Hun skrev de første ideer ned for mange år siden. Men så skete der noget, som fik hende til at taget springet

Helle Langer elsker synet: Stribevis af biler, der blinker af fra landevejen og kører ind til Harboøre.

De kommer til den vestjyske by fra det meste af landet, og mange må lige tjekke kortet en ekstra gang, inden de kører hjemmefra. Hvor er det nu, Harboøre ligger?

Den lille stationsby ligger mellem Lemvig og Thyborøn med to kilometer til havet og to til fjorden, og for få år siden gik trafikken altid ud af byen, når der skulle ske noget. Sådan er det ikke længere.

Helle Langer, 40 år, har vendt strømmen.

Helle Langer har altid drømt stort, og hendes hoved er ligeså ustyrligt som hendes røde hår. Der var aldrig ro i det hoved, og det var Helle temmelig træt af. Det duede ikke med alle de vilde ideer, når man skulle passe sit gode job som pædagog på et forsorgshjem.

Men ideerne blev ved med at komme. Især når Helle kiggede over på den grimme, nedlagte brugs, der er hendes nabobygning. Uha, der var mange muligheder.

Indimellem skrev Helle ideerne ned. De første noter om Brugsen blev skrevet i 2009, men der gik ni år, før hun tog springet. Hun manglede modet til at forfølge de mange, vilde drømme.

Modet fik Helle det år, hendes søster fik en blodprop, og hun selv fik en diskusprolaps. Da mærkede hun, at livet er for stort til at udsætte drømme. De skal udleves, og Helle Langer sagde sit job op og lejede den gamle brugs.

Sammen med sin mand, Georg Langer, der hele tiden har opfordret Helle til at finde modet og forfølge de viltre ideer. Og han er bankmand og har forstand på økonomi, så det skal nok gå.

Her knap fem år senere går det forrygende. Så godt, at parret har købt den nedlagte brugs og også den gamle købmandsbutik foran brugsen.

Nu råder de over næsten 1.000 kvadratmeter under tag. Dertil kommer fem, små containerhoteller med tilsammen 22 sengepladser, placeret mod åbne marker bag bygningerne.

Folk strømmer til den gamle brugs i Harboøre, og så er det rart med en overnatning. For der er lang vej hjem for de fleste.

Langt ude

Helle Langer har skabt spillestedet 18b i den gamle brugs i Nørregade, og det er stedet, hvor Danmarks bedste musikere elsker at spille, og hvor publikum elsker at komme.

Hun måtte knibe sig selv i armen, da hun stod blandt publikum til den allerførste koncert i brugsen den 13. september 2018, knap fire måneder efter købet.

Steffen Brandt stod på scenen, og i salen sad publikum på de teakstole, Helle lige nøjagtig var blevet færdig med at betrække.

Steffen Brandt er Helles absolutte favorit blandt danske musikere, og han havde overraskende sagt ja til at spille på et sted i udkantsdanmark, ingen havde hørt om.

Og TV-2-forsangeren banede vejen for flere kendte musikere. Ikke længe efter ankom Niels Hausgaard til 18b i Harboøre.

Siden da er nogle af Danmarks bedste musikere og et talstærkt publikum valfartet til stationsbyen. Det viser blærerøvsvæggen i brugsens store fællesstue, hvor fotografer har foreviget den gode stemning fra de mange koncerter: Alex Vargas, Michael Falch, Anne Linnet, Mads Langer …

Og på scenen i 18b står lige nu resterne af opsætningen fra de dage, hvor Annika Aakjær og hendes band kom til Harboøre og gav tre livekoncerter, mens hun indspillede sit nye album på stedet.

– Det er en blanding af held og hårdt arbejde, siger Helle Langer beskedent.

– Musikbranchen er lille, og musikerne er gode ambassadører for os. Når de fortæller, at det er sjovt at spille her, er der flere, der får lyst til at komme. Vi har ikke noget markedsføringsbudget, og det er noget bøvl at komme herud. Så må vi bare gøre os ekstra umage.

Underspillet larm

Stemningen i 18b er helt speciel. Som ung drømte Helle Langer om at blive designer, og det kan ses. Også når det gælder indretning, står ideerne i kø under det røde hår.

Brugsen er fuld af finurlige, gamle loppefund, som Helle har ombetrukket, omformet og malet i dristige farver.

Indretningen afspejler den tatovering, Helle har på sit højre håndled: ”Vær modig” står der. Og det kræver en vis form for mod at male trappen op til købmandsbutikkens nyindrettede ferielejlighed knaldgul, vælge pangfarver til fliser og vægge og sætte lyserøde flamingoer på toilettet. Der er kommet larm i Nørregade i Harboøre, men med vestjysk underspillethed.

Spillestedets navn gør ikke meget væsen af sig. 18b refererer til gadenummeret, og den store interiørbutik i den gamle købmandsforretning hedder Kiosk 18a.

Helle tilbyder spisning i forbindelse med koncerterne, og lægger hus til bryllupper og konferencer i 18b, men ordet restaurant nævnes ikke. Det hedder bare proviant.

– Jeg er født i Hvide Sande og elsker Vestjylland. Og chancen for at vi bliver hovski-snovski herude, den er ret lille. Jeg kom til at sige ”mindblowing” i et interview, det måtte jeg høre for i fire måneder, smiler Helle.

– Men vi har også brug for at larme, for folk finder jo ikke herud af sig selv. Vi har de dejligste steder i hele verden, og vi skal vove at sige det højt.

– Da jeg gik med alle mine drømme og ideer, ville jeg allerhelst holde det hemmeligt. Jeg holdt mig selv tilbage. Det var angstprovokerende for mig at sige det højt, og jeg var bange for, at folk ville grine mig lige op i ansigtet. Men det var der bare ingen, der gjorde. De var meget mere med på det, end jeg havde troet.

– Som vestjyde kan jeg godt være bange for at være for meget og larme for meget. Men jeg er jo grundlæggende et rart menneske, og hvis jeg larmer, så er det på en rar måde, fastslår Helle Langer.

En svær periode

Helle levede også op til højre håndleds tatovering, da coronaen gjorde det umuligt for hende at holde de koncerter, der er hele omdrejningspunktet for hendes nye arbejdsliv. Pludselig blev der stille, og trafikken førte endnu en gang mest ud af byen.

– Det var en svær periode for mig. Jeg var så vanvittig glad for, at jeg nu endelig havde fået det, jeg drømte om. Da jeg arbejdede som pædagog, var jeg ikke glad, selv om jeg forsøgte, og arbejdet gav mening. Nu var jeg meget, meget glad og tilfreds, det havde jeg aldrig prøvet før. Skulle det hele så stoppes af en epidemi?

Nedlukningen var hårdere, end Helle har lyst til at indrømme.

– Jeg kan lave ligeså smukke kulisser, jeg vil, men husene dør jo, hvis der ikke kommer mennesker i dem. Nedlukningerne var en voldsom tid. Men når man så kommer igennem det, er selvtilliden i top. Og så købte vi både brugsen og købmandsforretningen, siger Helle med et stille smil.

Helle Langer siger altid ”vi”. Her tænker hun først og fremmest på Georg, som er en vigtig del af 18b og far til hendes tre børn.

– Georg og jeg er et godt hold, og han er en ligeså stor del af virksomheden som mig. Han smider sin lyseblå bankskjorte og trækker i arbejdstøjet, når han kommer hjem. Og vi er en megagod blanding af vanvid og snusfornuft. Vi vender alle beslutninger sammen.

– Det er tit ham, der står for at vise rundt og få musikere og publikum på plads til koncerterne. Det er han meget bedre til end mig. Han er cand.mag. i smalltalk, det er jeg ikke.

Helle Langer er også godt hjulpet af de mange ”ufrivillige”, som hun kalder dem. De består af hendes og Georgs familiemedlemmer og parrets venner.

– Jeg har fået verdens bedste job, og Georg har fået en gladere kone. Han har hele tiden bakket mig op. Projektet begyndte i min notesbog, men det er i høj grad blevet vores fælles eventyr. Og jeg har fået ro i mit hoved, for nu kan jeg få afløb for de fleste af mine drømme. Det er første gang i mit liv, det giver mening for mig at have det hoved, jeg har.

– Jeg kan også få ideer, der er for langt ude, men de ryger bare på hylden. På den anden side er jeg født med en vild ja-hat, så når folk siger, noget ikke kan lade sig gøre, tænker jeg: Arrhh, det har I vist ikke tjekket ...

Verdensherredømmet

Helle Langer er stolt af at have skabt sin egen arbejdsplads. Hun troede, mod og kreativitet var noget, man skulle være født med, men hun har opdaget, at det er muskler, der kan trænes.

Helle har også indrettet keramikværksted i købmandsforretningen og tilbyder kreative workshops for børn og voksne. Altid med udgangspunkt i noget, hun selv har lyst til.

Og når hun introducerer musikerne på scenen, beder hun publikum lægger distraherende tanker og mobiltelefoner væk, stoppe snakken og være til stede.

– Når det lykkes, får musikere og publikum de vildeste koncerter. Publikum tror, det er os, der laver magi, men det er dem selv. Vi har ubestridt Danmarks bedste publikum, og det fedeste i verden er at opleve musikerne lægge deres hjerte ud, og publikum være helt med. Det oplever jeg tit, og så føler jeg en kæmpetaknemmelighed.

– Når jeg står til en koncert omgivet af folk, jeg elsker, så er jeg bare glad, selvom jeg kan være helt hjernedød træt ovenpå alle forberedelserne.

– Jeg er stolt af at have skabt et arbejde, jeg er lykkelig i. Noget er jeg god til, og det, jeg ikke er god til, det kan jeg blive. Jeg er ikke låst af noget her, og folk ved aldrig, hvad de kan forvente.

– Jeg er slet, slet ikke færdig med at drømme. Vi går efter verdensherredømmet her i Harboøre, siger Helle og smider for en stund den indbyggede, vestjyske beskedenhed.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 29, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: