spørge min mor om, hvordan hun havde det, da hun var gravid - hvilke tanker og følelser, hun havde. Havde hun heldagskvalme ligesom mig? Havde hun cravings eller mærkelig drømme?

Jeg har hørt om min egen fødsel, fordi den var dramatisk, men ellers har jeg aldrig spurgt ind til det andet, fordi det aldrig har givet mening. Og der er ikke rigtigt nogen tilbage at spørge.

Det er så ensomt, og mere end nogensinde mangler jeg min mors omsorg og kærlighed. Der er ingen, der kan fylde det tomrum, hun har efterladt.

Der er nok ikke så meget at sige til, at jeg har været virkelig træt. Først chokket over min mors død, dertil en graviditet, som også gjorde mig træt.

Jeg er i skrivende stund 17 uger henne, men jeg er stadig træt, og jeg bliver i tvivl om, hvor meget af det skyldes graviditeten, og hvor meget af det skyldes det, jeg er gået igennem de sidste fem måneder.

Min mor kommer aldrig til at lave sine skønne frikadeller til mit barn eller kysse hende og kalde hende butterdejsklump, som hun kaldte mig.

Jeg selv havde en vidunderlig mormor, der blev 96, som var mit yndlingsmenneske. Heldigvis har jeg mange tætte venner, og jeg håber, jeg kan skaffe yndlingsmennesker til mit barn igennem dem, for min egen familie er pludselig blevet meget lille.

Men kærlighed kommer hun i hvert fald ikke til at mangle - det er helt sikkert.

Kommentaren blev udgivet i femina 22, 2023.