“Jeg har venner, som kalder det drive, men man kan vel også kalde det stædighed, ikke?”

Gorilla Galleri står der på galgeskiltet over den lille butik. På toppen af stangen knejser en lille gorilla med fremskudt bryst – en lille, naturtro legetøjsfigur, som støbt fast med superlim holder hovedet højt på spidsen af bærearmen uanset vind og vejr.

Kamilla Wichmann har selv bygget skiltet.

– Af et gammelt stålbordben og resten af en bordplade, som har fået hængsler og en gang hammerlak. Jeg kan bygge alt muligt af rester. Det er lidt krea, men egentlig er jeg nok bare ret god til at få meget ud af lidt, ler hun.

Og jo, hun er god til at finde muligheder, når ideerne er der, men økonomien ikke tillader store armbevægelser, nikker hun bekræftende, men dybest set handler det nok om, at hun insisterer på, at det skal være muligt at leve af det, hun brænder for.

Også selv om det kræver, at hun selv baner vej og nogle gange tager andre kundskaber i brug, end dem hun er uddannet i, f.eks. også at drive butik og stifte eget forlag og galleri.

– Jeg har venner, som kalder det drive, men man kan vel også kalde det stædighed, ikke? Jeg giver nok bare ikke sådan op. Hvis man vil leve af at tegne, så skal man nok ikke have let ved at give op, siger hun.

Og det er det, hun lever af. At tegne.

Mange af os kender hende, nogle måske uden at vide det, eller nikker i hvert fald genkendende til hendes streg, når vi ser hendes både prisvindende og anmelderroste tegninger.

Kamilla Wichmann står bag populære pegebøger som “Goddagdyr” og “Godnatdyr” til de helt små.

Hun har illustreret flere af Bjarne Reuters fortællinger og Birgitte Krogsbølls digte, og illustrerede i årevis den politiske virkelighed og leverede satiretegninger af magtmennesker som Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Angela Merkel til danske dagblade.

Hun har også skabt billedsiden til en lang række natur- og videnskabsbøger for børn – bl.a. den prisvindende, internationale bestseller “Liv – den fantastiske historie om evolution” og opfølgeren “Din fantastiske krop – fra urtidsfisk til nutidsmenneske”, som udkom sidste år og fik Litteratursidens anmelder til at skrive, at Kamilla Wichmanns illustrationer “løfter bogen til nærmest ustyrlige højder.

Den retroagtige stil med douce farver får en til at tænke på ældre fagbøger med deres særlige sans for systemer og æstetiske anskuelsesplancher”.

Mange kender også hendes humoristiske sprællemand af en forspist julemand eller hendes dronning Margrethe-påklædningsdukke, som gør det muligt at drapere majestæten i karakteristiske og historiske outfits såsom brudekjole, gallakjoler, regnfrakke, skidragt og nationaldragter fra Grønland og Færøerne.

– Hvis man skal klare sig som tegner i dag, skal man som regel spille på flere heste for at få det til at løbe rundt, siger Kamilla Wichmann med et smil, da snakken falder på de mange genrer og produkter, hun favner med sine tegninger.

På hylderne i den lille butik, hvor vi mødes denne formiddag, ligger postkort, notesbøger, malebøger ved siden af de illustrerede bøger, og på væggene hænger nummererede tryk i forskellige størrelser af en lang række af Kamilla Wichmanns tegninger.

Hendes lyst til at tegne udvikler sig hele tiden i nye retninger, forklarer hun.

– Jeg kan bedst lide, når noget udvikler sig. Jeg har meget svært ved, når ting står stille. Det er vel også et drive eller en stædighed. Måske nok mest et drive, siger hun.

Poetisk videnskab

På Kamilla Wichmanns arbejdsbord i baglokalet, som er indrettet til tegnestue, står tegneredskaber, pensler og farveprøver side om side med fagbøger fulde af fotografier og beskrivelser af dyr.

Meget videnskab og især dyreliv kan, som bøgerne på hendes bord viser, illustreres præcist med et foto – eller i denne fagre nye fremtid med et AI-generet billede. Men håndtegningerne kan noget andet, påpeger Kamilla Wichmann.

– Det, jeg prøver med mine tegninger, er også at give det en poetisk fortolkning. Jeg tegner jo ret naturalistisk, men jeg prøver også at putte noget poesi ind i billederne, siger hun og peger på en af de indrammede tegninger i galleriet.

– Det her er til en evolutionsbog. Det er en celle set i et mikroskop. En encellet organisme, som er det, man mener, det hele er startet med. I de bobler, der er i cellen, har jeg tegnet det, som det bliver til senere hen i udviklingen – en fisk, en pingvin, en løve, en bille. Det kan man jo ikke lave et fotografi af.

– Der er ikke rigtig nogen af mine tegninger, man kan lave et foto af. Jeg samler det, som et koncentrat af noget andet. Af videnskab og poesi og fantasi, forklarer hun.

Det naturvidenskabelige har altid optaget hende meget.

– Da jeg var barn, sad jeg altid på mit værelse og lavede forsøg om aftenen. Sådan noget med at kigge på stjerner gennem nogle huller i noget pap, som sidder et bestemt sted og viser, hvor meget himlen rykker sig hver aften. Jeg har altid haft en interesse for sådan noget, fortæller hun.

Derfor har hun også gjort en ekstra indsats for at få mulighed for at tegne netop naturvidenskab. For det gjorde indtryk, da hun engang hørte formanden for danske bladtegnere fortælle, at man skal tegne det, man gerne vil have job indenfor.

For det kan godt være, at du drømmer om at tegne en bestemt genre, men hvis du ikke har noget at vise frem, har redaktøren svært ved at forestille sig det.

Du er nødt til at tegne det og vise det, lød det. Det råd tog hun til sig. Og det har banet vejen for hendes poetiske tegninger af dyr, planter og liv – men også af de mange andre genrer, hun over årene har kastet sig ud i.

Som hendes jule-sprællemand, der med ribben af flæskesteg og medisterpølse som fordøjelsessystem, et flettet julehjerte i brysthulen og to bjælder som klokkeværk mellem benene på en humoristisk måde indkapsler julens traditionelle symboler og nutidige tendens til overspisning.

Sans for forretning

Galgeskiltet med gorillaen er først kommet op for nylig, men Kamilla Wichmann har holdt til i det lille butikslokale på Vesterbro i nogle år nu.

De første med tegnekollegaen Stine Spedsbjerg, og sammen slog de dørene op til Gorilla Galleri i sommeren 2021.

To år efter flyttede Stine Spedsbjerg ud – uden dramatik eller kurrer på venskabstråden, understreger de begge, men for at få sit arbejdsliv til at gå op – og Kamilla Wichmann bød efter nogle måneder alene på skansen i november en ny fagfælle velkommen: Illustrator Josephine Kyhn.

For nogle vil det virke som at kaste sig ud i en helt ny branche at drive butik og galleri med indbygget tegnestue ved siden af fuldtidsarbejdet som tegner. Men sådan har det ikke føltes for Kamilla Wichmann.

– Jeg har stået i butik, siden jeg var 14 år, og sagt: “Hva’ sku’ det være?”, så det har været rimelig naturligt for mig.

– Jeg har faktisk arbejdet, siden jeg var ni, med at plukke ærter og gå med hund, men jeg har stået i butik i mange år, både på en tankstation og i museumsbutikken på Louisiana. Og som tegner tjener man jo ikke supermeget, siger hun og tilføjer:

– Det er ikke en guldgrube. Og man betaler jo for at sidde på en tegnestue, hvor man kan få sparring og pingpong, men jeg har altid syntes, at det var lidt dumt at betale for at gå på arbejde. Så på en eller anden måde har jeg altid kigget efter butikker for at kunne slå de her ting sammen.

Sammen med andre tegnere tager Kamilla Wichmann hvert år på messer og kunstfestivaler, hvor hun udstiller og sælger sine værker. Det gør hun stadig, men butikken giver hende mulighed for at vise sine ting frem hele året.

– Jeg kan megagodt lide at få folks umiddelbare vurdering. Når man sidder på tegnestue, sidder man jo en masse tegnenørder sammen. Så det er faktisk fedt at høre, hvad andre kan lide, og hvad de tænker, når de ser billederne.

– Der er noget ping-pong i at vise det til nogen, som ikke selv er tegner. Det giver nogle andre reaktioner, forklarer hun.

Der sker jævnligt, at der kommer kunder ind ad døren, som er kommet tilfældigt forbi og ikke aner, at de står i et kombineret galleri og tegnestue, men pludselig genkender nogle af tegningerne fra en bog, de har læst.

Eller som bliver overraskede over at blive ekspederet af tegneren selv og finde ud af, at den tegning, de kan lide, faktisk er tegnet omme i baglokalet.

Det overrasker hende af og til, hvilke tegninger der sælger meget eller lidt, og hvilke følelser og stemninger de vækker i folk.

– Det er ret fascinerende at møde folk på den måde, siger hun.

Lige så meget hun holder af mødet med sine kunder, lige så vigtigt er det for hende at have en kollega i tegnestuen.

– Det med, at man kan spørge hinanden, er rigtig godt med tegningerne, men det gælder også alt muligt andet. Lige fra “hvad skal jeg skrive til denne her redaktør” eller “hvad skal jeg tage for denne her opgave”, siger hun og forklarer, at det er en benhård branche at overleve i som selvstændig.

– Jeg har været selvstændig i 21 år nu, og som tegner får man det samme for børnebøger i dag, som man gjorde for 21 år siden. Faktisk prøver mange at trække prisen lidt ned. Det er virkelig en tough business.

– Jeg har jo mit eget lille forlag, så der er nogle ting, jeg ved, som andre tegnere måske ikke ved, men trykpriserne er gået sindssygt meget ned på de 21 år, så det er faktisk billigere at producere i dag, selv om der selvfølgelig har været corona og alt muligt andet, som har fået meget til at stige igen.

– Men Danmark er et lille sprog, så bøgerne kommer i meget små oplæg, og bibliotekerne køber også mindre, end de gjorde for 20-25 år siden. Så det er ikke en guldgrube at være tegner. Det kræver, at man er kreativ. Ikke bare med sine produkter, men med sin måde at drive forretning på, konstaterer hun.

Men det handler nogle gange også om at turde slå til, når en mulighed byder sig – eller have mod til selv at skabe muligheden.

– Hvis døren står på klem, er det altså bare med at åbne den, siger hun og fortæller, hvordan hun efter et år på kunsthøjskole i Holbæk arbejdede i køkkenet i en vuggestue og drømte om at blive tegner og børnebogsillustrator.

– Jeg kiggede meget på en tegner, der hedder Dorte Karrebæk, som er en af de største børnebogstegnere herhjemme.

– Jeg tænkte, at hun sikkert bor langt fra, hvor jeg var. Men så en dag, hvor jeg hørte radio, snakkede de om, hvorfor damer gik i højhælede sko, og så fik de som reaktion en fax med en tegning på en dame, der hed Dorte Karrebæk, som boede i Ålsgårde. Der stod jeg og lavede mad i en vuggestue i Ålsgårde, fortæller Kamilla Wichmann og fortæller med et stort smil, hvordan hun vejede for og imod, om det mon kunne være dén Dorte Karrebæk. Damen havde jo sendt en tegning til dem i radioen, så det kunne det godt, filosoferede hun.

– Jeg gik hjem og slog op i den lokale telefonbog, fandt en Dorte Karrebæk i Ålsgårde, og så ringede jeg op og sagde: “Hej! Er du den Dorte Karrebæk, tegneren?” Det var hun. Det blev indledningen på et langt forhold, og hun blev halvt mentor og halvt reservemor for mig.

– Det viste sig, at hun boede på hjørnet af mine forældres vej. Jeg kom hos hende hver måned, og vi snakkede om både livet og om tegninger. Det gjorde vi i mange år, også mens jeg gik på designskolen, fortæller Kamilla Wichmann og indskyder efter et øjeblik i stille tanker, at man ofte kommer langt ved at være lidt vedholdende i det, man gerne vil:

– Sådan noget med at gribe sådan nogle ting. Det tror jeg er en god ting. I stedet for at tænke, at det kan man da ikke.

– Men alle er selvfølgelig forskellige, og det er jo en meget ekstrovert ting at gøre, så det er måske ikke for alle, men det har i hvert fald været min vej, siger hun.

“Det skal de ikke bestemme”

Det var i gymnasiet, at Kamilla Wichmann for alvor fik øjnene op for at tegne.

Hun prøvede kræfter med industrielt design i et valgfag og fandt ud af at det faldt hende nemt, forklarer hun og skynder sig at indskyde, at det ikke skal lyde overlegent, men at der for hende var meget logik i at udtrykke sig på den måde. Der stod det klart, at det nok var den vej hun skulle.

– Mine tegninger har ændret sig meget gennem de mere end 20 år, jeg har tegnet, selv om det måske ikke ser sådan ud for andre.

– Da jeg kom ind på designskolen, tegnede jeg meget detaljeret, men fik at vide, at jeg endelig ikke måtte tegne med så små pensler. Det skulle være med opvaskebørster og brændte tændstikker, det skulle være groft, og jeg skulle have store bevægelser, forklarer hun og fortæller grinende, hvordan hun i årevis tog sig i at række ud efter de tyndeste og fineste pensler, men gav sig selv et mentalt rap over fingrene og nøjedes med at købe de store og grovere redskaber.

– Først efter 10 år eller noget i den dur, hvor jeg sad på tegnestue med andre, som lavede myldretegninger og også holdt af at tegne meget detaljeret, tænkte jeg, at det skal de simpelthen ikke bestemme, fortæller hun.

Derefter strøg hun ud og købte de pensler, hun faktisk selv ville arbejde med og vendte tilbage til sine fine og detaljerede streger.

Efter nu i godt et år at have siddet fordybet i sin læge-kærestes medicinbøger for at få de videnskabeligt korrekte detaljer frem i knogler, muskler, sener og væv til “Min fantastiske krop”, kommer der til “at gå Jesus i den”, som Kamilla Wichmann leende konstaterer, for nu skal hun bl.a. i gang med at illustrere en børnebibel.

– Det glæder jeg mig enormt meget til, for der er jo nogle fantastiske fortællinger i både Det Gamle og Det Nye Testamente, siger hun.

Med børnebiblen og et par andre opgaver i kalenderen ved Kamilla Wichmann, hvad hun skal lave de næste år. Men hvad der så skal ske, står endnu åbent.

– Man kan jo vælge denne her levevej som tegner på mange måder. Jeg synes, det er spændende, at jeg kan tegne og have de her mere iværksætteragtige ting ved siden af.

– Det er jo fedt, hvis man pludselig får lyst til at lave sin tegning til et puslespil, at man kan gøre noget ved det, siger hun, men tilføjer, at det jo altid koster at kaste sig ud i noget nyt, og at regnestykket med indtjening ikke altid matcher ens ellers gode ideer.

– Så det er ikke noget med, at jeg pludselig bare går ud og lægger en halv million i et eller andet nyt projekt. Det ville jeg heller ikke få lov til af banken, for de er jo ikke superglade for at låne til en selvstændig med svingende indkomst, og det er jo også noget, man skal kunne leve med som selvstændig.

– For en ting er at kunne klare sig kreativt, noget andet er psykisk at kunne hvile i, at du ikke ved, hvad du tjener det næste halve år. Og det er nogle gange lige spændende nok, når man venter svar fra en fond eller et nyt projekt, siger hun.

– Men jeg har en grundlæggende tro på, at sådan noget altid nok skal løse sig, for det har det gjort i så mange år.

– Og så er jeg god til at sætte en masse skibe i søen, og efter noget tid kommer de skibe jo tilbage. Eller nogle af dem gør i hvert fald, tilføjer hun med et grin.

De seneste år er det væltet frem med apps, som gør det muligt med et fingerknips eller to at skabe simple grafikker og illustrationer. Men det holder hende ikke søvnløs.

– Ikke endnu i hvert fald. Mange af mine kollegaer er nervøse over det, og jeg tror helt sikkert, at det kommer til at betyde noget på et tidspunkt, for det er en nem måde at få en hurtig tegning eller illustration på. Så jeg tror bestemt, at det kommer til at overtage nogle ting.

– Men når det er sagt, så er vores hjerne jo meget gammel, og sådan en urhjerne bliver ikke bare lige lavet om.

– Jeg tror, at mennesket altid vil være tiltrukket af noget, som er håndgjort. Om det er et godt snedkermøbel eller fliser, hvor man kan se hændernes strøg, fordi de er menneskeskabte. Det tror jeg også gælder tegninger og billedkunst.

– Når man kigger på det og tænker, hvad har tegneren tænkt her, og hvad ligger bag det farvevalg, eller hvad er det for en fortolkning? Det giver en særlig dybde, og det tror jeg gerne, at vi som mennesker vil kunne mærke, og derfor tror jeg ikke, at det uden videre taber sin værdi, siger Kamilla Wichmann.

Artiklen blev udgivet i femina uge 2, 2024.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: