Hun havde faktisk afskrevet det. Hun orkede det ikke. Men så tikkede der en mail ind med en frokostinvitation

Det var en fredag eftermiddag, Camilla Lindemann havde som så ofte før boet en længere periode i sit sommerhus i Nordsjælland og havde nydt lange gåture i naturen, gode bøger og god mad. Telefonen ringede, det var en af hendes veninder.

– Hvad skal du lave i weekenden?, spurgte hun.

– Ikke noget særligt, svarede Camilla.

– Skal du ikke se nogen?

– Nej.

– Jamen, sidder du bare deroppe alene?

– Ja.

– Du må da skulle lave noget!

– Ja, jeg skal læse bøger, gå lange ture, fodre mine fugle og tænke over livet, svarede Camilla.

– Tror du ikke, at du skal have nogen lykkepiller?, var venindens reaktion.

Camilla Lindemann trækker på smilebåndet ved tanken.

– Nogle mennesker tror, at der må være noget galt, hvis man skal være alene en weekend, for hvis man ikke skal noget, må man være deprimeret. Jeg måtte forklare min veninde, at der ikke var noget galt, jeg havde bare lyst til eftertanke.

– Jeg har haft lange perioder, hvor jeg havde brug for det, jeg kalder ”ro og renlighed” – eftertænksomhed. Og jeg har tilbragt meget tid i mit sommerhus alene, fordi naturen betyder utroligt meget for mig, og lange gåture gør noget godt mentalt ved mig.

– Nogle mennesker synes, at det er totalt weird at sidde og kigge ud ad vinduet i længere tid alene. Det synes jeg ikke. Jeg mener, det er sundt.

I dag kører Camilla ikke så ofte op i sommerhuset alene, for efter 20 år som single har hun mødt kærligheden i en alder af 74. Dét havde hun ikke set komme.

Faktisk havde hun afskrevet alt det dér med parforhold, og hun orkede ikke flere blind dates. Så da der tikkede en mail ind med en frokostinvitation fra en herre, der havde læst et interview med hende, tøvede hun længe med at svare. Indtil en veninde sagde, at hun vidste, hvem manden var.

– Det er en dejlig mand. Ham skriver du til!, formanede hun.

– Han sad og læste dagens aviser på nettet, da en artikel om mig krydsede hans synsfelt. Han havde aldrig kontaktet nogen på den måde før, men han syntes, at mine udtalelser var interessante, og at der var en tristhed i mine øjne, som fik ham til at undre sig. Det synes jeg var lidt fantastisk. At han så noget andet end bare et smiling face og ”hun ser da meget godt ud”. Så jeg svarede ham endelig, fortæller Camilla.

Kæresten er ikke hjemme i dag, hvor vi sidder i Camillas Frederiksberg-lejlighed og snakker, men han er flyttet ind, og lige nu leder de efter en større lejlighed sammen.

Det er gået stærkt – det er kun ni måneder siden, de mødte hinanden. Men som Camilla siger, så har de ingen tid at spilde.

– Da jeg gik hjem fra vores første date tænkte jeg: ”Det er en mand, der ikke ville bo alene resten af sit liv, og jeg kommer ikke til at flytte fra min lejlighed!” Men det fik han lavet om på. Hvordan tør jeg så i min høje alder satse hele butikken på den måde?

– Jeg kan ikke sige andet, end at jeg føler mig fuldstændig tryg.

Hvordan er det så at bo sammen med én efter så mange år alene?

– Det er overraskende fantastisk. Han og jeg er meget opmærksomme på, at forelskelsen ikke skal afløses af nid og nag og ende i en lang række konflikter.

– Jeg tror, jeg er en bedre kæreste i dag, for man lærer meget af de forhold, man har været i. En af de ting, der er gået op for mig, er, at man skal lade den anden være, som han er, for man ikke kan lave andre mennesker om. Man kan højst ændre lidt på sig selv – men det bliver også sværere og sværere med årene.

– Jo, du kan bede ham om at lade være med at sætte sine støvler i entréen, så man falder over dem, men at lave om på en personlighed, det tror jeg ikke på. Man må tage den pakke, man får.

Hvad er det så for en pakke, du har fået?

– En af de ting, jeg er utrolig begejstret for ved min kæreste er, at han fra starten har sagt, at der ikke skal fejes noget ind under gulvtæppet. Så hver måned holder vi et lille statusmøde, hvor vi spørger hinanden, hvordan vi synes, det går.

– Det kan være, at det hele bare er dejligt, det kan også være, at man har opdaget noget ved den anden, som irriterer én, eller man kan være blevet ked af et eller andet.

– Vi har også en herlig humor sammen, som betyder meget for mig, og han er uden sammenligning det mest betænksomme menneske, jeg har mødt – og det er ikke kun overfor mig.

– Vi er jo ikke i den situation, at vi skal af sted på job i dagtimerne, men vi arbejder stadig begge og er utroligt gode til at sidde for hver sin ende af bordet med hver vores. Så er der sikkert nogen, der vil sige, at det holder op, når forelskelsen fordamper. Ja, måske.

– Men nu er vi 72 og 74 år, så jeg håber, at vi holder gejsten oppe de næste 15 år. Jeg er meget fortrøstningsfuld, hvad det angår. Vi gør os umage.

Efter 28 år på Aller – 25 af dem som chefredaktør for bl.a. femina, IN og Psykologi – valgte Camilla Lindemann at forlade Aller i 2011.

Hun var 62 år på det tidspunkt og slet ikke færdig på arbejdsmarkedet. Og hun var helt klar over, hvad resten af hendes arbejdsliv skulle gå med.

– Jeg ville skrive bøger. Jeg elsker ordene, smiler hun.

Hendes første bog ”Heldigvis begik jeg ikke de samme fejl som min mor”, som hun skrev sammen med sin datter, Caroline, udkom allerede året efter.

Siden er det blevet til en hel stribe, blandt andet ”60 med mere”, romanen ”Vovestykker”, og ”Mit liv som enestående”, hvor Camilla interviewer en række kendte mennesker om livet som single og efter de 60, og også deler ud af egne erfaringer.

Med de bøger og foredraget ”Kan mormor gå i cowboystøvler” ramte hun et sultent gab på markedet: ”Ja tak! Endelig en, der råber højt, at man ikke sidder i gyngestol og hører klassisk musik, bare fordi man er fyldt 60!”

Med sit stilsikre ydre og sin bramfrie tale blev Camilla et forbillede for kvinder i alle aldre. Endnu bedre blev det, da hun som 70-årig sprang ud som fotomodel for franske L’Oréal og siden en stribe andre firmaer og blade, og udtalte:

– Den der lange, tynde bønnestage, der viser tøj, kan jeg overhovedet ikke identificere mig med. Der er noget helt skævt ved, at man kun skal fedte for de unge piger.

Hurra og tak for at være med til at bane vejen for et mere realistisk verdensbillede i det hele taget! Men det er vel meget nemt for hende, vil nogen måske indvende. Som ser så godt ud og er så privilegeret?

– Ja, jeg har haft et privilegeret liv, men jeg har også knoklet!, understreger Camilla.

– Der er mange, der tror, at jeg som chefredaktør for nogle glittede dameblade bare trippede rundt på stiletter med et glas champagne i hånden og var til receptioner og sad på første række til modeopvisningerne de fleste dage – sådan var det ikke.

– Det var en hverdag, hvor jeg sad foran min computer, holdt møder og lavede budgetter og fik alting til at gå op i en højere enhed, og bagefter har jeg kunnet se, at jeg knoklede alt for meget i mange år. Jeg arbejdede, faldt besvimet om, når jeg kom hjem, og tog af sted igen næste dag og startede forfra.

– Så det ligger mig meget på sinde, at man ikke kun ser glansbilledet, for der er ikke noget liv, der kun er et glansbillede, siger Camilla, som har meget svært ved at se sig selv som et forbillede.

– Et forbillede for hvad? Hvis nogen kan spejle sig i de ting, jeg gør, og den erfaring, jeg har gjort, er det fantastisk. Fordi kvinder kan lære noget af hinanden.

– Men tro mig: Jeg har også haft dage, hvor jeg har tænkt: ”Hold kæft, er det her livet? Skulle det være sjovt?” Som Pernilla August siger i en film: ”Dagarne bare går og går, inte visste jag, att de var livet.” Den sætning glemmer jeg aldrig, for sådan har jeg også haft det i perioder.

Camilla Lindemann er født og opvokset i Fredensborg, og indledte sin karriere med at blive smidt ud af gymnasiet, fordi hun ikke gad at gå 2.g om.

Hun ville være journalist, var hun fast besluttet på, og da hun en dag var på familiebesøg i Odense, gik hun op og bankede på hos chefredaktøren for den nu hedengangne Fyns Tidende. Om hun kunne få en elevplads? Det kunne hun godt, mente chefredaktøren, så Camilla kom i mesterlære og boede undervejs i uddannelsen inde bag redaktionen i to usle kamre.

I 1971 blev hun gift med sin første mand og sine børns far, og sammen købte de en gård ved Ringsted.

Hendes mand var af den gamle skole og mente, at Camillas forældre skulle have sendt hende på husholdningsskole, så hun ikke gik og pjattede med en journalistuddannelse, hun alligevel ikke ville få brug for. Så kort efter brylluppet fik Camilla job på en folkeskole, hvor hun underviste i et par år.

– Det er måske svært at tro, men der er ret meget bondekone i mig. Jeg elsker at sylte og går på svampejagt og kan partere en gris med lukkede øjne, griner Camilla.

Hun valgte dog livet på landet fra efter nogle år. Blev skilt og mødte sin anden mand, Jørgen Ejbøl, på Dagbladet Ringsted, hvor han var redaktionschef, og hun journalist.

Ægteskabet holdt ikke, og Camilla mødte sin tredje mand på Aller, hvor hun senere blev ansat.

– Jeg var i begyndelsen af 50’erne, da jeg flyttede fra min tredje mand, og jeg forestillede mig ikke, at jeg skulle være single resten af mine dage. Selvfølgelig dukker der en mand op, jeg har lyst til at være sammen med, tænkte jeg.

– Det gjorde der så bare ikke. I hvert fald ikke én, jeg ville opgive min tilværelse for, så jeg endte med at være single i 20 år. Og jeg trivedes rigtigt godt med det. Jeg er god til at være alene, og jeg keder mig aldrig.

Datede du ikke i den periode?

– Jo, for jeg drømte da om at blive rigtigt forelsket igen, og jeg mødte også én, jeg blev forelsket i. Han var gift, men blev skilt, og vi flyttede sammen. Vi flyttede så fra hinanden igen efter fire måneder, og den oplevelse var meget traumatisk.

– Chokket over at kunne tage så meget fejl gjorde, at jeg mistede mig selv lidt. Jeg følte, at jeg ikke længere kunne læse signaler og mærke, hvor jeg selv var. For jeg havde været så sikker på, at når han blev skilt, ville vi være det perfekte match og min lykke være gjort. Men sådan gik det ikke.

– Jeg vil ikke sige, at jeg har været bange for at knytte mig til nogen siden, men jeg har været mere forsigtig med at give mig hen. Dog aldrig så meget, at jeg har tænkt, at jeg ikke skulle have kærlighed fra en mand i mit liv igen. Hvis den rigtige dukkede op, var jeg klar.

– Folk har ofte sagt til mig: ”Du vil jo i virkeligheden slet ikke have en mand. Du er alt for kritisk! Der er både ham og ham og ham!” Men fordi der står en mand af passende slægt og uddannelse med en pæn bil og er single, er det da ikke sikkert, at han er noget for mig. Kærligheden er et mirakel.

Når Camilla Lindemann tænker tilbage på sit liv, er der mange ting, der ikke er gået, som hun havde håbet. Ikke med karrieren, den er hun stolt af. Men hun havde ikke regnet med, at hendes kærlighedsliv skulle være så fragmenteret.

– Jeg har indimellem siddet i mit sommerhus og reflekteret over, hvor meget jeg egentlig var alene. Jeg troede, at jeg skulle sidde på terrassen sammen med en bedstefar og glæde mig over vores børnebørn, men den drøm sluttede allerede, da jeg forlod min første mand. Det var mine valg, men der er da masser af ting i mit privatliv, der ikke er gået, som jeg havde forestillet mig. Så der er eftertanke – det skal der være i et liv.

– Men jeg tror på, at man bliver en stærkere person af at være alene, fordi man ikke har nogen at projicere sin galde og irritation over på – man er nødt til at rumme det hele selv.

– I ægteskaber er det meget almindeligt, at man skubber nogle af sine dårlige sider over på den anden, det kan man ikke, når man er alene. Så når folk siger: ”Ih, du er så cool, at du kan klare alting selv!” så er det, fordi jeg har vænnet mig til det.

– Men jeg har da været træt af det indimellem. Og jeg har været træt af kvinder, der siger: ”Det ved jeg ikke, det ordner min mand”, når man spørger dem om noget praktisk.

Det lyder som om, du var ked af at være alene på det tidspunkt?

– Ja. Men ikke så ked af det, at jeg ville opgive det for hvad som helst. Jeg følte mig bare alene. Og jeg siger med vilje ikke ensom, for jeg har aldrig følt mig ensom.

– Jeg har nogle fantastiske venner og nogle dejlige børn og helt vidunderlige børnebørn, som jeg er meget knyttet til. Men jeg havde en periode, hvor jeg ikke gad at være sammen med par. Jeg var den eneste single i den gruppe venner, jeg så, og jeg begyndte at melde fra, når vi skulle noget, fordi jeg ikke havde lyst til at være tiende hjul i karossen.

– Jeg ville ikke udsættes for at se mændene hente sjaler til deres koner, når det blev køligt, jeg kunne bare ikke have det. Det var en sorg over, at jeg ikke selv havde fået et parforhold til at køre.

– Alligevel ville jeg ikke have undværet min singleperiode, for den har lært mig virkelig meget om, hvad jeg vil have, og hvad jeg ikke vil have.

– Jeg havde i virkeligheden ofte en følelse af at være udsat som single. Fordi der aldrig var nogen, der forsvarede én eller hentede en kop kaffe til mig. Jeg kan mærke forskellen nu, hvor jeg er i et forhold; Åh, det er dejligt, at der er én, jeg elsker, med mig! Én at tage hjem sammen med. Én at vende dagens oplevelser med. Så jeg kan godt forstå, at man søger tilbage til det, man kender, hvis man er vant til at være i et forhold, men har mistet sin partner.

Siden Camilla løftede sløret for sin nye kærlighed, har hun fået mange henvendelser fra kvinder, som skriver, hvor opløftende, de synes, det er, at man kan forelske sig i så høj en alder.

Og forelskelsen er præcis den samme, som da man var ung, fortæller hun. Den brusende fornemmelse, sommerfuglene i maven.

– Min kæreste og jeg gør os umage med at bevare kærligheden, for vi ved godt, hvor privilegerede, vi er. Vi bor godt og har nogle dejlige børn og børnebørn, det er privilegeret, det ved jeg godt. Men jeg har søreme også haft stunder, hvor jeg ikke følte mig som verdens heldigste. Lange perioder, hvor jeg har følt mig – ikke ensom, men alene om alting.

– Jeg har oplevet at være ude i større forsamlinger, hvor folk har spurgt, hvem jeg var sammen med, og når jeg sagde, at jeg var alene, så de ud som om, jeg havde sagt, at jeg var alkoholiker, eller der var noget andet galt.

– De Giftes Klub findes stadig, selv om der er så mange singler, og jeg synes, det er vigtigt at tale om, at der er normer, der skal ændres i vores samfund. Du får rabat i supermarkedet, når du køber store portioner, og det er stadig svært at få et ordentligt hotelværelse som single. Alt er lagt an på, at man er to.

– Dét er vi nødt til at tale om. Og så skal vi holde op med, at målet for alle singler er at finde en mand. Ja, jeg har selv fundet en mand, men det var ikke mit mål. Mit mål var at have et godt liv.

Hvis man nu ER single og oppe i alderen og lidt des­illusioneret over livet, hvad er så dit råd?

– Først og fremmest er det vigtigt at bevare sin nysgerrighed. Have mod på at rejse lidt og snakke med andre mennesker. Der er for mange singler, der tænker begrænsende: ”Jeg kan ikke holde et selskab, for jeg er kun mig.” Det synes jeg er noget fis.

– Jeg har holdt mange gæstebud, selv om jeg var alene. Man må bede en af gæsterne om at skænke op til gæsterne, hvis man selv skal ud og røre i suppen. På den måde har der overhovedet ikke været forskel på mit liv om jeg var single eller i et forhold.

– Og så min kæphest: Kvinder, sørg for at tjekke jeres pensioner! Man bliver ikke lykkeligere af at være bemidlet, men man får bare et lettere liv.

– Det ER altså nemmere at tage en taxa, når det regner, end at stå og vente på bussen. Kvinder er tilbøjelige til at glemme pensionerne, hvis de går på deltid eller på barsel.

– Ja, dagene bare går og går, det gør de, og der er da dage, hvor man tænker: ”Skal det her være mit liv?” Men så må man tage et greb i sig selv, og spørge: Hvad kan jeg gøre ved det? Måske kunne jeg melde mig til noget på aftenskole.

– Der er så mange, der tænker, at når de bliver gamle vil de gerne dét og dét. Gå i gang med det samme, lad være med at udsætte det! For mig har det været glæden ved at skrive, der har givet livskraft, det kan jeg forsvinde helt ind i, og dét at være dybt optaget af noget, er fantastisk. Det er vigtigt at have noget i sit liv, man bliver barnligt glad over at beskæftige sig med.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 10, 2024. Dette er en redigeret version.