Midt om natten spurgte han, om hun ville have en wienerschnitzel. Den smagte "mega godt" – og lærte hende noget, hun havde glemt

Klokken var midt om natten, de lå i sengen, da Jo Brands Tinder-forelskelse pludselig spurgte, om hun ville have en wienerschnitzel?

Det var ikke lige det, hun havde mest lyst til, så han stod op, gik ud i sit køkken, lavede en dobbeltpaneret wienerschnitzel til sig selv og en skål yoghurt til hende. Han kunne ikke lige finde en ske til yoghurten, han fandt en gaffel.

Hun fik en bid af hans wienerschnitzel. Den smagte megagodt. Hun opdagede også, at man snildt kan spise yoghurt med en gaffel klokken midt om natten.

Og vel vigtigst af alt mindede oplevelsen hende om noget, hun lidt havde glemt i sit reglementerede liv: At regler i en hel del tilfælde er noget, mennesker har skabt med den konsekvens, at de saboterer deres egen livsglæde.

Alt efter livsindstilling så brydes enten befriende eller skræmmende mange samfunds- og relationsregler i Jos sort-humoristiske samtidsroman, “Et år i frit fald”, og ja:

– Idéen kom jo fra, at jeg mødte en på Tinder, som minder lidt om ham i bogen.

Hvad kan der egentlig ske, hvis man slipper alle tøjler i et ni-til-fire-liv? Hovedpersonen Mette går det i hvert fald galt for.

Hun er journalist i en økonomisk udfordret medievirksomhed med en topchef, der går rundt i virksomheden og spreder spirituelle og favnende T-shirt-budskaber, mens han lader et analysefirma forberede en massefyring.

Og hendes nye digitale chef insisterer i diversitetens hellige navn på, at de skal finde en handicappet ekspert til en artikel, der handler om noget helt andet.

Mette brokker sig, men gør ikke rigtig noget ved sin egen situation. På hjemmefronten sidder hun fast i singlesofaen.

Datteren er teenager og har travlt med alt muligt andet. Hunden, som hun aldrig ønskede sig, skal luftes hele tiden. Veninderne har travlt med deres parforholdsliv.

Mette keder sig faktisk bare igennem tilværelsen. Så møder hun på Tinder en 10 år yngre hashrygende kunstner, der laver om på dag og nat og alt muligt andet. Og falder.

Som Jo selv gjorde.

– Han fik mig til at tænke på, hvad der mon ville være sket, hvis man havde ladet sig rive med. Han er kunstner, lever et meget anderledes liv end mig, er sådan en, der er i nuet hele tiden.

– Jeg interviewede engang en, der sagde, at livet skulle være 20 procent leg, ellers bliver det for kedeligt. Men ham jeg havde mødt, var sådan … 90 procent leg. Det var virkelig fantastisk at møde sådan et menneske. Jeg blev megaforelsket.

Hvorfor gik du så ikke med?

– Men det går jo ikke … eeej. Han var bare for dygtig til at give slip. Men nogle gange kan man møde nogle, som på papiret ikke er de rigtige, men som gør noget virkelig godt alligevel.

– Der er et eller andet ved dem, der bare pisser på normerne, og hvordan tingene skal være. Den løssluppenhed er virkelig meget dejlig at være i nærheden af. Fordi man – og her mener jeg mig – går rundt og holder så meget på sig selv til daglig og er så kontrolleret, man er sådan en lille samfundssoldat.

– Det var bare så befriende med ham at opleve, at “Nå, men nu skrider det”. Inden jeg mødte ham, sagde min veninde til mig, at hun syntes, jeg var blevet så kedelig, fordi jeg havde så sygt mange regler: “Du gider jo ikke engang gå med ud at spise på en hverdag”. “Nej, for jeg har 200 gram kikærter i køleskabet, og jeg har planlagt, at jeg skal have dem til aftensmad”.

– Der var alle samfundsreglerne, men så var der også alle de utrolig mange regler, jeg havde sat op for mig selv. Altså!

Vi nævner i flæng: Faste stå-op-tider. Faste træningstider. Faste spisetider. Forbud mod at spise uden for spisetiderne. Forbud mod at holde kaffepause midt i rengøringen. Forbud mod vin på hverdage.

Og se så lige: Dér kommer Jo søreme gående hjem fra supermarkedet med sine varer. Op ad trappen, nøglen i låsen, og hun skal simpelthen sådan tisse, men der kommer en regel på tværs:

– I stedet for at give mig selv lov til at gå ud og tisse med det samme, så skulle alle varerne ind i køleskabet først, og så kunne jeg få lov til at gå ud at tisse.

Der er da ikke plads til 20 procent nydelse i det liv?

– Nej, nej, nej, det var kedeligt! Og jeg gik helt amok i weekenden og drak mig fuld ... At slippe det regelrette er noget, der er kommet langsomt for mig.

– Det er ikke kun ham fra Tinder, der har udløst det, men han lærte mig helt klart, at det er meget dejligt at slippe sig selv lidt, og det er de oplevelser, man husker på de pølsegrå hverdage – de pølsegrå hverdage husker man jo ikke.

Hvorfor lever vi så den pølsegrå hverdag?

– Jamen, jeg ved det simpelthen ikke. Har vi noget valg? Man kan jo ikke gå til jobsamtale og sige: “Du skal bare vide, at jeg kommer hver morgen, når jeg har lyst, så det er måske først klokken 11 om vinteren.”

– Altså … der er nogle samfundsmæssige ting, der gør, at vi simpelthen ikke kan slippe ud af det. Det lyder måske helt radikalt, men dybest set er det langt ude, at vi affinder os med at blive vækket hver morgen af et vækkeur i stedet for at vågne, når vi er friske og klar til dagen.

– Men vi skal op og ud i regnvejret og cykle af sted eller sidde i kø på motorvejen. Vi skal på arbejde.

Single er en mellemstation

Mette i bogen er single og alene i hamsterhjulet. Det er Jo også. Det er 14 år siden, hun og hendes søns far gik fra hinanden, da sønnen var fem måneder.

Og hun beskriver Mettes alenehed som en slags samfundspåført isolation, en kontrast til kollegers og veninders parforholdsliv.

– Det at være single bliver set som en mellemstation, som man helst skal videre fra hurtigst muligt, en kasse man skal ud af og så over i en lidt finere kasse. Og vil man ikke lige det, forstår folk det ikke, eller også tror de, man lyver.

– Det har jeg nærmest også tænkt om mig selv: Kan det passe, at jeg har det godt, når jeg ikke har en kæreste, eller har jeg gang i noget selvbedrag? Og ser man i en periode slet ikke nogen mænd, er det også helt mærkeligt og forkert. Sådan har jeg oplevet det.

– Jeg har jo haft nogle løse forhold, har set nogen on and off. Men lige da jeg var blevet single, var det sådan noget med, at ens mandevenner spurgte: “Hvad så, får du noget diller?”, og ens damevenner spurgte: “Nå, men “sker” der ellers noget?”

– Tænk, hvis man på samme måde spurgte folk i parforhold: “Får du noget diller?”! Og da min søns far og jeg gik fra hinanden, var der sgu en lang periode, hvor jeg slet ikke “lavede noget”.

Så dér sidder Jo til en middag med en flok udfrittende kvinder: “Nå, men sker der slet ikke noget?” “Næ, der sker overhovedet ingenting”. “Altså overhovedet ingenting?”.

– Det var virkelig grænseoverskridende, de blev bare ved med at bore i det. Til sidst sagde jeg, “Nej, der sker ikke en skid, og jeg har faktisk tænkt mig, at hvis jeg aldrig kommer til at knalde nogen resten af mit liv, vil det være fint nok”.

– Så skulle du se de der damer, de gik helt amok. Den ene, som var ret fuld, kiggede sådan på mig og sagde: “Er du egentlig lesbisk?” “Øh, nej, det er jeg ikke". “Nå men du ligner ellers Anne Linnet lidt”. Det var så langt ude.

– Den oplevelse var i særklasse grotesk, men det er også bare ofte sådan i de der sammenhænge, at det bliver meget par/single.

– Jeg har faktisk oplevet det ret mange gange, og jeg tror, at jeg nogle gange har følt mig stigmatiseret, men det gør jeg ikke så meget mere, for nu har jeg været single i 14 år og får lov til at være i fred, nu er jeg ligesom også kommet i Tinder-kassen, altså, “hun dater-kassen”, og det er faktisk en meget dejlig kasse at være i, der kan både ske ingenting, lidt og en hel masse, og man behøver ikke stå til regnskab. Der er god frihed i Tinder-kassen.

Ligesom Obama

I Jos roman skrider det for alvor for Mette, da hun begynder at ryge hash sammen med sin Tinder-kæreste. Og siden også uden ham.

Har du selv røget hash?

– Ja, det må jeg sige. Og jeg har også inhaleret ligesom Obama!

Skal det legaliseres?

– Umiddelbart siger jeg ja, men der er garanteret nogle, der er klogere end mig, som har nogle bedre argumenter for, hvorfor det ikke skal. Og så er der nogle kloge, der har nogle argumenter for, hvorfor det skal.

– Men jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så strikt, når alkoholpolitikken er så lempelig, og anarkisten i mig siger: Hvorfor er der andre, der skal bestemme, om jeg må ryge en plante?

Uden at afsløre for meget: Mette må helt ned og kysse bunden. Og hun rammer den alene.

Afspejler hendes deroute din egen angst for den?

– Ja, men jeg synes egentlig også, derouten er et vendepunkt, for hvis hun ikke havde gennemgået den deroute, havde hun siddet i det samme medisterpølseliv. Hun kaster sig ud i det, bliver kastet op i luften, det hele falder fra hinanden, og så må hun samle det op igen – og måske på en måde, hvor det er bedre.

Du har selv sagt et fast job op, var det et vendepunkt?

– Nej, for sådan har jeg altid gjort. Og det er egentlig ret underligt, for samtidig med at jeg har meget behov for kontrol, så går jeg helt kold i regler og rutiner, jeg visner altså. Jeg sætter mig bare i sofaen og begynder at æde slik, og det er ikke kun fredagsslik, det er bare hver dag.

– Det har været meget sådan i mit arbejdsliv, at jeg har været to år et sted, og så har jeg været freelance to år, jeg har meget godt af, at det skifter lidt.

Angsten for deroute ligger i os, fordi vi er så systembårne. Men Jo er alligevel nødt til at bekæmpe systemet på sin egen måde.

– Det er jo det! Jeg har f.eks. haft nogle virkelig dårlige chefer tidligere i mit liv. Hvor jeg på en eller anden måde, når jeg har været i det, har syntes, at jeg har været så loyal og sådan en lille lakaj, og jeg har ikke sagt fra – og samtidig har jeg simpelthen ikke kunnet holde mig selv ud.

Du er freelancer – hvad med økonomien?

– Det er et af mine store temaer. Da jeg var barn, hed det “social taber”, og jeg var ni år og panisk angst for at blive social taber. Vi bor i Danmark, vi falder aldrig helt igennem, vel?

– Men det sidder stadig dybt i mig, at jeg kan ende dér. Jeg tænker den helt ud. Som under finanskrisen, hvor jeg også var freelancer: “Nå, okay, så må jeg tage båden til Sverige og ud i en skov med en økse og lave mig en hytte. Det er der, jeg ender. Så må jeg grave fælder – min søn var helt lille – og så må jeg fange noget mad til ham”.

– Alt sikkerhedsnet er ude af ligningen. Det er en underligt bizar forestilling. Måske skulle jeg tale med en terapeut om det ...

– Men jeg lever ret nøjsomt, har ingen bil, tager ikke på store rejser. Samtidig har jeg det sådan: Hvis alt ramler, må jeg bare tage et eller andet job.

– Men hvis jeg til daglig skulle ligge under for den frygt, ville jeg ende i jobs, jeg ikke kan have. For jeg har prøvet at sidde i et job, hvor noget tilsagde, at jeg skulle beholde det, fordi der var mange frynsegoder og meget prestige i det.

– Men jeg var svimmel af stress, når jeg gik på arbejde og græd og lå og rystede og var ulykkelig, når jeg kom hjem. Det er der intet, der er værd.

Hykleriet derude

Man kan på én gang grine ad og græde over Jos romanbeskrivelse af Mettes arbejdsplads. Fordi den både er langt ude. Og virkelighedsnær.

– Jeg taler som både menneske og journalist med mange, der også oplever, at der er et skel mellem det, virksomheder giver udtryk for, at de gerne vil, og så virkeligheden.

– Jeg synes, der er en del hykleri og en del talen-ned til medarbejderne. Min far er kemiker og pensionist, men har været ansat i et stort medicinalfirma.

– Han elskede sit arbejde, talte om det til middage, ville køre ind om søndagen for lige at se, at tingene gik, som de skulle. Han brændte for det job.

– På et tidspunkt talte vi om alt det med konsulenter, coachtyper og HR-afdelinger, og han fortalte om, da de i hans daværende firma skulle på orienteringsløb.

– De kom derud, det begyndte at regne, det var helt mudret, og det gad han ikke, han ville gå hjem, hvilket han sagde til ham, der stod for det. Som svarede: “Nå, men er det så også sådan, du tackler problemer i hverdagen?”. Tænk, at man skal finde sig i det.

Børnehave. Manglende respekt for andre menneskers intellekt. Det er Jo, der siger det.

– Altså, når man hører, hvordan folk bliver talt til. Og hvordan jeg selv tidligere er blevet talt til. Hvor man tænker: “Jamen, bare fordi vi ikke er chefer, er det ikke fordi, vi er ubegavede, vi er ikke dumme, vi har bare en anden opgave i virksomheden eller i livet, så må vi godt have lov til bare at passe vores job og have vores integritet?

Hmm. Danmark er et frit land. Hvis man altså holder sig inden for “rammerne” og lægger bånd på sig selv, siger Jo. For der er ting, der må siges. Og der er ting, der ikke må siges.

– Der er ret meget politisk korrekthed. Meget handler om, hvordan man vil ses udadtil. De rigtige holdninger bliver nærmest brugt som en accessory – og nogle gange kan det virke, som om tolerance, omsorgsfuldhed og diversitet bare er noget, man prædiker og smykker sig med, men ikke noget, man efterlever.

– Og så går amokkos, når nogle træder ved siden af, eller ikke lige mener det samme som en selv. Personligt tror jeg ikke, de rigtige holdninger gør verden til et specielt bedre sted, hvis de ikke bliver efterfulgt at de rigtige handlinger.

Og:

– Der er f.eks. slet ikke plads til at debattere. Jeg har som journalist interviewet mange mennesker, som siger: “Det her tør jeg ikke udtale mig om”. F.eks. identitetspolitik. Det tør de næsten ikke sige noget om. De er så bange, fordi tonen er så hård og rabiat. Og dér hopper kæden fuldstændig af.

– Hvis vi skal være kærlige og rummelige, og der skal være plads til alle, så ligger der også i det, at vi skal møde hinanden og lytte til hinanden.

– De der poler – jeg kan slet ikke have det, og det er jo også som om, at jo mere ekstrem den ene pol bliver, des mere ekstrem bliver den anden også, og så bliver verden bare grimmere og grimmere.

– Jeg elsker, når én i 20’erne taler om inklusion, men hvor ville det bare være endnu dejligere, hvis personen også inkluderede folk, der er over 40.

– Og det kan godt være, at nogle af os er lidt langsomme og sløve i optrækket, men hvis vi skal rykke os, så start lige lidt blødt. Altså, et barn lærer jo heller ikke at læse af, at man skriger “nu må du fandeme lære at læse, din idiot?!” ind i hovedet på det. Det skal lige hjælpes lidt. Jeg tror, vi kommer længere med den forstående retorik.

Opgøret med spisetiderne

Det gode liv. Hvad er det egentlig? Ud over at være sin egen chef? Det har Jo tænkt meget over.

– Der bliver talt megameget om selvomsorg lige nu. Af mange bliver det fortolket som noget med at sidde i sofaen og give sig selv en fodmassage eller tage i spa. Det er det også.

– Men virkeligheden handler om noget andet for mig. Om at give mig selv lov til fandeme at gå ud og tisse, når jeg kommer hjem med indkøbsposer, og jeg skal tisse.

– Og hvis jeg går og gør rent herhjemme og har lyst til en kop kaffe midt i det hele, så må jeg simpelthen godt bare være så crazy at tage en kop kaffe, selv om jeg ikke er færdig. Der er meget frihed i at tage sig selv og sine behov alvorligt.

Det betyder f.eks., at Jo ikke længere sætter vækkeuret.

– Jeg går så tidligt i seng, at jeg vågner af mig selv hver morgen. Jeg har også taget et opgør med spisetider. Før havde jeg det sådan: “Nu kan jeg mærke, at er jeg sulten,” “Nej!” lød så en lille indre stemme, “du må ikke få noget at spise nu, du skal først spise klokken seks.”

– Nu er jeg begyndt bare at æde, når jeg er sulten, det resulterer i, at jeg spiser aftensmad klokken fire om eftermiddagen. Og det er ikke en regel.

– Jeg spiser simpelthen, når jeg er sulten. Det er noget værre rod med min søn. Nogle gange spiser han med – sen frokost kalder vi så min aftensmad – men jeg gider ikke det andet.

– Før blev jeg aggressiv af sult, hvis jeg ventede med at spise, til han kom hjem. Så det kan godt være, det er noget rod med de spisetider, til gengæld er jeg i godt humør.

Hvor kommer de fra, alle de regler? Tja – en del af dem har vi jo med hjemmefra.

Jos forældre gik fra hinanden, da hun var to. Hun voksede op i Holte, på Langeland, Holte igen og så Espergærde. Hendes opvækst var, siger hun, en fifty/fifty-blanding af regler hos hendes far og anarki hos hendes mor.

– Min mor har flyttet meget og startet mange firmaer, og hun er ikke særlig regelret. Da vi boede i Espergærde – som var lidt finere dengang – tog folk læbestift på, når de skulle i Espergærde Centret.

– Min mor gik altid rundt i joggingbukser og træsko, når hun havde fri, og jeg ville jo have, at hun skulle ligne de andre: Kunne hun ikke bare ligne en rigtig dame?

– En dag skulle hun på indkøb, men jeg ville ikke med, når hun så sådan ud. Så sagde hun: “Nå, men så må jeg jo selv finde en måde at komme hjem med varerne på.”

– Og så kørte hun kraftedeme op til Spar-købmanden med en trillebør! Jeg lå og vred mig af skam. Det, hun gjorde, er jo en totalt anarkistisk tilgang: Bare skid hul i det.

– I dag er det mig, der går rundt i joggingbukser og sokker i sandalerne. Men min søn siger, at jeg altså bare ikke kan gå ned i supermarkedet på gaden i badekåbe.

Interviewet blev udgivet i femina uge 26, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: