Jeg har ikke lyst til andet end disse tre ting. Det kan lyde, som om jeg er depressiv. Det er jeg ikke

Karen Pallisgaard er journalist, foredragsholder, forfatter og mor til to. Kommentaren er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det er den mørke tid på året. Jeg har ikke lyst til andet end sofa, stilhed og skønlitteratur. Jeg har frameldt flere sociale arrangementer, og min indbakke bugner af ubesvarede beskeder.

Det kan lyde, som om jeg er depressiv. Det er jeg ikke.

Jeg har det utrolig godt sådan her lige nu. Vinteren pakker mig ind i stilhed. Ligesom foråret pakker mig ud i sjov. Men lige nu er jeg stille.

Vi er cykliske væsener, og jeg kan ikke modstå at følge naturens rytmer, selv om det ikke passer ind i vores samfund.

Jeg er gået i vinterhi. Det falder mig ikke svært, men føles lidt sært. For i en verden med krig og konflikt, i en kultur, der hylder hurtighed og holdninger, kan det være næsten identitetsudslettende at trække sig tilbage og tie. I hvert fald for mig, der er vant til at bruge min stemme til at formidle og synes alt muligt om alt mulig.

Jeg var til et netværks-gå-hjem-møde, der handlede om at hacke algoritmer, optimere sit reach på sociale medier og lave en enestående profil.

Jeg gik ret hurtigt hjem fra det gå-hjem-møde. Jeg havde slet ikke lyst til at profilere mig, være enestående eller hacke noget. Det er en subtil sovs af toksisk individualisme, vi alle marinerer i.

I gamle dage blev man begravet med sin jobtitel øverst på gravstenen. I dag går vi gennem livet med vores CV øverst som en flot fane for, hvem vi er.

Vi er så optagede af at definere os, adskille os, være unikke og likeable. Det gælder om at være nogen og noget. Det får mig til at tænke på min nu afdøde helt Ram Dass, en verdenskendt spirituel lærer og meditationsmenneske.

Han var en anerkendt Harvard-professor, der endte med at opgive sit akademiske arbejde og alle sine meritter, da han mødte meditation, bevidsthedsudvidende planter og sin guru i Indien.

Der er en fantastisk dokumentar om ham, der hedder ”Becoming nobody”. Det er sædvanligvis ikke attraktivt at være en nobody.

Men det, Ram Dass ville vise os, var, at lykken ikke ligger i vores somebodiness. Altså, der hvor vi er optagede af os selv og vores unikhed, vores egoisme.

Egoet er lavet af alle historierne om os selv. Det er alle vores roller og alle de pejlemærker, vi bruger til at beskrive os selv, vores job, vores livret, vores sociale status, vores tøj og vores Instagram-bio.

Egoet lever højt på separation. Det er den del af os, som søger tilfredsstillelse i den ydre verden. Vores ego måler sig i forhold til andre. Det er egoets stemme, der hvisker til dig, at du er mere eller mindre værd end andre, og at dine behov er vigtigere end andres.

Egoet puster til følelsen af, at lige præcis DU er noget særligt og har brug for ekstern succes for at bevise det og blive anerkendt for det. Egoet kan vi ikke undvære, for det gør os i stand til at fungere i verden.

Ifølge Ram Dass er ego en samlet betegnelse for krop, tanker, følelser og sanser og nødvendigt for vores eksistens og overlevelse.

Vores ego fortæller os, hvad/hvem vi skal undgå, hvad vi skal stræbe efter, hvordan vi slukker vores tørst, og hvad vi skal tænke. Problemet opstår, hvis vi identificerer os for meget med vores ego og ikke kender til vores nobodiness, vores fælles menneskelighed.

Der, hvor vi husker, at vi alle er forbundne på celleplan. Hvor vi bag jobtitler og Insta-bios husker, at vi alle er ens – alene fordi vi er mennesker.

I den tilstand kan vi møde os selv og andre mere ærligt og kærligt. Det er her, jeg kan se dig i øjnene og vide, at du også ved, hvordan ensomhed føles, hvordan kærlighed føles og så fremdeles. Det er det sted, hvor vi bare er.

Uden at være optagede af at være nogen eller noget. I den tilstand kan jeg paradoksalt nok være mere for andre, fordi det ikke handler om, hvem unikke jeg vil være, men hvem jeg vil være det for.

Det er en følelse og oplevelse af samhørighed frem for separation. Det er, hvad jeg kommer tilbage til, når jeg bliver stille. Der, hvor jeg er en nobody og ikke er så optaget af at være somebody.

Det giver en stille stund i livet til blot at være i det nære med mine kære. Mere har jeg ikke at sige for en gangs skyld.

Kommentaren blev udgivet i femina 49, 2023.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: