Mette forstod ikke, hvorfor man skulle skyde dyr "for sjov". Så fik hun selv jagttegn

Tallet for kvinder, der tager jagttegn, har været stigende i en årrække, så hvis man skulle have en forestilling om, at jagt er en mandeting, kan man lige så godt begynde at vænne sig til, at det måske i en nær fremtid vil tippe til den anden side.

En af de mange kvinder, der har kastet deres kærlighed på turene ud i naturen iklædt camouflagetøj og med en riffel over skulderen, er Mette Karin Petersen. Hun er 31 år og mor til lille Norma.

Da hun mødte sin kæreste, Anders, for 11 år siden, havde han lige fået jagttegn, og Mette forstod ikke rigtigt, hvorfor man skulle skyde dyr for sjov. For det var sådan, det i hendes øjne så ud.

– Jeg var lidt af den overbevisning, at det var rigtig synd at skyde de her dyr, men så spurgte min kæreste, om jeg ville med på jagt som en såkaldt klapper. Det er sådan en, der klapper og siger lyde for at få fuglene til at flyve op i luften.

– Det er et lovkrav, at man har hunde med på fuglejagter, og fordi jeg elsker hunde, tænkte jeg, at det vil jeg gerne prøve. På den jagt fandt jeg ud af, at jagt handler om meget mere end et tryk på en aftrækker.

Det afgørende for, at dagen og jagten havde været god, var ikke, om der var skudt 2 eller 50 fasaner, tænkte hun over efterfølgende. Derimod var det selskabet, naturoplevelsen og alt det andet, der var omkring selve jagten, hun blev fanget af.

Et fællesskab

I dag lever Mette af at lave markedsføring for kunder i jagtbranchen og af at formidle historier om jagt på sine egne platforme under navnet Jaegerinden. Jagt fylder i dag meget mere i hendes liv, end den gør i hendes kærestes.

– For mange er jagt mere en livsstil end en hobby, fordi det er så tidskrævende, så det er jo virkelig godt, hvis man har en partner, som forstår det.

– I de fleste jagtforhold er det så tit kvinden, som siger ”nej, vi skal altså ikke hænge nogen døde dyr på væggene”, men hos os er det faktisk Anders, som antyder, at nu skal det heller ikke blive en zoologisk have.

– Men for mig handler det om at have et rum fyldt med oplevelser, og at hver gang, der kommer nogen, kan jeg fortælle om den buk derovre, som er den første, jeg skød. Det synes jeg, er helt fantastisk!

Hun retter blikket over imod råbuktrofæet, som hænger på den hvide væg ved siden af terrassedøren i husets åbne køkkenalrum.

Det er ideen om at skyde og dræbe, som ifølge Mette er den største forhindring for rigtig mange i forhold til at kaste sig ud i jagt, og det er også hendes erfaring, at kvinder ikke i samme grad som mand nørder deres våben, sådan lidt generelt sagt.

Men der er over 20.000 kvindelige jægere i Danmark, og tallet stiger, især blandt yngre kvinder, viser tal fra Jægerforbundet.

Igennem sine mange jagter og arbejdet i branchen har Mette efterhånden fået mange gode kvindelige jagtkammerater, og det har fået hende til at lave en jagtgruppe for kvinder, som har mere 700 medlemmer.

Hvorfor er der behov for en særlig gruppe for kvinder?

– Det er slet ikke en feministgruppe eller noget, men hvorfor har man mere lyst til at være sammen med nogle jagtveninder end til bare at hænge ud med gutterne? Jeg har rigtig mange gode mandevenner, men ofte er det veninderne, jeg har hjemme til kaffe, og ikke mændene. Det er et andet fællesskab.

– Jeg må også sige, at jeg oplever, at der er rigtig mange kvinder, som føler sig usikre på, om de gør det godt nok, og så kan vi tage på skydebanen og i det mindste være sammen om at være dårlige, hvis det er det, vi tror, vi er. Fordi det er sådan en pigetendens måske.

Er der sexisme i jagtmiljøet?

– Der er i hvert fald meget mandehumor og jokes, men jeg oplever ikke sexisme. Måske fordi jeg vælger ikke at opleve det, så det kommer nok an på, hvem du spørger.

– Jeg har da hørt, at nogle kvinder føler, at der er mænd, der kigger på deres numser, når de ligger på skydebanen og skyder, og der må jeg bare sige, at jeg kigger også, når der kommer en kvinde ud med en dybt nedringet tanktop. Det gør jeg da.

– Kommer der en mand med flotte, muskuløse arme, kan jeg da også godt få bløde knæ og komme til at kigge lidt. Der er bare ofte mange mænd, og så kan nogle kvinder muligvis godt føle, at det går ud over ens køn.

Vil gerne give sin datter glæden

Da Mette lige havde fået sit jagttegn, spurgte hun sin kæreste, om hun så ikke skulle med på hans jagt, men hans svar var noget med, at det var hans frirum, et drengerum og den slags.

– Nogle gange synes mændene også, at det er sjovt bare at have en drengetur, og så er det også fint. Men så begyndte jeg at få mine egne jagtkammerater, og de var altså mænd.

– Da jeg første gang blev inviteret til Sverige og skulle sove i en lille campingvogn med mænd, skiftede han så lidt mening og var meget sådan ... du kan da også bare komme med os, ha ha.

I dag tager Mette og Anders på jagt sammen stort set hver anden weekend i sæsonen i skovene omkring Ringsted. Derudover har de jagter hver for sig. Og Mette forestiller sig ikke, at hun skal gå meget mindre på jagt, efter at hun er blevet mor.

– Jeg er slet ikke færdig med at få jagtoplevelser overhovedet, og jeg hungrer efter det, virkelig, men jeg elsker livet som mor, jeg elsker min datter, og jeg ved, at det skal nok komme igen.

– Jeg vil rigtig gerne sprede glæden for jagt og for naturen ud til min datter, frem for at jagtturene kommer til at handle om mig, mig, mig.

– Når hun bliver to-tre år, tror jeg, at jeg vil kunne finde på at tage hende med på jagt på dage, hvor jeg synes, det ser pænt og fornuftigt ud. Men det bliver på hendes præmisser, og det skal være sjovt.

Hvad har været din bedste oplevelse med jagt?

– Der er så mange! Min første råbuk var noget helt særligt, og på en måde var min allerførste jagt, hvor jeg skød mit første dyr, en gås, den bedste oplevelse.

Hun rejser sig og henter et stort, indrammet fotografi af hende selv iført camouflagetøj på vej i solnedgangen med et bytte bundet op på ryggen.

Billedet er fra en bjergjagt, hun var på i Spanien sidste forår, og byttet var en beceite ibex, som er en sydøstspansk stenbuk.

– Bjergjagt er den mest fantastiske jagt. Det kræver virkelig, at man er dygtig og erfaren, og du skal være i god fysisk form for at kunne klare at bestige bjergene op og ned, op og ned, for du aner ikke, hvor dyrene er.

– Det er virkelig vild jagt i forhold til Danmark, hvor du ved nogenlunde, hvor dyrene går. Her det er så vildt og ekstremt, som det kan blive. Og når du så først har skudt et dyr i bjergene, så skal du også have det ud.

Højgravid på bjergjagt

To dage inden Mette tog afsted på jagten i Spanien, fandt hun ud af, at hun var gravid med lille Norma, og til trods for at hun havde det dårligt det meste af tiden, gjorde det kun oplevelsen endnu større.

Og graviditeten satte ikke en stopper for de gode jagtoplevelser. I september måned, da hun var i 32. uge, tog hun og kæresten sammen til Sydfrankrig.

– Jeg havde glædet mig så meget til at vise Anders, hvor ultimativ bjergjagt er. Jeg tager ikke på bjergjagt for at trykke på aftrækkeren, for chancerne er dårligere, men det kan så meget andet; det fysiske, det mentale, alle de der ting.

– Jeg havde fået to licenser til jagten igennem mit arbejde, og der var nogle af de franske jægere, som skulede lidt til os to danskere, der var så heldige at have fået adgang.

Den første aften, lige inden det bliver for mørkt til at jage, fik Anders nedlagt en kronhjort, og de var begge ovenud lykkelige. De næste dage så de ikke et eneste krondyr, men efter et par dage, da Mette var alene ude med guiden, fik de øje på en stor, gammel kronhjort.

Den fulgte de på en tre timer lang spændende og intens jagt, dog uden at lykkes med at få den på sigtekornet, og turen ned igen var nærmest uoverskuelig for Mette med den store, gravide mave.

Næste dag, som var den sidste på turen, besluttede de at tage ud igen, men denne gang kun gå 200 meter op ad bjerget.

– Vi går de 200 meter op ad bjerget og rundt om en kostald, og der står en kronkalv. Jeg tænker, yes mand, lægger riflen an og skal lige til at trykke på aftrækkeren, og så ud af bregnerne i silende regn 150 meter fra mig, træder den kæmpe kronhjort, vi forfulgte dagen før.

– Den kommer med det største brøl, og vi kigger alle sammen op. Det var et splitsekund fra, at jeg havde trykket på aftrækkeren til kalven. Jeg trækker vejret en gang til, trykker på aftrækkeren, og kronhjorten går lige ned i knaldet. 

– Jeg havde virkelig kæmpet dagen før, og fordi min krop var træt på grund af graviditeten, var det en kæmpe gave med sådan en nem jagt. Jeg har det faktisk på film, og man kan bare se, at jeg græder og græder. Det var en stor jubelscene, fordi vi vidste, hvor hårdt vi havde kæmpet, og hvor heldige vi var. 

– Der blev skudt to andre kronhjorte på jagten, så det var helt sindssygt, at Anders og jeg, de to dumme danskere, fik en kronhjort hver.

Hvad har været din værste jagtoplevelse?

– Det var en gang, hvor jeg fik anskudt (såret, red.) et dyr. Jeg rammer ellers altid, hvor jeg skal, hver gang, og det gør jeg, fordi jeg ikke tager chancer. Men så skete det alligevel, og det er det værste, jeg har oplevet.

– Jeg havde fået en ny riffel og ny optik, altså en kikkert, der sidder oven på riflen, og da jeg ser bukken på trådkorset i kikkerten, tager en dyb indånding og trykker på aftrækkeren, bliver dyret stående, som om intet var hændt.

– Jeg forstår det ikke og tænker; jeg skyder igen. Her kan jeg så se, at jeg rammer, men dyret løber, og jeg tænker bare; hvad sker der, mand?

Det viste sig, at en af Mettes jagtkammerater, som aftenen før havde kigget på hendes nye udstyr, var kommet til at rykke ved indstillingen på den nye kikkert, så hendes skud ramte 10 centimeter over det punkt, hun sigtede på.

I stedet for at affyre et dræbende skud havde hun derfor ramt rådyrets rygsøjle, så dyret var levende, men ikke kunne rejse sig. Grædefærdig og med sin kæreste med på telefonen blev hun nødt til at aflive dyret med et skud på klos hold.

– Der gik maksimalt 10 minutter, fra dyret var blevet anskudt, til jeg havde skudt det, og det er helt sikkert 10 minutter for lang tid for et dyr at lide. Det er slet ikke det normale scenarie, men det er jo det, der kan ske, og det vil jeg ikke sidde og lyve om.

Hvordan var det at skyde et dyr den allerførste gang? 

– Min første jagt var en andejagt, som Anders og jeg blev inviteret med på af en kollega. Jeg kan huske, at jeg ikke sov den nat, fordi jeg var så sindssygt spændt på at skulle ud på min første jagt. 

– Om morgenen, mens det stadig var mørkt, stillede vi os klar, fordelt rundt om en sø, og det var en meget speciel følelse at stå med et våben og selv skulle tage en beslutning, om det var rigtigt at skyde eller ej. Er det sæson for denne type and lige nu? Hvad er afstanden? Og er jeg klar til at affyre et skud, der kan dræbe? Havde jeg trænet nok til det?

På jagten fik Mette skudt – ikke en and, som egentlig var målet – men en gås, som der også var sæson for på det tidspunkt.

– Det var et mix af følelser egentlig. Jeg var faktisk en lille smule ked af det over, at jeg havde skudt mit første dyr, men samtidig var jeg også stolt af, at den træning, jeg havde lagt for dagen, gjorde, at jeg havde fået skudt noget på forsvarlig vis. Det var der en glæde over, og samtidig respekt for det dyr, jeg havde skudt.  

Den gode mad

Mette indrømmer gerne, at hun, før hun begyndte at gå på jagt, ikke spekulerede så meget over, hvor kødet i kølediskens plastikbakker kom fra. Men jagten og nærheden til dyrene og naturen har fået hendes øjne op for dyrevelfærd og for det klimavenlige aspekt i at spise vildtkød frem for konventionelt kød fra supermarkedet.

De sidste fire-fem år har hun og kæresten stort set kun spist kød fra dyr, som de selv har skudt.

– Der er ikke noget transport og mellemled, ikke noget plastisk indpakning og ikke noget opdræt. Og så synes jeg, at den ultimative dyrevelfærd handler om, at dyret lever i frihed og kan gå, hvorhen det vil, og spise, hvad det vil.

Og vildt på tallerkenen kræver ikke særlige færdigheder eller mange timer i køkkenet. Det er til gengæld et stort arbejde at omsætte vildtet til udskæringer til aftensmåltidet og fryseren, men at være selvsupplerende med kød er en meget stor del af Mettes passion for jagten.

Hendes fokus er på hverdagsretter, og ud over dyreryg og mørbrad, så kører hun de fleste udskæringer igennem kødhakkeren og bruger det hakkede kød i f.eks. frikadeller, kødsovs og cannelloni.

Havde du den interesse for mad, da du tog med din kæreste på jagt første gang?

– Nej, det kom senere som en del af opdagelsen af, hvad jagten kan både før, under og efter. Altså det er jo en livslang uddannelse at være jæger. Hver gang jeg går på jagt, så oplever jeg noget nyt og lærer noget nyt om vildtet, om naturen og om mig selv som jæger.

– Det er ikke bare at gå ud og trykke på aftrækkeren. Det kræver helt vildt meget forberedelse i forhold til at få det rigtige tøj på, kende sit gear, have trænet i timevis på skydebanen, at aflæse vejret, vinden og hvornår dyrene er aktive, og at udforske hvordan man bevæger sig frem til vildtet på den mest ninja-agtige måde, hvis det er jagt med riffel.

– Lad mig sige det sådan, at hvis vi kun gik på jagt for at skyde noget, så var vi ikke jægere særlig længe, for vi skyder sjældent noget i forhold til, hvor ofte vi er ude. Man skal blive ved med at have en glæde ved det og en glæde over at kunne lave mad med kødet.

– Og man skal også kunne sidde derude og nyde naturen, også selv om man ikke skyder noget, og det gør min kæreste og jeg i høj grad. Vi kan være ude 10 eller 15 gange uden at skyde noget, fordi det skal være det rigtige dyr, der skal være den rigtige afstand, og der er alle mulige faktorer i spil.

– Man står med et våben og kan slå noget ihjel, så det er jo dybt alvorligt. Jeg plejer at sige, jeg ikke går ikke på jagt for sjov, men at alt det udenom, det er sjovt.

Denne artikel blev udgivet i femina i uge 37 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: