Hun vågnede efter operationen og tænkte: Jeg er mislykkedes med alt, der er vigtigt

Jeg hørte slet ikke, at du kom.

Michelle Hviid lyser op i et smil, da jeg træder ind i køkkenet. Hun tørrer fingrene i et viskestykke og går hen til anlægget og skruer ned for musikken, der blæser ud af højttalerne.

– Jeg er jo døv på mit højre øre, så det er lidt svært for mig at høre, når der er mange lyde på én gang, forklarer hun og vender tilbage til skærebrættet, hvor hun er ved at skære tomater.

Jeg befinder mig i Michelle Hviids hus langt ude på landet i Andalusien.

Fra den åbne dør ud til terrassen er der udsigt over bjerge og olivenlunde. Her dufter af mandeltræer og timian. Og i det fjerne kan man høre klokkerne fra gederne, der går og græsser.

Her fandt Michelle og hendes mand det, de drømte om, da de for to år siden drog af sted for at finde et hus med plads til deres venner og familie. Et sted, hvor solen skinner lidt flere timer end i Danmark, og hvor deres seks sammenbragte børn og deres kærester kan komme, som de har lyst.

Da de kom hjem, skrev de under på købskontrakten.

Havde du ingen forbehold ved at kaste alle dine penge i et hus hernede?

– Nej, overhovedet ikke. Morten og jeg går begge rundt med døden i lommen. Det er en af grundene til, at jeg føler, vi er så tætte. Han har haft leukæmi. Jeg har haft en hjernetumor. Man kan dø.

– Så når vi har snakket 10 minutter om, at det kunne være fedt at have et hus i Spanien, er der ikke langt fra tanke til handling. Og når nogen spørger os, om vi vil et eller andet, siger vi ja. Vi har faktisk ikke tid til at vente til i morgen.

Michelle anretter tomatsalaten på en bakke sammen med oliven og nybagte empanadas. Hun arbejder hurtigt og effektivt og ligner én, der aldrig har lavet andet end at gå rundt på bare fødder i et spansk landkøkken.

Jeg var ikke lykkedes

Michelle Hviid har været kendt i offentligheden, siden hun som 24-årig skabte datingportalen Runningdinner.dk. Dengang var hun alenemor til Benjamin på to år. Forretningen blev hurtigt en succes.

Hun tjente mange penge. Fandt en ny mand. Blev gift. Fik datteren Kamille. Blev skilt igen. Fik sit eget tv-program. Blev vært på radioprogrammet “Hviids varmestue”. Og har sideløbende skrevet tre bøger og holdt foredrag for fulde huse i hver en afkrog af landet.

Men lige nu har hun ikke travlt med noget som helst.

– Hvis det stod til mig, kunne jeg sagtens nøjes med at gå rundt hernede og nippe mine tomatplanter og knalde med Morten, siger Michelle Hviid og griner, da vi lidt senere sidder og spiser frokost ude på terrassen.

Hun er færdig med at jagte det, andre ser som en succes, og som hun selv i mange år troede, var opskriften på det gode liv.

– Da jeg blev syg med min hjernetumor, blev det meget klart for mig, at jeg er lykkedes med alt det, hvor andre ser mig som en succes, men at jeg ikke var lykkedes med særlig meget af det, hvor jeg selv ser mig som en succes.

– Jeg havde i mange år tjent virkelig mange penge. Jeg havde startet en succesfuld virksomhed. Jeg sad i alle mulige bestyrelser. Jeg havde været på forsiden af alverdens blade og aviser. Jeg havde set det meste af verden. Jeg havde besteget nogle af de største bjerge og haft mit eget tv-program og radioprogram.

– Jeg kunne klikke det hele af. Men da jeg vågnede op efter operationen, tænkte jeg, at jeg var mislykkedes på alle parametre, der er vigtige for mig i mit liv. Det, der betød noget for mig, var at være noget for nogen.

– Her sad jeg med to børn, jeg havde med to forskellige mænd. Jeg var ikke lykkedes med at skabe en familie, og jeg syntes ikke, jeg var lykkedes særlig godt med at være noget for nogen.

Så det du troede, var succes, var ikke succes for dig, når det kom til stykket?

– Meget af det, jeg tidligere har gjort, har jeg ikke gjort for mig selv. Det er noget, jeg udelukkende har gjort for at være god i andres øjne. For mig har succes været forbundet med at præstere på de ydre linjer.

– Jeg blev smidt ud af skolen og ud af gymnasiet. Jeg har aldrig fået nogen eksamen. Men da Politiken bragte en forsidehistorie og et stort portræt af mig, da jeg var 28 år, havde jeg det som om, jeg for første gang fik mit eksamensbevis. Den anerkendelse betød meget for mig.

Det gør den ikke i dag. Derfor lever Michelle Hviid også efter et helt andet værdisæt nu, end hun gjorde inden sin hjerneoperation for ni år siden.

– Jeg har præsteret det, jeg skulle. Jeg behøver ikke at bevise en skid. Det, der gør mig glad, er at være gavmild og drage omsorg for min familie og de mennesker, der er omkring mig. Det er det, der betyder noget, siger hun og læner sig tilbage i stolen.

Uafhængighedens pris

Når Michelle Hviid ser sig omkring i dag, ser hun et modsætningsforhold mellem den ensomhed, hun oplever hos mange kvinder, og den glorificering af kvinders uafhængighed, som hendes egen generation har fået tudet ørene fulde af.

– Jeg møder mange, der fortæller mig, hvor glade de er for at være singler, og hvor godt det passer til deres temperament. Men jeg tror ikke et sekund på dem. Naturen er nu engang sådan indrettet, at selv katte forsøger at finde en mage.

– Der er undersøgelser, der viser, at velfungerende kvinder er de mest ensomme overhovedet. Der er flere og flere, der vælger at få børn alene. Vi har ikke brug for mændene.

– En af mine veninder, har valgt at være solomor. Hun har ikke været på date i flere år. Hun har ikke engang prøvet, for hun kan sagtens klare sig selv økonomisk. Tillykke med det. Men helt ærligt – er det virkelig sådan, vi gerne vil leve?

Michelle Hviid slår ud med hænderne. Hun køber ikke præmissen om, at kvinders uafhængighed af mænd gør dem lykkelige.

– Det er en stor fed løgn, kvinder bilder sig selv ind. Man kan godt vælge at tro på den, men jeg tror ikke på den. Jeg har også hørt mig selv sige, at det er enormt fedt at være single, for så kan man selv bestemme. Men ingen taler om den ensomhed, der følger med. Ensomheden er vores tids største tabu.

Hun forstår godt, at man vælger at blive solomor, hvis tiden er ved at rinde ud, og man ikke kan finde en mand. Men hun mener også, at uafhængigheden har en pris.

– Jeg synes simpelthen, det er så sørgeligt, at vi har fået opbygget et samfund, hvor der er en stolthed i at kunne klare sig selv. Vi har gjort os selv undværlige, fordi vi ikke vil være afhængige af en mand. Det synes jeg, er en falliterklæring. Bare fordi man kan klare sig selv, behøver man jo ikke.

Hvorfor tror du, det er blevet sådan?

– Det er jo det, min generation er blevet opflasket med. Som 70’er-barn har jeg selv fået tudet ørerne fulde af, at jeg aldrig skulle være afhængig af en mand. Det er ikke, fordi der er noget galt i at kunne klare sig selv.

– Det er altid fedest at have et valg. Men man skal være bevidst om, at det at kunne klare sig selv ikke bliver ensbetydende med, at vi vælger hinanden fra.

Nedturen er værre end bunden

Det seneste år har Michelle Hviid afholdt kvinderetreats i sit hus i Spanien. Det var egentlig ikke en del af planen, da hun og Morten købte huset.

Men hun kan godt lide at åbne sit hjem, og på mange måder er det en naturlig forlængelse af det, hun har gjort i mange år: At bringe folk sammen og give dem mulighed for at tale om det, de ikke før har turdet sige højt.

– Det er op til deltagerne selv, hvor meget de vil dele ud af sig selv, når de er hernede. Men ofte sker der noget fantastisk, når kvinder er sammen over flere dage, og de er i et rum, hvor der ikke er noget, der hedder skam.

– Sidste gang jeg havde et hold kvinder hernede, var der en succesfuld forretningskvinde, der trak vejret dybt og lagde ud med at sige, at hun var ensom. Det fik stort set alle omkring bordet til at græde. Fordi alle kender den ensomhed.

– Det gør jeg jo også selv. Men hvis vi turde være åbne om det og tørrede alt det lort af, vi dækker os selv med, behøvede det ikke at være sådan. Der er et fællesskab derude. Men vi gør os selv ensomme ved ikke at være ærlige og række ud.

Hun oplever, at mange er bange for at give slip.

– Mange kvinder tænker, at det er den ultimative sidste meter ned i dybet, hvis de åbner op. De holder krampagtigt fast i det, de har, fordi de nede i dybet kan se en slangegrav. I den grav er der både skilsmisse og konkurs, så der skal de under ingen omstændigheder ned.

– Selv om vi er ulykkelige, holder vi fast. Vi er så pissebange for at ramme bunden af dybet. Vi tror, vi går i stykker. Og så glider vi alligevel langsomt ned. Det er så smertefuldt, siger hun.

Michelle ved, hvad hun taler om. Hun har selv hængt i med det yderste af neglene uden at turde slippe og endte med at give køb på sig selv.

– Min erfaring er, at nedturen er langt værre end at ramme bunden. For når vi rammer bunden, kan vi begynde at bruge vores energi på at kravle op i stedet for at bruge al vores energi på at holde os selv fast.

– Jeg siger ikke, at det er nemt at give slip. Men vi risikerer at sælge ud af vores værdier, mens vi hænger der. Det oplevede jeg selv i mit ægteskab til min datters far. Jeg skulle være gået lang tid før.

For Michelle Hviid er ensomheden et livsvilkår, der er umulig at komme udenom. Derfor mener hun også, at man et langt stykke hen ad vejen skal slutte fred med ensomheden.

– Det er en del af det at være menneske. Men man skal ikke slutte fred med det, så det er på bekostning af en selv.

Hun ser ud over bjergene.

Ensomheden har Michelle Hviid mærket mange gange i sit liv.

– Jeg har været alenemor det meste af mit voksne liv og har aldrig kunnet mønstre en storfamilie. Jeg har med misundelse set mine veninder lægge feriebilleder op på Facebook, hvor de er på ferie med deres store familier. Når jeg var på ferie alene med mine børn, var jeg i børnefængsel om aftenen, når de var faldet i søvn.

– Men i stedet for at lægge mig i fosterstilling og tude over min egen ensomhed, besluttede jeg mig for at leje en kæmpe vinbondegård i Frankrig, hvor vi kunne bo 35 mennesker.

– Jeg solgte alle de ledige pladser til andre singlekvinder med børn. Og det betød, at vi året efter havde verdens bedste ferie, selv om de mennesker ikke var vores mennesker. På den måde må man søge hen imod de fællesskaber, man savner.

Færdig med bullshit

Michelle er for længst holdt op med at frygte, hvad andre tænker om hende. Hun gider ikke at lade som om, det hele går godt, hvis ikke det gør. Hun insisterer på at være ærlig. Også om det, der er grimt og sårbart.

– Efter jeg har været syg, har jeg ikke tid til mere bullshit. Vi har kun det her liv. Så hvis jeg kan være med til at hjælpe andre kvinder ved at blotte mig, stiller jeg mig gerne op og fortæller om alle de gange, jeg har været bange eller ikke har følt mig god nok som mor.

– Når jeg hænger mig selv til tørre, får jeg åbnet en lille låge inde i de kvinder, der sidder med alt det her selv. De finder ud af, at det kan man godt sige højt.

Hun mener, vi bliver nødt til at begynde at lægge facaderne og stå ved vores ensomhed eller kærlighedssøgen.

– Vi har så travlt med at vise hinanden, at vores liv er perfekt, men når de andre kun ser det perfekte glansbillede af vores liv, tænker de, at vi ikke har brug for dem. Og så er det, at vi ender med at sidde alene, uden at kunne mærke varmen fra bålet.

Men det kræver, at man tør mærke efter, og at vi tør række ud efter hinanden. Og det er der mange kvinder, der er bange for.

– Jeg tror simpelthen, der er er en kæmpe blind vinkel i mange menneskers liv. De kigger ikke på det, der gør ondt. De tænker, at de er en taber, hvis de ser smerten i øjnene uden at handle på det. Men det er jo i virkeligheden den anden vejen rundt: Man er en taber, hvis ikke man tør se på det, der gør ondt.

Det sted, Michelle er i dag, står i skarp kontrast til det mørke, hun befandt sig i for ni år siden, da hun vågnede op efter sin hjerneoperation.

Dengang var hun lam i hele den ene side af kroppen, kunne ikke tale, havde mistet hørelsen på det højre øre og var netop blevet forladt af sin kæreste.

– Alle dem, der har kendt mig længe, ved godt, at det ikke altid har været lutter lagkage. Jeg har prøvet at være så syg og hjælpeløs, at jeg tænkte, at mit liv aldrig nogensinde bliver godt igen.

– Men de folk, der kun har fulgt mig i et halvt år og ser mig sidde hernede i mit paradis med verdens lækreste mand, synes ikke, jeg kan tillade mig at udtale mig om noget som helst, for jeg aner ikke noget om, hvilken vej jorden drejer.

Og det er næsten også for godt til, at Michelle selv kan tro på, at det er sandt.

– De seneste fire år har været et langt glimt af lykke. Det er den største kærlighed, jeg nogensinde har oplevet. Morten og jeg har det simpelthen så sjovt sammen. Han er det fineste, fineste menneske. Ligegyldigt hvor højt jeg hopper, kan jeg kun bide ham i knæet.

Hun kan stadig vågne op om morgenen og måtte knibe sig i armen. Men mødet med Morten og det på mange måder privilegerede liv, hun har i dag, er ikke kommet dalende ned fra himlen. Det var aldrig sket, hvis hun var blevet hjemme på sofaen.

– Det er et mirakel, at jeg fandt Morten, og så er det alligevel ikke. Jeg havde længe inden gået og lagt spor ud ligesom Hans og Grethe.

– I alle interview havde jeg højt og tydeligt sagt, at jeg gerne ville elske og elskes. Så jeg synes, jeg havde gjort mig selv enormt let at finde.

1.000 gåture om søerne

Michelle har oplevet at være forelsket før. Hun har også haft andre mænd i sit liv. Det er bare aldrig rigtig lykkedes at få et parforhold til at fungere. Før nu.

– Jeg har prøvet tusinde gange, at mænd er blevet forelskede i mig. Mænd bliver meget fascinerede af mig, og mænd vil også meget gerne knalde mig.

– Men efter en måned kan de næsten ikke få luft. Mit gear er bare lidt højere end de fleste, og det er der mange, der bliver væltet omkuld af.

Derfor krævede det også en dyb indånding, da Michelle efter sin hjerneoperation besluttede sig for at bevæge sig ud på datingmarkedet igen.

– Datingmarkedet på Tinder afspejler vores ekstremt store singlebefolkning. Men der er samtidig noget ved konceptet, der virker som en narcissistmagnet. Jeg har mødt mænd, der talte om sig selv i tre timer uden at stille mig et eneste spørgsmål. Og jeg har mødt mænd, der troede, de var en gave til mig, bare fordi de havde en pik.

– Jeg har gået tusindvis af ture rundt om Søerne, og hver eneste gang har jeg skullet mobilisere en tro på, at “måske er den der i dag!”, for hvad er alternativet?

Den aften Michelle mødte Morten, havde hun tidligere på dagen været på en anden date. Det havde været en katastrofe.

Derfor havde hun heller ingen forventninger, da hun skrev til Morten på Tinder og spurgte, om han ville med i biografen samme aften. Men det skulle vise sig at blive alt andet end kedeligt.

– Det gik ret hurtigt op for mig, at her stod jeg foran noget, der virkelig betød noget for mig. Han var alt det, jeg troede, der ikke fandtes i virkeligheden. Og da vi senere på aftenen endte i min lejlighed, og han smed skjorten, kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at overgive mig.

– Så jeg kiggede på ham og siger: “Er du ved at forføre mig, dit svin?” Morten svarede: “Hvis jeg kan!” Jeg sagde til ham, at det kunne han godt, men hvis han knaldede mig nu og ikke ringede til mig i morgen, ville han få et hestehoved i sin seng.

Michelle Hviid griner. Men der var alvor bag ordene.

Morten ringede næste dag. Alligevel rystede hun på hånden, da hun valgte at satse alt på et bræt. Hun var bange.

– Jeg har altid vidst, at ligegyldigt hvad der skete, ville jeg rejse mig op igen. Jeg er kommet igennem en hjernetumor og alverdens kriser.

– Men da jeg gav mig hen til kærligheden denne her gang, tænkte jeg for første gang: Hvis han forsvinder, bliver jeg liggende.

Michelle bliver stille.

Uforbeholden kærlighed

I dag er de to gift og i en alder af 52 år mærker Michelle for første gang i sit liv en ro helt ind til knoglerne.

– Morten er det eneste menneske, hvor jeg nogensinde har tænkt, at ham kunne jeg være sammen med hele tiden. Med ham er alt trygt.

– Han har lært mig, at man godt kan elske uden forbehold, og at kærligheden ikke kræver noget. Jeg behøver ikke at gøre mig fortjent til, at han elsker mig.

Hvad har det betydet for jeres forhold, at I har mødt hinanden i en sen alder?

– Morten har helt klart noget ballast i forhold til at få et parforhold til at fungere, som jeg slet ikke evner at forstå. Han kommer med 20 års erfaring, som har været godt for vores parforhold. På den anden side bidrager jeg med min passion.

– Jeg har været med til at bringe nydelse og forkælelse ind i Mortens liv. På den måde bidrager vi hver især med noget, der er med til at styrke forholdet.

Michelle går ind i køkkenet og kommer tilbage med to is.

– Jeg var ikke klar over, at kærlighed kunne være så nemt og ukompliceret. Mange af mine andre forhold har været usunde, uden at jeg har vidst det. Jeg har tænkt, at jeg måtte tage det sure med det søde. At det var sådan, det var at være i et parforhold. Men jeg tog heldigvis fejl.

“Hvis det stod til mig, kunne jeg sagtens nøjes med at gå rundt hernede og nippe mine tomatplanter og knalde med Morten.”

Da Michelle gik i biografen med Morten, var det hendes anden Tinder-date den dag – men efter ganske kort tid gik det op for hende, at det her var ”meant to be”.

Denne artikel blev udgivet i femina i uge 35 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: